Når man bliver en “anden” end den man var…

Billedet er taget, da Søren og jeg var ude at fejre vores bryllupsdag, mens vi var indlagt.

I går fik jeg et par meget betænksomme og yderst relevante spørgsmål, om mine oplevelser med Elliotts alt for tidlige fødsel og indlæggelse på Skejby, af min medblogger Lise i vores blogfællesskab Blogger By Heart. (https://www.instagram.com/byschlagelberger/) (https://www.instagram.com/bloggersbyheart/)

Og lød sådan her: Jeg er sådan lidt nysgerrig ………. Men det er vel et traume du gik igennem? Hvordan har du det med det nu?”

Derfor har jeg valgt at skrive dette indlæg om min personlige rejse efter vores indlæggelse med Elliott.

Livskriser forandrer en…..

OG det gjorde Elliotts for tidlige fødsel bestemt også for mig!

Da vi kom hjem fra sygehuset, var der de første mange måneder kun fokus på at få en hverdag til at fungere på ny. Vi var pludselig en familie på 4, endelig samlet under samme tag og det krævede lidt tilvænning.

Elliott og jeg skulle finde ind i vores nye og hyggelige hverdagsrytme med mødregruppe, babysalmesang og barselsbesøg……. Alt var godt, vi var kommet helskindet igennem den mest traumatiserende periode af vores liv, og vi nødt vitterligt bare at være sammen som familie. Bare os, – ingen alarmer der bippede, ingen stuegang eller sygeplejersker, som kom ”rendende”. (Selvom vi savner dem og tit tænker på dem)

Igennem hele vores forløb på sygehuset var jeg en klippe for Elliott, ikke fordi jeg ikke havde grædt eller været frustreret og ked af det. Men jeg havde holdt sammen på mig selv og været den bedste udgave af mig selv til trods for de alvorlige omstændigheder……. Noget jeg i dag er vildt stolt af!

For mig kulminerede det hele i efteråret 2019, flere måneder efter vi var kommet hjem med Elliott efter 3,5 måneds indlæggelse på Nyfødt Intensiv afdelingen på Skejby.

Jeg begyndte, at få fornemmelsen af, at ikke alt var som det skulle være. Jeg kunne ikke sætte en finger på hvad der er galt! Jeg havde det jo okay, men jeg havde alligevel en mærkelig uro i kroppen…. Havde en fornemmelse af at der var noget på vej, som jeg umiddelbart ikke selv følte jeg var herre over eller kunne kontrollere….

Jeg besluttede mig for at få en henvisning til en psykolog, for at for vendt mine tanker og følelser med en professionel. Søren og jeg havde under indlæggelsen, sammen været til psykolog i Risskov, men på det tidspunkt tror jeg ikke vi var modne nok til at tage imod og tage ind, derfor blev det kun til 2 seancer.

Mit først møde med den ”nye” psykolog startede lettere forvirrende, da jeg ikke var i stand til at fortælle, hvorfor jeg var kommet og hvad jeg har behov for…… Jeg synes jo ikke at det var oplevelserne omkring Elliott indlæggelse, der rumstere, men jeg kunne heller ikke afvise, at det måske i virkeligheden var det, det handlede om…..

Jeg fortalte kort om vores oplevelser og om hvordan Søren og jeg havde reageret i forskellige i situationer. Men jeg synes ikke, at jeg gik derfra med fornyet indsigt og forståelse for min egen lidt mærkelige tilstand. Men jeg besluttede at give det en chance til….

Til anden samtale kom der lidt af et ”gennembrud”. Psykologen sagde noget a la: ”Du må ikke være bange for, at du kommer til at reagere voldsommere nu end du ville have gjort, da du stod midt orkanens øje…..”

Kender I det, at lige pludselig er der noget der bare giver så meget mening????

Det var jo det jeg havde gået og frygtet, at jeg ville bukke under og ikke være i stand til at rejse mig igen..….. At sorgen og de traumatiske oplevelser ville være for voldsomme at kapere, selv her et halvt år efter….

Mærkeligt nok, så forsvandt mine bekymringer med et, fordi jeg havde så meget tiltro til psykologens ord om, at jeg godt ville kunne klare sorgen og traumerne.

Jeg kunne altså godt klare at tage sorgen ind og bearbejde den, uden at risikere ikke at kunne kontrollere den eller miste mig selv til den. Så havde jeg lyst til at græde, skulle jeg græde, havde jeg lyst til at råbe skulle jeg råbe og havde jeg lyst til at lægge låg på, fordi det hele blev for overvældende, skulle jeg uden bekymringer bare gøre det.

Det var en fantastisk følelse jeg havde med mig fra psykologen den dag i december 2019!

Det er dog ikke kun psykologens ord, som skal have hele æren for, at jeg er nået hertil, hvor jeg står i dag!

Jeg fik i efteråret også en kærlig opfordring, fra en god veninde, om at passe på mig selv! Hun synes, hvis jeg havde mod på det, at jeg skulle forkæle mig selv med en clairvoyant healing hos den lokale clairvoyant, Anne Faldt. Hvis ikke det gav mening for mig, kunne jeg da i det mindste få en time helt for mig selv, hvilket ikke var noget der på daværende tidspunkt hang på træerne.

Men oplevelsen var fantastisk og gav så meget mening….. Seancen fik sat nogle ret private ting på plads og introducerede mig til, hvad den spirituelle verden kan…… En verden jeg kun meget overfladisk havde kendt til.

Jeg har siden den dag, forsøgt at finde tid til at meditere dagligt. Jeg bruger Rikke Hertz’ guidede meditationer og de har givet mig en ro, som jeg ikke har kunnet finde andre steder……. Jeg sir bare ”prøv det”!  Og NEJ, du skal ikke sidde i skrædderstilling og sige hmmmmm hmmmm hmmmmm…… (De fordomme jeg havde jeg også inden jeg prøvede det 😊)

Og mine spirituelle oplevelser stoppede ikke her, jeg har efterfølgende brugt Anne igen (https://www.instagram.com/houseofjiva_anne/) og seneste Camila, som har Würtzgaard kanalisering (http://www.wurtzgaard.dk)

Jeg betegner ikke umiddelbart mig selv som nyopdaget spirituel, MEN jeg vil sige, at jeg er blevet utrolig opmærksom på, at bruge min intuition og mærke efter, hvad der føles rigtig for MIG og MIN familie.

Det er som udgangspunkt underordnet for mig, om jeg får nye indsigter og erkendelser hos en psykolog, hos clairvoyant, en kær veninde eller en helt fjerde……. Så længe jeg føler det giver mening for MIG og er med til at udvikle MIG henimod lige præcis den ”ANJA eller frufaber” jeg ønsker at være……

Så slutteligt…..

Det sidste år af mit liv, har været den vildest rejse og jeg har lært nogle helt ny sider af mig selv at kende! Jeg er for evigt blevet en “anden” kvinde end den jeg var……. I hvert tilfælde en ny og mere vis udgave af mig selv. Mine prioriteter har ændret sig og det er ikke de samme ønsker og drømme jeg har for mit eget/min families liv, som jeg havde tidligere.

Det har været en rejse, som til tider har været uoverskuelig, altoverskyggende og skræmmende, MEN jeg vil på ingen måde have været den foruden, når jeg kigger tilbage og ser hvor langt jeg/vi er nået.

Kærligst Anja

Ps. Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte mig 😊

FacebookDel blogindlæg på facebook

2 Replies to “Når man bliver en “anden” end den man var…”

  1. Hvor er det godt at høre, at du fik alle disse positive oplevelser. Det virker som om, at du ligesom manglede at få kontakt til noget indre, eller manglede at lytte til en indre stemme som du bare ikke turde høre… og ved hjælp af psykolog/clairvoyant mv fik du det puf der skulle til for at lade dig selv give dig hen…

    Jeg er heller ikke spirituel eller åndelig på nogen måde, men jeg tror på at meditation/mindfulness er super effektivt. (Jeg har så lidt den ‘udfordring’ at jeg ofte falder i søvn mens jeg laver øvelserne, men det er jo som sådan heller ikke noget helt skidt, når jeg ligger og har tankemylder…).

    Fedt at høre, at du kom over på den anden side over en så hård periode i dit liv. At du troede på og tillod dig selv at finde din indre styrke <3

    1. Kære Elisabeth
      Tak for din positive kommentar 🙂
      Det er netop en rejse, som fortsætter, henimod at finde helt hjem til mig selv.
      Det er spændende med nye indsigter og erkendelser om sig selv, men til tider også en anelse hårdt, særligt når jeg opdager at jeg ikke altid har lyttet til min mavefornemmelse og de behov jeg havde, for at kunne passe på mig selv. Men sådan er livet, en lang læringsproces 🙂
      Kærligst Anja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *