Del 8 – Den kendte relation mellem os og ægdonor

Dette indlæg har krævet mod fra både mig, som mor til Ellienor og Elliott, men også for vores kære ægdonor. Vi har sms’et sammen og skal mødes til en snak om hele forløbet, dog særligt om denne periode i forløbet, som dette indlæg handler om.

Det er blevet tænkt mange tanker om vores kendte relation med ægdonor, de sidste 4 år!

Nu skal I høre hvorfor….

Efter en skøn ferie tilbage i 2016, hvor vi havde fået ladet batterierne op, var vi nu klar til endnu en behandling.

Men hverdagen og virkeligheden ramte mig, som en hammer og jeg var tilbage i følelsen af mismod og håbløshed… Det var virkelig svært at tro på, at vi nogensinde ville blive forældre.

Sms fra ægdonor

Midt i denne svære og udfordrende periode, modtog jeg en sms fra vores ægdonor. Hun ville høre om det var muligt, at hun kunne sove hos os fra søndag til mandag, da hun skulle til fest i nærheden af os om lørdagen og skulle videre nordpå om mandagen.

Jeg læste beskeden rigtig mange gange og mærkede tydeligt at jeg ikke havde lyst til at hun skulle komme hjem til os. Jeg spurgte Søren ”Hvad skal jeg skrive?”, hvortil han svarede ”skriv at det ikke passer os”. Mig ”Jamen det kan jeg da ikke, slet ikke med alt det hun har givet os….”

Derfor skrev jeg til hende ”At selvfølgelig måtte hun komme…” og overskred dermed fuldstændig min egen grænse og mavefornemmelse…..

Retrospektivt skulle jeg jo bare have skrevet fra hjertet, og forklaret at jeg var mega presset, og ikke lige kunne rumme at have gæster, for det ved jeg 100%, at hun ville have haft forståelse for.

Mit råd til dig

Så derfor er mit råd til dig, der står i en lignede situation, at du først og fremmest skal være tro mod sig selv, for ellers risikerer du at miste dig selv i processen, hvilket jeg var utroligt tæt på i den periode.

Men jeg var så bange for donors reaktion og hendes tanker om mig/os, og om hun nu vil donere igen, hvis vi sagde nej…. Det virker fuldstændig åndsvagt nu, men det var sådan jeg havde det…… Måske du kender det?

Nå’ men summa summarum, så kom hun og sov, og det var faktisk rigtig hyggeligt.

Derudover kom der det gode ud af situationen, at jeg helt tydeligt fandt ud af hvor min grænse gik, og hvor meget kontakt vi ønskede med donor. Jeg blev på daværende tidspunkt meget bevidst om, at det betød utroligt meget for mig, at det var MIG der tog kontakt og ikke hende. For så kunne jeg bevare den smule kontrol, og dermed skåne mig selv for ”ubehagelige” overraskelser, som jeg ikke var i stand til at handle intuitivt på dengang.

Sms-korrespondance fra den 20-24 august 2020

Men godkendelse fra vores ægdonor har jeg valgt at vise jer vores sms-korrespondance for nylig, i håbet om at kunne være med til at give et lille indblik i, hvilke følelser der er på spil på begge sider af en ægdonation.

Muligheden opstod lidt ud af det blå, da Elliott blev indlagt med lyskebrok den 19. august 2020, og at jeg i den forbindelse havde lyst til at skrive en lille update til hende. Hun følger godt nok med via min instagramprofil, men alligevel…. I sammen sms fortalte jeg om min forestående optræden i Go’morgen Danmark, om at springe ud som selvstændig Fertilitetsrådgiver og sidst men ikke mindst, at jeg var gået i gang med indlæggene omkring vores ægdonationsproces.

Jeg skrev, at jeg meget gerne ville sende dem til hende, så hun kunne ”godkende” dem, – for det sidste jeg ville, var at hun skulle blive såret eller misforstå hele situationen…. 

Sms fra ægdonor (Det relevante er medtaget)

Kære Anja

…. Og det giver mening! Du skal bare vide, at personligt så lader jeg mig flyde med på jeres følelsesmæssige rejse, når erindringerne skal frem i lyset igen på bloggen.

Dit sidste indlæg på fertilitetsliv rørte mig også rigtig meget. Du er en stærk kvinde, og jeg er glad for at du giver ud af din kæmpe styrke igennem dine skriv. Keep up the good work😘

Ps. Jeg har været i gang med mit eget indlæg længe nu, og jeg ville lyve hvis jeg siger, at det ikke er hårdt. Også fordi jeg læser dine imellem. Men det her handler ikke om mig, og du skal bare vide at det er på vej🍀

Min reaktion og sms retur

Jeg var så lettet og glad, og det gav mig mod til at skrive følgende sms retur

Hej igen

Tusind tak for din skønne besked, det varmer utrolig meget og giver mig kun mere energi til at fortsætte 😊

Jeg er så taknemmelig for, at vi for over 4 år siden valgte at følge vores hjerter og mavefornemmelse midt i alt det tumult vi pludselig stod i…. Men uanset hvor go’ en fornemmelse vi havde, kunne vi, (læs: særlig jeg), ikke forudsige hvad denne proces ville gøre ved mig….

Det som jeg har taget mig mod til igennem længere tid, er et af de næste indlæg til bloggen.

-Og grunden til, at du får denne sms. HUSK blot at alt dette skete på min banehalvdel, da alle disse tanker foregik, og at du på ingen og jeg mener ingen måde, har gjort noget forkert.

Here goes:

Jeg var, som du måske husker, meget ramt af tabet på vores første graviditet og midt i mellem 1. og 2. forsøg, skrev du en besked til mig om du måtte sove hos os…. Jeg husker jeg stivnede, for det/du kom virkelig tæt på.

Dengang var jeg jo ikke klar over, at der ville komme børn ud af vores anstrengelser, ej heller at jeg fuldt ud ville betragte vores børn -som kun vores børn -og at jeg ville elske dem højere end ord kan beskrive.

Men jeg var i et dilemma!

Jeg havde allermest lyst til at krybe i skjul og glemme din besked, men på den anden side følte jeg, at jeg/vi at vi skyldte dig alt.

Så derfor sagde jeg bare ja…., og overskred mine egne grænser, i forhold til hvad jeg på daværende tidspunkt kunne kapere rent følelsesmæssigt.

Misforstå mig ikke, det var super hyggeligt, da du var her, og havde vi mødt dig i en anden sammenhæng, kunne vi sagtens have udviklet et dybere venskab.

Så det jeg i virkeligheden prøver at sige er, at vi  -altså Søren og jeg, aldrig for alvor havde fået snakket med dig om vores ønsker for kontakten med dig igennem hele processen.

Vi,( læs igen JEG), blev revet med af den gode stemning, men mistede mig selv og min integritet undervejs…..

For et par måneder siden lavede jeg en miniguide til kendt ægdonation til bloggen, fordi jeg havde behov for at give vores erfaring videre…. Godt nok lidt fordækt 😉

Jeg vil blot sige, at din måde at være på og din seneste besked har givet mig modet og styrken til at formulere denne laaaange sms til dig. Og jeg tænker virkelig, at vi kan hjælpe mange, ved at være åbne om de følelser, som vi hver især kan have i klemme❤️✨

Jeg ville inderligt ønske at jeg kunne invitere dig/jer mere ind i vores liv, men der er jeg bare ikke, og jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer dertil.

Men du skal vide, at vi er dig evigt taknemmelige for at have været med til at skabe vores lille familie.

Både Ellienor og Elliott kommer til at kende hele deres tilblivelseshistorie, og med deres nysgerrighed på livet er jeg sikker på at de vil møde dig en dag 😊

Jeg håber at det jeg har skrevet, giver en lille smule mening og hvis du har spørgsmål, hører jeg dem meget gerne, for jeg kan bestemt lære noget af dem.

Kærligst Anja

Ps. Jeg glæder mig så meget til at læse dit indlæg, når det er færdigt🙌🏻

Og så trykkede jeg på send på telefonen sent torsdag aften……

Og ventede i spænding på donors reaktion. Nu havde jeg blottet mig fuldstændig og jeg krydsede fingre for, at hun forstod mine hensigter, præcis som de var ment.

Og så var det bare at vente…. På en eller anden måde havde jeg er god fornemmelse i kroppen, og jeg var sikker på at hun blot skulle have tid til at reflektere og efterfølgende svare…

Fredag eftermiddag tikkede der denne besked ind

Mange tak for din rigtig fine besked💜

Jeg har læst den igennem et par gange, og jeg forstår den fuldt ud. De følelser du har/har haft fra dengang, må virkelig have været svære at gå med. Jeg kan sagtens sætte mig ind i dem.

Og jeg forstår til fulde den “problemstilling” der er kommet ud af det. Det er super vigtigt med overensstemmelser. Og uanset hvor meget man er taknemlig, har man altid ret til IKKE at få overskredet sine egne grænser og følelser eller føle man mister sig selv i sådan en situation.

Jeg har selv tit tænkt over lige den situation. Især efter jeg er blevet ældre og mere voksen, og hvor jeg begyndte endnu mere at kunne sætte mig ind andre folks følelsesspektrum.

Jeg er blevet klar over de seneste par år, når jeg kigger tilbage, hvordan det har kunnet påvirke jer, at jeg kom så tæt på. Der har også været skyld og skam indeni mig på grund af det.

Har også siden hen måtte erkende, at der underbevidst var en sorg forbundet med, at have været så tæt på jer, især da du havde en ufrivillig abort. Selvom vi sad flere km væk fra hinanden, så ramte det mig at I måtte udsættes for det. Jeg har aldrig været med til noget lignende. Og det står virkelig klart, hvor hårdt det må have været jer (dig), at jeg så lige kom forbi. Og jeg har været ked af det over det, selvom du siger jeg ikke har gjort noget forkert. Tit tænkt at skrive undskyld men jeg ville ikke rode op i noget.

Men ja, så med tiden har vi skullet hver vores vej igen. Som dog stadigvæk 100% er noget af det mest naturlige, jeg har været med til. Tingene er ikke kun sorte og hvide.

Først for 6-7 måneder siden, fik jeg snakket ordentligt ud sammen med en veninde, om hele den første ægdonationsproces med jer. Og der gik det op mig, at jeg netop har haft den her ubevidste/underbevidste sorg. Fordi jeg faldt sgu for jer som mennesker. Jeg synes dig og Søren er nogle virkelig fantastiske mennesker. Og I har inspireret mig SÅ meget til, at jeg skal leve mit liv i fulde drag. Og jeg vil altid se rigtig, rigtig meget op til jer som mennesker (og der er virkelig meget få mennesker jeg ser op til). Og rent følelsesmæssigt har jeg haft sindssygt svært ved og sætte ord på, hvad fanden der er foregået dengang indeni mig selv 😅 Men jeg kan mærke indeni mig, at det er rart at få det sagt nu. Selvom lige det der, det har jeg også skammet mig over. Det var aldrig intentionen fra min side.

Det er også vigtigt for mig og huske på, at ingen af os havde prøvet det her før i den grad. Og derfor er det klart for mig, at du nu skal give ud af din erfaring. Som du nævner så sidder der helt sikkert rigtig mange som os derude og tænker, “hvordan gør man?”. Og hvor tingene pludseligt kan komme for tæt på. Så jeg er glad for at du har det som et vigtigt emne, og at du formidler det ud igennem din blog og andre steder. Det giver jo så meget mening.

Og jeg er lige der, hvor end I ønsker at placere mig i jeres og jeres børns liv 😊 Uanset hvad I vælger. Støtter jer i alt. Og tak fordi vi kan være åbne overfor hinanden. Jeg er og vil altid være lykkelig på jeres vegne.

Lettelsens-øjeblik

Da jeg modtog den sms-besked var jeg så rørt, stolt og lettet! Tænk sig…. I 4 år, havde jeg båret rundt på denne oplevelse og bekymring for hvordan hun ville reagere, hvis jeg fortalte hende, hvordan jeg havde haft det dengang……. 

Men tidspunktet for en form for genforening og forståelse for hvor vores reaktion, er det helt rigtige lige nu! Vi er begge blevet ældre og klogere på os selv, og har haft tid og plads til at reflektere over alle aspekter i ægdonationsprocessen.

Jeg håber inderligt at vi med vores åbenhed om det der har været så utrolig svært, kan hjælp med at bryde tabuet om ægdonation og fertilitetsbehandling helt generelt!

Hvis du sidder med spørgsmål eller ønsker at dele dine egne tanker, så tøv’ ikke med at skriv. Skulle du have spørgsmål til donor, vil jeg glædeligt sende dem videre!

Næste indlæg kommer til at handle om vores 2. forsøg, som også ender med en positiv graviditetstest

FacebookDel blogindlæg på facebook

Del 7 –Mens vi venter efter ægoplægning

Efter en succesfuld ægoplægning gjorde vi klar til at tage på familietur til Kreta sammen med min forældre, min søster og svoger og min lille niece og gudbarn på 1 år.

Vi havde lejet det smukkeste hus uden for Rethymnon, ren balsam for sjælen. Vi nød det, men slappede alligevel ikke helt af, fordi den kommende graviditetstest spøgte.

Min familie havde igennem hele vores fertilitetsbehandling, været med på sidelinjen. De vidste, hvornår vi skulle til scanninger, ægudtagning, ægoplægning mv. Så derfor var de også godt klar over at vi skulle teste mens vi var afsted på ferie…. De vidste bare ikke hvornår….

Perfekt timing

Den 19. juni havde vi planlagt en kærestetur til en lille by, som man kun kunne sejle til, bare Søren og jeg… Og helt spontant valgte jeg denne morgen at teste…. Jeg stod selv ude på badeværelset og ventede i spænding, mens tiden sneglede sig af sted….

Jeg tog en dyb indånding og kiggede på det hvide plastikhylster…. Og lige der i midten kunne jeg se en meget tydelig rød steg, men også skimte en lidt svagere lyserød steg. Tårerne løb ned af mine kinder ”Jeg var gravid”!

Efter 3 års kamp og 4 ægoplægning, stod vi endelig med en positiv graviditetstest. Jeg kaldte på Søren og viste ham testen… Vi faldt hinanden i armene og stod sådan længe.

Termin

Vi skulle være forældre dagen efter min fars fødselsdag den 25. februar 2017, det var den vildeste følelse.

Vi skyndte os ud ad døren, så de andre ikke ville opdage at vi måske virkede lidt ved siden af og selv, og drog afsted i en af vores lejede biler og så frem til en skøn tur ud i det blå, bare os to og den lille spunk i maven…

Dagen derpå

Stod jeg op og tog min niece, så min søster og svoger kunne sove længe. Da vi sad ved morgenbordet, fik min søster sagt noget i retningen af: ”at det var skønt at sove lidt længe….. Hvortil jeg svarede ”at vi jo ligeså godt kunne vænne os til det….” Der blev helt stille, og min søster sad og stirrede på mig ”Er det det rigtigt, spurgte hun – jeg nikkede”, hvorefter hun nærmest brød fuldstændig sammen af glæde og lykke på vores vegne, men helt sikkert også af lettelse.

Lettelse over, at det endeligt var blevet vores tur, og at hun derfor ikke længere skulle bekymre sig eller føle skyld over hendes egen voksende mave. Vi græd alle sammen, og det var bare et virkelig smukt familie-øjeblik… ligesom det skulle være.

Lykken varede kort

1. juni skulle vi hjælpe mine forældre med at flytte i deres nye lejlighed. Jeg hjalp til med det, jeg følte jeg kunne og løftede ikke de tunge ting, jeg var meget bevidst om at passe på mig selv.

Hen på eftermiddagen var jeg fuldstændig smadret og havde behov for at hvile mig. Imens tog min far og Søren ud og hentede det sidste læs, mens min mor og jeg blev tilbage i lejligheden.

Ud af det blå mærkede jeg den samme fornemmelse, som når ens menstruation er på vej…. Jeg gik straks på toilettet og ganske som frygtet, var jeg begyndt at bløde. Men alligevel tog jeg det umiddelbart ganske roligt, ringede til mig søster, som kunne fortælle om mange af hendes veninder havde blødt i starten af deres graviditet, så det var helt normalt……

Men blødningen tiltog og jeg begyndte at få ondt…. Min mor og jeg blev enige om, at det nok var smart at ringe til vagtlægen, som var super sød og forstod situationen med det vi havde været igennem for at nå hertil.

Jeg fik lov til at komme med det samme, så jeg kunne få foretaget en scanning…… Jeg ringede til Søren efterfølgende, og aftalte at han skulle komme på Horsens sygehus så hurtigt han kunne.

Nu var det slut

Jeg lå på briksen på gynækologisk afd. Den mandlige læge havde netop fortalt mig, at der ikke var noget at se på scanningen, og at kroppen var i gang med at udstøde graviditeten.

Det var hjerteknusende, så tæt på og alligevel så langt fra…….

Hvad der skete resten af dagen, har jeg ingen hukommelse af…… tror bare alt var sort i sort.

Ferietid

Efter den spontane abort, gik der heldigvis ikke mere end 3 uger, før vi kunne tage på ferie igen. På det tidspunkt tror jeg, at det reddede mig fra at ende i et dybt sort hul.

På vej op i toppen til Restaurant 181 i München.
Opladningen til næste ægoplægning var igang!

Vi drog mod Tyskland og Østrig, glemte fertilitetsbehandlingen for en stund, og nød bare hinanden, golf spillet, fantastisk vin og mad. Ferien sluttede af på Bornholm, hvor vi skulle overraske min mor på hendes 60-års fødselsdag.

Læs med næste gang, hvor ferien er slut, og jeg på ingen måde var optimistisk omkring situationen.

Jeg blev dengang ramt af en masse følelser og tanker omkring vores ægdonor, ægdonationen og bekymringer om fremtiden med planlægning af endnu en ægoplægning, og ikke mindst hvad nu hvis vi får et barn, hvordan vil jeg så ha’ det? Vil jeg elske det? Vil jeg miste dem til vores ægdonor, når de blev 18 år osv. osv.

Hvis ikke du har læst vores fertilitetshistorie fra begyndelse, kan DU klikke her.

FacebookDel blogindlæg på facebook