Del 3 – Velkommen til IVF-SYD

Anbefalingen fra Horsens sygehus var klar! Lad nu vær’ med at bruge en masse penge ude i den private fertilitetsjungle! Hovedsageligt fordi, de ikke mente at de kunne hjælpe os med at blive gravide med ”hinanden”.

Men vi valgte alligevel at gå i mod deres anbefaling. Vi havde nu i sandhed noget at modbevise! Derfor valgte vi at kontakte IVF-SYD….

Første samtale

Hold nu kæ…. Kan jeg huske at jeg tænkte, den første gang vi trådte ind på førstesalen hos IVF-SYD i Fredericia midtby. Omgivelserne og stemningen var en helt anden, end den vi havde forladt på Horsens sygehus. De dunkle sygehusgange, var nu skiftet ud med lyse møbler og levende lys…. Ahhh nu snakker vi….. skal vi så se at få lavet den baby 😊

Vi havde i Horsens kørt efter lang protokol, men IVF-SYD vurderede, at vi skulle prøve en kort protokol. De var ret sikre på, at det ville give os en større portion æg at arbejde videre med.

Vi var derfor fortrøstningsfulde og kampklare, mere end nogensinde før, for nu skulle det lykkes for os. I samråd med IVF-SYD valgte vi at købte en pakke med 3 ægoplægninger eller 5 forsøg/ behandlingsstarter i alt, for at være på den sikre side.

Av… kun 1 æg!

I første forsøg fik jeg kun et æg ud, som blev befrugtet, men det udviklede sig ikke. Pokkers…. Hvad var det lige der skete der….….

Vi troede jo, at det var nu, at det skulle lykkes for os…. og at det blot var Horsens, der ikke vidste hvad der skulle til!

Beskeden fra lægen på Horsens sygehus poppede atter op…… Var det spild af penge??? Var der virkelig ikke nogen der kunne hjælpe os???

Vores situation var dog mere kompleks end som så, og vi havde da også igennem vores halvlange forløb haft overvejelser om alternativer udover adoption.

Som udgangspunkt var mine æg af god kvalitet, når der altså var nogen til ægudtagning. Derfor var vi også tidligere blevet spurgt, om vi kunne overveje en sæddonor. For mig var det umiddelbart et klart NEJ TAK! Mest af alt fordi jeg ikke kunne bære, at Søren ikke skulle være en aktiv del af tilblivelsesprocessen.

Men sagen var den, at Søren havde en tvillingebror, som på ingen måde havde haft svært ved at få børn. Vi havde nemlig 3 skønne nevøer og den sødeste niece.

Søren og hans tvillingebror, er enæggede og bærer derfor samme DNA. Hvilket jo ville betyde at vores kommende barn ville bære ”Sørens” DNA. Vi overvejede at spørge min svoger og svigerinde, men fik aldrig taget det sidste skridt. Hvorfor ved jeg faktisk ikke helt, måske kom det pludselig lidt for tæt på og samtidig åbnede der sig nye døre i vores behandlingsforløb.

2. forsøg var også en nitte…

Vi fik denne gang tre æg ved ægudtagningen, hvoraf et udviklede sig som ønsket og blev lagt tilbage i november 2015. Men der var fortsat kun en streg på graviditetstesten, endnu et nederlag til bunken ☹

Da vi efterfølgende havde en snak med en af lægerne hos IVF-SYD, kunne vi godt fornemme at optimismen på vores vegne var dalende. Men troen og håbet levede stadigvæk i os, og vi tænkte at vi lige så godt kunne bruge de forsøg vi havde tilbage i pakken.

Jeg startede derfor op på endnu en stimulering i slut november, men blev stoppet mellem jul og nytår, da de ikke fandt en eneste ægblære til kontrolscanningen….

Jeg var sønderknust, for jeg troede virkeligt, at vi bare skulle ud af det offentliges skygge og ind i det private hos IVF-SYD og vupti, så ville vi blive gravide. (Sagt på den kærligste måde, for vi er ved efterrationaliseringen af vores forløb utrolig tilfredse med Horsens sygehus, de havde blot et par håbløse klienter 😉)

Men nu vi fik blot endnu en nedslående og nærmest definitiv besked ”Vi tror ikke længere, at vi kan hjælpe jer”.

For at være gode ved os selv, tog vi ofte på get-aways fra hverdagens lidt tunge trummerrum. Her på slotsophold med tilhørende golfrunde.

Hva’ så nu?

Vi blev informeret om muligheden for ægdonation, MEN det kunne jeg slet ikke rumme på daværende tidspunkt. Jeg havde ellers fra starten af vores fertilitetsbehandling sagt, at det havde været ”nemmere”, hvis det bare var mig den var galt med. For så kunne vi jo bare bruge en ægdonor, og så ville vi begge være en aktiv spiller i barnets tilblivelse….

Og adoption, som i lang tid havde være vores plan B, og som jeg nærmest hele mit liv havde haft en idyllisk forestilling om, virkede også lige pludseligt meget fjern.

Vi gik i tænkepause! Eller rettere jeg gik i tænkepause.

Søren var forstående og omsorgsfuld og var parat til at følge lige præcis den vej, som jeg havde det bedst med. Han syntes dog, at ægdonation ville være at foretrække, da han gerne ville se mig gravid, og alt det der fulgte med.

Men han kunne i virkeligheden nok ikke helt overskue en tur til Afrika, for at få vores ønskebarn. Han sagde det ikke direkte, men jeg fornemmede det tydeligt! Alligevel var han parat til at bakke mig op, uanset hvad jeg valgte for os, da han bare gerne ville have en familie med mig.

Mit næste indlæg, kommer til at handle om et stort spørgsmål til min søster……

Tak fordi du havde lyst til at læse med.

Kærligst Anja

FacebookDel blogindlæg på facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *