Del 9 – Ny og nem oplægning med 2. donoræg.

Efter en turbulent tid og forsinkelse med behandlingen pga. cyster, var det atter blevet tid til 2. oplægning med donoræg.

Vi havde fået 2 æg på frys fra første donation, så denne oplægning var virkelig nem. Jeg skulle have samme medicin som sidst og vi skulle blot møde op på Danfert til ægoplægning.

Den 20. september 2016 fik jeg lagt endnu en blastocyst tilbage i livmoderen, og så var det blot at vente til endnu en testdag.

Den søde ventetid

Da vi alligevel var i København, udnyttede vi det til fulde, og tog til intim koncert i min venindes lejlighed med Adam Barnes.

Dagen efter skulle vi videre til Bornholm og kigge på sommerhus. Sommerens besøg på solskinsøen havde sat kriller i mig, og samtidig var det lidt en flugt fra alt det der gjorde så pokkers ondt. Vi havde længe gået med tanken om et fristed, (kald det bare et plaster på såret) og nu skulle vi finde ud af om Bornholm var stedet for os.

Og det var det….

Vi endte med at købe det skønneste bjælkehus ved Dueodde, og samme dag som købet var gået igennem, fandt vi ud af at jeg atter var GRAVID.

Vi var lykkelige, men jeg var hele tiden på vagt…. Jeg havde svært ved at fatte at det atter var lykkes, og jeg havde, særligt i starten, en masse bekymringer…. Ville vi gå hele vejen denne gang? Kunne jeg elske det kommende barn? Ville jeg en dag blive fravalgt til fordel for vores ægdonor? Osv. osv.

Det var en ambivalent tid, men min morgenkvalme bekræftede mig heldigvis i, at den var god nok…

Første lægebesøg

Jeg havde udskudt at bestille en tid til det første lægebesøg og opstart af vandrejournal. I forrige graviditet havde jeg bestilt en tid i uge 5, og ugen efter begyndte jeg at bløde… Så derfor kunne jeg ikke overskue atter at skulle ringe og aflyse tiden, da jeg synes det var så hårdt og smertefuldt. Men ugerne gik, og jeg fik endelig bestilt en tid.

Alt var heldigvis som det skulle være, og alligevel gik jeg fra det besøg med ansigtet dybt fokuseret mod gulvet, for ikke at begyndte at græde…. Min læge havde nemlig lige fortalt en lille ”sød” historie om en bekendt, som var blevet far ved hjælp af sæddonation og om hvordan han selvfølgelig ikke kunne være årsagen til datterens musiske talent…. til stor latter for en hel forsamling.

Den fortælling ramte mig så hårdt, og sidder den dag i dag stadigvæk i mig. Jeg ved jo godt det ikke var ondt ment, og måske blot hendes måde at bløde op, og ikke ligge noget særligt i hvem og hvor generne kommer fra.

Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan denne far måtte have haft det i den situation…. Jeg husker, at jeg tænkte, at jeg inderligt håbede at han hvilede så meget i sig selv, at han kunne grine af det og ikke lade sig følelsesmæssigt påvirke. (Noget der for mig på daværende tidspunkt virkede helt urealistisk at opnå) For historien ramte jo ind i alt frygt jeg havde om ikke at være godt nok og om risikoen for at blive fravalgt af mit eget barn.

Åh nej

Men ligesom vi troede at alt var godt, begyndte jeg at bløde, da jeg var 12 uger og 2 dage henne i graviditeten.

Jeg stod på mit arbejde midt i et madlavningskursus sammen med en kollega og 8 mænd, da jeg mærkede den alt for velkendte følelse af blod.

Jeg skyndte mig ud på toilettet, og præcis som frygtet var jeg begyndt at bløde… helt frisk blod med halvstore koaguler i mellem.  Jeg skulle væk og skyndte mig at ringe efter Søren og fortalte hurtigt min kollega, at jeg blev nødt til at gå…

Da klokken var næsten syv om aftenen, kunne vi ikke få en tid til scanning sammen dag. Da jeg ringede til min egen læge dagen efter, ville der gå et døgn mere, inden de havde tid på gynækologisk afd. på Horsens sygehus.

Men det kunne jeg slet ikke vente på, så i stedet for bestilte vi en akut tid i Fredericia hos Birgit ved Jordemoder.dk.

Jeg husker det så tydeligt, at vi kom ind på klinikken og bare gik fortvivlede rundt. Vi havde været der før til en tidlig scanning, så de kendte vores situation og fertilitetshistorie. Vi kom heldigvis hurtigt ind, og Birgit satte hurtigt scanneren på maven…. Inden jeg nåede at tænke så meget, sagde hun: Sikke en fin hjertelyd, vi har her.

Jeg var fuldstændig mundlam af overvældelse. Følelsen af at jeg lige havde fået en ekstra chance for at blive mor, og at hun lige der havde serveret et barn i vores favn. Det var et stærkt øjeblik, og tårerne trillede ned at kinderne på både Søren og jeg.

Vi var så lykkelige, da vi gik derfra…. Men hvorfor blev jeg så ved med at bløde?

Nakkefold

Ugen efter, i uge 14, skulle vi til nakkefoldscanning og alt var heldigvis fortsat fint.

Nu hvor det ikke var mine egne æg, skulle det jo være ægdonors alder de skrev ind i beregningen af risikoen for Down Syndrom. Jeg havde forsøgt at forberede mig på, hvordan jeg skulle sige det. Jeg nåede ikke meget mere end lige ind ad døren, før jeg fik fortalt at jeg var gravid ved hjælp af fertilitetsbehandling og donoræg. Så var det ligesom et overstået kapitel.

Efter en veloverstået nakkefoldsscanning, begyndte vi begge så småt at tro på, at vi om et halvt års tid skulle være forældre.

Halløj skønne du. Nakkefold 29.11.2016

Da jeg fortsat blødte ret kraftigt i perioder, blev jeg undersøgt yderligere. Det viste sig, at jeg havde en polyp i livmoderhalsen, som forårsagede blødningen. Lægen vurderede at den blødte så tilpas meget, at de gerne ville fjerne den ved en operation. Jeg fik en tid lige op til jul, men allerede ugen efter ringede jeg ind og fik en akut tid samme aften, da jeg var begyndt at blive halvdårlig og svimmel.

Operationen

Vi sad i venteværelset, og ventede på at anæstesilægen skulle komme og forklare os om bedøvelsen mv. Jeg var ikke nervøs, det skulle bare overstås. Jeg regnede med at det ville foregå på nogenlunde sammen måde, som da jeg år forinden havde fået lavet et keglesnit.

Men jeg blev klogere og rigtig rigtig bange!

Lægen kunne nemlig fortælle, at jeg skulle i fuld narkose, og at det ikke var uden risiko for barnet, mest i forhold til at selve indgrebet kunne forsage en provokeret abort.

Det var jeg slet ikke forberedt på, og jeg var så chokeret, at jeg ikke kunne sige buh eller bøh….

Da jeg langt om længe lå på operationsbordet, rystede jeg som espeløv og græd som pisket… Jeg kunne slet ikke styre det, jeg var så bange for, at det ville gå galt, og der ikke ville være et barn når jeg vågnede igen.

Jeg forlangte at høre hjertelyd

Men efter en vellykket operation, var jeg tilbage på afdelingen og insisterede på at de scannede mig, så jeg kunne få vished…

Den yngre læge var ikke helt så forstående overfor mit ønske, men valgte heldigvis at sætte scanneren på, og der var den… den skønne velkendte og beroligende hjertelyd, alt var godt!

Efter denne forskrækkelse forløb resten af graviditeten heldigvis uden problemer og vi valgte at tage en ekstra scanning, for at få stillet vores nysgerrighed til kønnet.

Så vi tog atter ned til Birgit som har jordemoder.dk, hvor det viste sig at vi ventede en lille velskabt pige.

Jeg havde dengang håbet lidt på at det var en dreng, da jeg var så nervøs for at jeg ville komme til at se for mange ligheder mellem vores pige og vores skønne ægdonor og dermed dagligt blive mindet om at hun ikke var helt “min”. Men det handlede jo selvfølgelig i virkeligheden om, at jeg ikke havde affundet mig helt med situationen og dermed ikke var nået til den fulde accept af, at det var sådan vores familie var blevet skabt.

I dag har jeg det heldigvis anderledes, som jeg også beskrev i forrige indlæg.

Fødslen

Den 10. juni kl. 2.07 blev jeg vækket af den vildeste smerte…… jeg havde uden nogen form for advarsel fået veer for fuld skrald. Jeg havde ellers hørt at de ville tiltage stille og roligt…. men ikke i mit tilfælde.

Vi ringede til fødeafdelingen efter et par timer og de bad os om at vente yderligere nogle timer. De foreslog at jeg tog et varmt bad, for at lindre mine smerter. Så her lå jeg, en mindre flodhest, på gulvet i bruseren, da vores vandvarmer stod af og der nu kun kom kold vand ud af bruseren. Total dårlig timing!

På det tidspunkt havde jeg nået i nærheden af mit max, for hvad jeg kunne holde ud og sagde til Søren at nu måtte vi altså køre afsted. Vi havde dog ikke overvejet hvordan jeg skulle komme ned fra førstesalen…. Men ned kom jeg, dog med et par stop undervejs pga. veer.

Søren kørte med fuld fart mod fødegangen på Horsens sygehus og da vi ankom, kæmpede jeg mig ind på fødegangen, hvor vi blev mødt af en forstående jordemoder. Hun fandt hurtigt en kørestol til mig og guidede os ind på en modtagestue.

Jeg blev efter kort tid undersøgt og der var ingen tvivl – jeg var i fødsel og allerede udvidet de famøse 10 cm og jeg blev derfor flyttet direkte ind på en fødestue.

Fødselsforløbet var dog langt fra det jeg havde forstillet mig…

Det var så grænseoverskridende at miste kontrollen fuldstændig og det hjalp absolut ikke på situationen at det var en jordemoderstuderende, der havde ansvar for min fødsel.

Ikke at hun ikke gjorde det godt nok, for det gjorde hun bestemt og var virkelig sød og guidede mig efter bedste evne. Men hendes jordemoder-supervisor var bare pisseirriterende og nedladende overfor den unge jordemoderstuderende……

Da fødslen af lillepigen var meget tæt på, “diskuterede” de hvorvidt der skulle laves et lille klip for at lettere at kunne få presset hende ud. Men da den jordemoderstuderende var lidt i tvivl og spørger sin supervisor om hjælp, var det korte og kontante svar “Hvad synes du selv?”

Lige der kunne hverken Søren eller jeg mere. Og uden at tænke nærmere over det nærmest råbte Søren, at nu måtte de se at få det barn UD!!!!

Og ud kom hun kl. 11.57 efter knap 10 timers fødsel og med 3 lange timer med presseveer. Jeg fik selv lov til at trække hende op til mig. Den vildeste følelse og kærlighed ved første blik.

Det endte med at Ellienor kom til verden præcis et år efter at jeg havde fået lagt det første donoræg tilbage og knap 4 år efter vi startede vores rejse mod ønskebarnet.

Smukke Ellienor – Dagen efter fødslen

Læs med næste gang hvor jeg vil fortælle mere om min oplevelse af at blive mor.

Hvis du har lyst til at læse om hele vores fertilitetsrejse, kan du starte HER.

FacebookDel blogindlæg på facebook