Del 1 – Fertilitetsbehandling, Horsens sygehus

Endelig!

Efter 2 måneders tid med bloggen får I langt om længe det første indlæg om vores fertilitetsbehandling og starten på de hårdeste 4 år i vores liv. ….. på daværende tidspunkt!

Dengang vidste vi selvfølgelig ikke, hvad der ventede os i fremtiden, for Elliotts alt for tidlige ankomst, står selvfølgelig lige nu som det aller sværeste, vi som familie har skullet igennem!

Til kærlighedsfest og klar parat til projekt Faber-baby

 Projekt baby

Når manden siger; ”Jeg kan godt forstå, hvis du finder en anden at få børn med…”

Efter mange overvejelser, celleforandringer med tilhørende keglesnit, besluttede vi os i sommeren 2013, at smide p-pillerne og gå all in på projekt baby.

Det havde ellers været lige ved og næsten, at vi allerede et par år før havde taget springet og smidt p-pillerne, men jeg fik kolde fødder og kunne ikke slippe tosomheden og den frihed det gav mig/os.

Min omgangskreds inkl. min lillesøster, var heller ikke for alvor begyndt at få børn, så der var ikke et ”pres” fra den front. Nu tænker du måske, om vi mon ville havde have taget springet, hvis vi vidste hvad der ventede os? Ærligt talt, så nej…. Jeg tror, ikke vi havde været klar!

Thailand 2013-2014

Vi var taget på ø-hop i Thailand, henover julen og nytåret efter det første halve år, uden skyggen af en positiv graviditetest. Vi var dog begge sikre på, at en kærlighedsferie var lige det der skulle til, for at det kunne lykkes os at blive gravide….

Afslapning, så må det da kunne lykkes!

Jeg husker, at jeg en af de første aftener endte med at stå på hovedet i sengen i vores lille hyggelige hytte, efter lidt lagengymnastik….for så kunne ”det” da ikke komme ud, og så måtte ”det” jo blive der oppe og gøre sin magi……. Men magien udeblev, og vi var fortsat uden positiv graviditetstest efter en skøn rejse med masser af sol, elskov og nydelse……ØV!

Da vi var kommet hjem, besluttede Søren sig for, at han ville have testet sit sæd. Han havde længe haft en fornemmelse af, at ikke alt var som det skulle være.

Vi var dog fortrøstningsfulde, og tænkte at hvis der var noget galt, skulle vi nok bare henvises til fertilitetsbehandling, og så ville vi være gravide, inden vi kunne nå at se os om! MEN sådan skulle det altså ikke lige gå!

Ingen sædceller i sædprøven…

En dag i januar måned 2014 kommer jeg hjem fra arbejde, og ser Søren sidde i køkkenet, han ser fuldstændig ødelagt ud! Da jeg spørger ind til hvad der er sket, begynder han at få våde øjne og trak så vejret dybt!

Han fortalte, at han netop var blevet ringet op af den læge, som han ugen forinden havde afleveret en sædprøve hos! Og der var ingen sædceller i den afleverede prøve…… Lægen var tilpas fræk nok til at spørge, om Søren nu var sikker på, at han havde ramt koppen…. God stil…. NOT, prøv lige at træde på en mand der i forvejen ligger ned!!!

Søren var knust, og sagde til mig, at han godt kunne forstå, hvis jeg havde lyst til at finde en anden mand at få børn med. På det tidspunkt havde vi være gift i knap 6 år og sammen i 9, så jeg skulle selvfølgelig ingen steder, og det fik han da også at vide lige med det samme.

Testiklerne undersøges…

Vi blev herefter henvist til Fertilitetsklinikken på Horsens sygehus , hvor første skridt var at finde ud af, om der var sædceller indeni selve testiklerne. Da man ikke fandt sædceller i Sørens sædprøve, formodede lægerne, at det skyldets en lukket sædleder.

En lukket sædleder kunne være forårsaget af mange ting, fx klamydia, hvilket vi begge havde haft. Men en lukket sædleder betød heldigvis ikke, at der ikke ville kunne være levende sædceller indeni selve testiklerne.

Derfor fik Søren foretaget en såkaldt TESA, hvor de ved hjælp af en meget lang nål, tog en biopsi og undersøgte om der var sædceller i det udtrukket væv. Til vores held viste det sig, at der var sædceller og at de var af så god kvalitet, at de ville kunne bruges til ICSI, også kaldet reagensglasbehandling.

Vi var ovenud lykkelige og var så opsatte på at komme i gang. Vi var sikre på, at projekt baby nok skulle lykkes. Inden vi kunne komme i gang, skulle jeg dog lige have fortaget et par rutinemæssige blodprøver.

Nu også problemer med mig…

En af blodprøverne viste nemlig, at jeg havde et lavt AMH. AMH er et hormon som dannes i de små ægblærer og som fertilitetsklinikken via en blodprøvekan bruge til at vurdere mængden af æg, som kan modnes i æggestokkene.

Et lavt AMH indikerede at min ægreserve var meget lav, og at jeg med alt sandsynlig ville gå for tidligt i  overgangsalder. Heldigvis var et lavt AMH ikke ensbetydende med, at jeg ikke kunne blive gravid. Da værdien umiddelbart ikke siger noget om kvaliteten af mine æg, – så der var fortsat håb for os 🙂

Fertilitetsbehandling på Horsens sygehus.

Jeg husker tydeligt den første gang, vi kom ind til ægudtagning og sad spændte i venteværelset, indtil det blev vores tur. Vi jokede lidt og havde overskud på kontoen. Men da det ene par efter det andet forlod venteværelset, duknakkede og med røde øjne, forsvandt det gode humør hurtigt.

Vi havde på daværende tidspunkt ikke en ide om, hvad fertilitetsbehandlingen ville gøre ved os, for vi forventede ikke en kamp….. Vi var på ingen måde klædt på til den lange seje kamp, der lå forude.

Til første ægudtagning havde en scanning vist, at der i alt var 7 ægblærer, hvoraf lægen til ægudtagningen fik i alt 4 æg ud. Heraf blev 3 befrugtet og 2 af dem udviklede sig som ønsket.

Vi var umiddelbart fortrøstningsfulde, for der skulle jo kun et æg til og vi havde den gang ingen ide om, hvad “normalen” var for en succesful i behandlingen.

Jeg fik lagt 1 friskt befrugtet æg op på 2. dagen, og det sidste æg ville klinikken forsøge at dyrke videre til blastocyststadiet (Dag 5). Men desværre stoppede ægget med at dele sig på 4. dagen, som nu måtte vi heppe på det æg jeg havde fået lagt op!

Hvorfor ikke sætte 2 æg op!?

Den dag i dag forstår jeg stadigvæk ikke, at de ikke lagde begge æg op, når de vidste, at jeg ikke havde voldsomt mange æg at gøre med. Det havde nok ikke gjort en forskel, men ville have været et forsøg værd i mine øjne. Men deres retningslinjer foreskrev dengang, at de ikke lagde mere end 1 æg op, da der var en øget risiko for komplikationer ved tvillingegraviditeter…. Min umiddelbare tanke var dog, at chancen for graviditet vil have være så meget større, ved at sætte 2 æg op….. Ved ikke om der er andre end mig, som har oplevet det?

Men havde deres strategi nu lykkedes, ville det have været en noget lettere proces for os til det næste forsøg, hvis vi havde fået et æg i fryseren. Det ville nemlig betyde, at Søren ikke skulle igennem en ny TESA og jeg endnu en ægudtagning.

Tillykke – nu er I jo i realiteten gravide  

Beskeden kom fra den læge, der netop havde sat ”guldægget” op i min livmoder, ligesom vi var på vej ud ad døren efter vores allerførste ægoplægning…… Den kommentar gjorde os ikke mindre forventningsfulde eller håbefulde, og vi regnede helt ærligt ikke med andet end en positiv graviditetstest,…. måske var vi en anelse naive eller blot utrolig optimistiske!

Åh nej!

Da min menstruation kom, var jeg fuldstændig i chok og mentalt ødelagt. Min verden kollapsede, og det tog flere dage inden jeg kunne samle mig igen. Jeg havde på daværende tidspunkt ingen i min omgangskreds, der havde været eller var igennem fertilitetsbehandling, så jeg havde ikke på nogen måde kunnet forberede mig på denne situation, som var helt igennem forfærdelig.

I løbet af det første halve års tid af vores fertilitetsbehandling, havde flere af mine veninder inkl. min lillesøster, på helt naturlig vis fået 2 streger på deres graviditetstest. Det var et hårdt salg i hovedet hver gang, og når jeg havde sundet mig lidt, fulgte endnu en graviditet….

Jeg havde så svært ved at glædes på andres vegne, og følte mig til tider som et utrolig dårligt menneske og ikke mindst veninde, når jeg ikke kunne unde andre deres babylykke! Måske du har prøvet at have det lige sådan!?

Op på den forbandende hest!

Vi måtte atter op på den berømte hest igen og i gang med et nyt forsøg, men lige meget hjalp det. Andet og tredje forsøg gav kun 1 æg til oplægning på 2. dagen. For hvert forsøg fik vi færre og færre æg ud, og det efterlod os med en masse afmagt.

Vi var ulykkelige og frustrerede, og følte ikke dengang at der blev taget hånd om os, specielt ikke alt det mentale trummerum der fyldte, særligt hos mig. Søren var støttende og meget forstående, men han kan nok skrive under på, at jeg ikke altid var helt let at leve sammen med til tider. Den ene dag kunne jeg godt klare en kæk kommentarer, men næste dag brød min verden næsten sammen, bare han sagde bøh! …Stakkels mand!

Ikke et game for sarte sjæle

Fertilitetsbehandling er bestemt ikke for sarte sjæle, og jeg ville ønske, at jeg havde kunnet finde støtte og ikke mindst forståelse i et fællesskab, ligesom jeg i dag har fundet Fertilitetsbaby og Fertilitetsliv, hvor jeg nu er blogmanager og månedlig udgiver blogindlæg til førstnævnte. Jeg ville så gerne have haft nogen at læne mig op ad og spejle mig. Og ikke mindst nogen som kunne bekræfte mig i, at de tanker og følelser jeg havde, var normale for den situation vi nu var i.

Hver gang vi trådte forventningsfulde ind i venteværelset på Horsens sygehus, blev vi ramt af modløshed og ligegyldighed. Her sad vi gang på gang sammen med andre par, som alle sammen var i fertilitetsbehandling, og som så inderligt gerne ville være forældre, og så kunne vi ikke engang tale med hinanden, – det var svært nok at få fremstammet et hej.

Det mentale underskud påvirkede helt sikkert også vores måde at håndtere de mange nederlag på, og vi var nok heller ikke altid særlig large eller fair over for personalet, som umiddelbart kunne få skyld for det meste…. Ikke noget vi ytrede, men som vi talte om derhjemme, når bølgerne gik lidt højt.

Alternativ behandling

Det var så frustrerende, ikke at kunne gøre noget selv. Godt nok havde jeg forsøgt mig med lidt alternativ behandling i form af akupunktur og en meget alternativ terapeut. Men da det ikke virkede med det samme, opgav jeg. Jeg tror det mest af alt handlede om, at jeg ikke var tilstede eller kunne mærke min krop , men i stedet for kørte min hjerne på højtryk….

Måske nogen af jer kan nikke genkendende til det, at man fuldstændig lukker af for at mærke det man gennemgår/gennemlever helt ned i kroppen. Jeg er sikker på, at jeg til sidst ikke kunne mærke mig selv, jeg fulgte bare med til den næste fertilitetsbehandling og herefter trykkede på repeat!

Fjerde og sidste forsøg i Horsens

Tilbage til det sidste og mest demotiverende forsøg, nemlig fjerde forsøg som slet ingen æg gav til oplægning. Beskeden fra Horsens sygehus var klar: ”Lad nu vær med at gå ud i det private og bruge en masse penge, for vi tror heller ikke de kan hjælpe jer…”

Shit en besked at få…. lige der i telefonen, havde en læge netop fortalt mig, at hun ikke gav os mange chancer for at blive gravide med ”hinanden” i fertilitetsbehandling overhovedet! Med den besked blev vi afsluttet i Horsens.

Den forbandende læge skulle ikke få ret!

Derfor valgte vi at kontakte IVF-SYD…. Dog sad ordene fra lægen på Horsens sygehus fast i min hukommelse, og jeg havde derfor behov for en plan B.

Læs næste indlæg om vores overvejelser og godkendelsesproces til adoption.

Har du spørgsmål til vores fertilitetsforløb, er du meget velkommen til at skrive et spørgsmål herunder.

Tak fordi du havde lyst til at læse med 🙂

Kærligst Anja

FacebookDel blogindlæg på facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *