Spædbarnsterapi metoden og anmeldelse af Lillebitte Coline.

I dette indlæg starter jeg med en anmeldelse af bogen Lillebitte Coline – en fortælling om at blive født for tidligt, skrevet af Tine Thingholm. I forlængelse af den, kan du læse om mine oplevelser med spædbarnsterapi metoden og virtuelle konsultationer med Tine Thingholm. (Det der er skrevet med kussiv, er skrevet af Tine Thingholm)

Efter-refleksion og Lillebitte Coline

Når jeg tænker tilbage på minutterne efter Elliotts fødsel, var jeg ikke bange! Jeg havde gjort mit og nu måtte Elliott og neonatalteamet gøre deres.

Men jeg har aldrig tænkt på, hvordan han oplevede de selv samme minutter, timer, dage og måneder der fulgte på neonatalafdelingen. I hvert tilfælde ikke før jeg læste Lillebitte Coline – en fortælling om at blive født for tidligt, skrevet af Tine Thingholm.

Bogen fortælles af Coline, som ligesom Elliott blev født 15 uger for tidligt. Bogen giver på fineste vis, et indblik i hvilke tanker og følelser hun gennemlevede, under hendes lange sygehusindlæggelse.

For mig er bogen en kærkommen inspiration til at kunne fortælle Elliott om hans svære start på livet, når han en dag kan forstå det.

Indtil da, kommer vi til at bruge bogen til at bearbejde oplevelserne med hans storesøster, Ellienor på 3 år. Ligesom os andre, har hun også lidt afsavn og levet en noget anderledes hverdag uden mor og med sygehusbesøg hver weekend igennem vores 3 måneder lange indlæggelse.

Det eneste minus er, at vi ikke havde bogen da vi var indlagt! For den ville helt sikkert have givet os en større forståelse af Elliotts oplevelser under indlæggelsen.

Hvem er Tine Thingholm

Udover at skrive forfatter på sit CV, så har Tine Thingholm en Ph.d. i biokemi og er uddannet indenfor spædbarnsterapi metoden. Hun tilbyder specialrådgivning til fagfolk og forældre med for tidligt fødte børn m.fl. Du kan læse mere på hendens hjemmeside HER.

Da bogen blev lanceret, var jeg så heldig at vinde ”Lillebitte Coline” sammen med 3 konsultationer. Herunder kan du læse om hvordan 2 ud af 3 konsultationer indtil nu er forløbet.

Konsultationerne ved Tine Thingholm

1. konsultation blev i disse Corona-tider en telefonisk samtale med Tine om Elliotts historie, hans indlæggelse og de udfordringer han har i dag. En behagelige samtale, som på alle måder bekræftede mig I, at vi gør og har gjort det helt rigtige for Elliott hele vejen. En feedback som er helt fantastisk at få, fordi min største frygt, har været at svigte mit barn eller ikke gøre det godt nok som forældre.

2. konsultation var en mail fra Tine med de redskaber og værktøjer, som vi kunne igangsætte for at understøtte Elliott udvikling endnu mere end vi allerede gør.

Elliott – status ved 15 måneder

Spisning

Elliott er fortsat udfordret på overgangskosten og får stadigvæk udløst hans brækrefleks, hvis han får for meget i munden eller får mad med klumper i.  Vi er fortsat ”kun” på grød og mos, selvom Elliott nu er 15 mdr. gammel og ”burde” spise det samme som os andre. Udfordringerne omkring maden er ikke uvant for os, da Ellienor har haft de samme udfordring, blot ikke henover så lang en periode som Elliott.

Tine forsikrede, at det var ikke sikkert, at Elliott ville få spiseproblemer, fordi han var født for tidligt. Men fortalte, at der er øget risiko for spiseudfordringer, når man er født for tidligt. Specielt nå han har været igennem forløb med sonde, og her var det godt, at vi var obs på det. Hun anbefalede, at vi brugte BLW (Baby Led Weaning) metoden, hvor Elliott får lov at styre selv. Hun gav os nogle konkrete redskaber til udfordringer i tiden med nye tænder på vej.

Indsats hjemme

Vi er efter den mailkonsultation begyndt at anvende BLW på daglig basis. Vi har set, at Elliott har en større nysgerrighed på at smage maden , samt en positiv udvikling i forhold til at han selv er begyndt at putte mad i munden. Han spytter det dog fortsat ud, men det bliver bedre og bedre og griseriet lærer moren at leve med 😊

Information om tidlige traumer/voldsomme oplevelser

I forhold til tidlige traumer/voldsomme oplevelser forklarede Tine, at barnet ikke kan gå igennem et forløb, som vores børn har været i, uden at det påvirker i en eller anden grad. Men at det ikke er ensbetydende med, at barnet er dybt traumatiseret.

Hun forklarede, hvad der kan ske i barnet, hvis det f.eks. har ligget meget alene. Men også at det ikke er atypisk, at barnets reaktioner først kommer senere. Man mærker det derfor ikke nødvendigvis på barnet, mens det er lille.

Hun anbefalede derfor, at vi ”samlede lidt op på det tabte” fra tiden, hvor Elliott havde været alene. Ud fra mine beskrivelser mente hun, at det lød til, at Elliott og jeg har en god kontakt og at han er en glad dreng.

Men at vi ved nu, at vi give ham noget af det nærvær, han har måtte undvære i starten, kunne minimere efterreaktionerne. Generelt anbefaler Tine samsovning, men ved, at det ikke er alle familier, der føler, at det fungerer for dem, så man må forsøge sig frem. Tine er dog stor fortaler for samsovning fra starten af.

Vores beslutning om eget værelse

Da Elliott var 9 mdr. valgte vi at han skulle på eget værelse. På daværende tidspunkt, vidste vi ikke at samsovning var at foretrække. Havde vi vidst det, havde vi nok ikke henvist ham til eget værelse. Men årsagen var, at vores store pige også sover i soveværelset og hun blev et forstyrrende element for Elliott, så han havde flere opvågninger. Derfor valgte vi, at flytte ham på eget værelse og vi oplever på nuværende tidspunkt ikke, at det er utrygt for ham. Han bliver puttet mellem kl. 19-20 og vågner igen mellem kl. 6-7, som regel helt uden opvågninger – det er ren luksus for forældrene.

Støtte igennem bogen Lillebitte Coline

I forhold de andre ting, som Elliott har været igennem, så kan de også have en betydning, men for nogle bliver mange reaktioner først tydelige, når de bliver større.

Bogen Lillebitte Coline er netop skabt som et redskab til at starte bearbejdelsen for barnet, allerede fra de er helt små (og faktisk også til bearbejdelse for forældre og søskende). En mor, der testede Tines bog inden udgivelsen fortalte, at hendes datter på knap halvandet år var meget opslugt af billederne og nød, når hendes mor fortalte lidt fra hendes eget forløb, mens de kiggede på billederne sammen.

Anbefalinger fra Tine Thingholm

Tine anbefalede mig at have bogen liggende et sted, hvor Elliott (og storesøster) selv kan nå den. Evt. på hans værelse eller der, hvor han ellers har sine bøger. Det er nemlig ikke utænkeligt, at han selv vil søge den og sidde og bare kigge billeder – der starter bearbejdelsen allerede. Og så vil han på et tidspunkt komme med den og give den til mig eller far, fordi han vil have os til at sætte ord på. 

Sådan kan det også være for de lidt større børn – at noget bearbejdelse foregår ved, at de selv kigger i bogen, mens de andre gange gerne vil have os med i det og få sat ord på. 

Med de små, der ikke har sprog endnu, kan man derfor sagtens begynde nu. Det er lidt efter temperament og personlighed . Og selvfølgelig også, hvordan barnets historie har været, om de foretrækker det ene eller det andet. Nogen er ikke klar endnu og viser det bare tydeligt ved ikke at vise interesse for bogen. Men Tine anbefaler at lade bogen være tilgængelig, så siger børnene ofte selv til.

Viden om kroppen og anbefalinger til at lindre de negative oplevelser

Tine forklarede også, at når Elliotts krop havde været ude for voldsomme oplevelser som at få taget hyppige blodprøver, at skulle have drop, have CPAP maske på, så var det en god idé at supplere ved at give kroppen gode oplevelser som f.eks. at nusse fødderne (der er blevet stukket meget i hælen), massage på hele kroppen og kram og kys.

Også søskende kan have godt af alle de samme ting, for som søskende kan man faktisk få nogle af de samme følelser og reaktioner (som f.eks. frygten for at blive forladt) af, at familien har været i sådan en krise.

Hun anbefalede, at vi skulle fortsætte med at gøre det, vi gør nu og ellers bare nyder vores dreng uden at forvente en masse diagnoser og senfølger. Hun synes at Elliott lyder til at være i den skønneste trivsel og hvis vi mærker lidt på ham senere, så kan vi jo støtte op. 

Ovenstående er ny viden for mig, men giver utrolig god mening i forhold til de oplevelser Elliott har været igennem under hans 3 måneder lange indlæggelse.

Så til alle jer præmature forældre – sæt i gang med at nusse de små fusser 😊

3. konsultation er en opfølgning på Elliotts trivsel og kan om nødvendigt suppleres med flere redskaber. Jeg forventer, at Tine og jeg skal have den sidste konsultation efter sommerferien.

Slutteligt

Mine varmeste anbefalinger til bogen og ikke mindst til Tine og anvendelse af spædbarsterapi metoden i forbindelse med for tidlig fødsel. Den giver rigtig god mening og har helt sikker givet os større indsigt i, hvordan Elliott har oplevet hans alt for tidlige start på livet.

Kærligst Anja

FacebookDel blogindlæg på facebook

Del 3 – Velkommen til IVF-SYD

Anbefalingen fra Horsens sygehus var klar! Lad nu vær’ med at bruge en masse penge ude i den private fertilitetsjungle! Hovedsageligt fordi, de ikke mente at de kunne hjælpe os med at blive gravide med ”hinanden”.

Men vi valgte alligevel at gå i mod deres anbefaling. Vi havde nu i sandhed noget at modbevise! Derfor valgte vi at kontakte IVF-SYD….

Første samtale

Hold nu kæ…. Kan jeg huske at jeg tænkte, den første gang vi trådte ind på førstesalen hos IVF-SYD i Fredericia midtby. Omgivelserne og stemningen var en helt anden, end den vi havde forladt på Horsens sygehus. De dunkle sygehusgange, var nu skiftet ud med lyse møbler og levende lys…. Ahhh nu snakker vi….. skal vi så se at få lavet den baby 😊

Vi havde i Horsens kørt efter lang protokol, men IVF-SYD vurderede, at vi skulle prøve en kort protokol. De var ret sikre på, at det ville give os en større portion æg at arbejde videre med.

Vi var derfor fortrøstningsfulde og kampklare, mere end nogensinde før, for nu skulle det lykkes for os. I samråd med IVF-SYD valgte vi at købte en pakke med 3 ægoplægninger eller 5 forsøg/ behandlingsstarter i alt, for at være på den sikre side.

Av… kun 1 æg!

I første forsøg fik jeg kun et æg ud, som blev befrugtet, men det udviklede sig ikke. Pokkers…. Hvad var det lige der skete der….….

Vi troede jo, at det var nu, at det skulle lykkes for os…. og at det blot var Horsens, der ikke vidste hvad der skulle til!

Beskeden fra lægen på Horsens sygehus poppede atter op…… Var det spild af penge??? Var der virkelig ikke nogen der kunne hjælpe os???

Vores situation var dog mere kompleks end som så, og vi havde da også igennem vores halvlange forløb haft overvejelser om alternativer udover adoption.

Som udgangspunkt var mine æg af god kvalitet, når der altså var nogen til ægudtagning. Derfor var vi også tidligere blevet spurgt, om vi kunne overveje en sæddonor. For mig var det umiddelbart et klart NEJ TAK! Mest af alt fordi jeg ikke kunne bære, at Søren ikke skulle være en aktiv del af tilblivelsesprocessen.

Men sagen var den, at Søren havde en tvillingebror, som på ingen måde havde haft svært ved at få børn. Vi havde nemlig 3 skønne nevøer og den sødeste niece.

Søren og hans tvillingebror, er enæggede og bærer derfor samme DNA. Hvilket jo ville betyde at vores kommende barn ville bære ”Sørens” DNA. Vi overvejede at spørge min svoger og svigerinde, men fik aldrig taget det sidste skridt. Hvorfor ved jeg faktisk ikke helt, måske kom det pludselig lidt for tæt på og samtidig åbnede der sig nye døre i vores behandlingsforløb.

2. forsøg var også en nitte…

Vi fik denne gang tre æg ved ægudtagningen, hvoraf et udviklede sig som ønsket og blev lagt tilbage i november 2015. Men der var fortsat kun en streg på graviditetstesten, endnu et nederlag til bunken ☹

Da vi efterfølgende havde en snak med en af lægerne hos IVF-SYD, kunne vi godt fornemme at optimismen på vores vegne var dalende. Men troen og håbet levede stadigvæk i os, og vi tænkte at vi lige så godt kunne bruge de forsøg vi havde tilbage i pakken.

Jeg startede derfor op på endnu en stimulering i slut november, men blev stoppet mellem jul og nytår, da de ikke fandt en eneste ægblære til kontrolscanningen….

Jeg var sønderknust, for jeg troede virkeligt, at vi bare skulle ud af det offentliges skygge og ind i det private hos IVF-SYD og vupti, så ville vi blive gravide. (Sagt på den kærligste måde, for vi er ved efterrationaliseringen af vores forløb utrolig tilfredse med Horsens sygehus, de havde blot et par håbløse klienter 😉)

Men nu vi fik blot endnu en nedslående og nærmest definitiv besked ”Vi tror ikke længere, at vi kan hjælpe jer”.

For at være gode ved os selv, tog vi ofte på get-aways fra hverdagens lidt tunge trummerrum. Her på slotsophold med tilhørende golfrunde.

Hva’ så nu?

Vi blev informeret om muligheden for ægdonation, MEN det kunne jeg slet ikke rumme på daværende tidspunkt. Jeg havde ellers fra starten af vores fertilitetsbehandling sagt, at det havde været ”nemmere”, hvis det bare var mig den var galt med. For så kunne vi jo bare bruge en ægdonor, og så ville vi begge være en aktiv spiller i barnets tilblivelse….

Og adoption, som i lang tid havde være vores plan B, og som jeg nærmest hele mit liv havde haft en idyllisk forestilling om, virkede også lige pludseligt meget fjern.

Vi gik i tænkepause! Eller rettere jeg gik i tænkepause.

Søren var forstående og omsorgsfuld og var parat til at følge lige præcis den vej, som jeg havde det bedst med. Han syntes dog, at ægdonation ville være at foretrække, da han gerne ville se mig gravid, og alt det der fulgte med.

Men han kunne i virkeligheden nok ikke helt overskue en tur til Afrika, for at få vores ønskebarn. Han sagde det ikke direkte, men jeg fornemmede det tydeligt! Alligevel var han parat til at bakke mig op, uanset hvad jeg valgte for os, da han bare gerne ville have en familie med mig.

Mit næste indlæg, kommer til at handle om et stort spørgsmål til min søster……

Tak fordi du havde lyst til at læse med.

Kærligst Anja

FacebookDel blogindlæg på facebook

Orlov fra mit arbejde

Valget om at tage orlov for at blive hjemme og passe min søn lidt længere tid end planlagt!

Min lille fighter, Elliott!

Forhistorie

Jeg blev den 4. marts 2019 mor til Elliott, født uge 25+1 på Skejby Sygehus. Elliott havde, ifølge lægerne, et ukompliceret forløb uden alt for alvorlige tilstødende komplikationer. Efter 15 ugers indlæggelse blev vi udskrevet i THO den 7. juni 2019, 9 dage før min oprindelige terminsdato den 16 juni.

Efter hjemkomsten har vi umiddelbart ikke mærket synderligt meget til hans alt for tidlige ankomst. Elliott udvikler sig som han skal, dog ikke helt i takt med hans korrigerede alder. Men han har hele vejen igennem været i trivsel, og vi har som forældre haft en god evne til at læse ham og hans behov. Jeg har ofte intuitivt kunnet mærke, hvis han i perioder har haft behov for ekstra ro og hvile.

Besøg af sundhedsplejerske og ergoterapeut

Vi er efter udskrivelsen blevet fulgt tæt af både en sundhedsplejerske og en ergoterapeut fra Hedensted Kommune. Sundhedsplejersken har været særlig opmærksom på, at han vægt-mæssigt følger hans præmaturkurve. Så hun sikre sig at han tog det på han skulle. Ergoterapeuten har haft fokus på, at han rent motorisk udvikler sig som hans skal, og haft fokus på de udfordringer han har haft med overgangskosten.

Da vi opstartede overgangskosten tilbage i oktober 2019, havde Elliott bøvlet med maven, og vi startede derfor, i det nye år, op på Movicol, både morgen og aften.

Så hvorfor holde ham hjemme, når han trives og ikke umiddelbart har udfordringer som forhindrer en opstart i institution eller dagpleje?

Allerede efter hjemkomsten fra Skejby, fik jeg hurtig forlænget min barsel, så jeg først skulle tilbage i slutningen af august 2020.

Elliott var derfor skrevet op til at skulle overtage vores datters plads i en almindelig dagpleje 1. maj 2020. Men via vores ergoterapeut fik vi kendskab til, at vores kommune har såkaldte mini-dagplejere. Mini-dagplejen er for børn med særlige behov, og de har derfor kun 2 fast børn og én fast gæstedagplejer.

Indledende møde om minidagplejen

Jeg holdte et indledende møde med pædagogerne fra kommunen om en mulig opstart for Elliott i mini-dagplejen. Efter mødet blev der via sundhedsplejersken sendt en ansøgning afsted. Den skulle først igennem et visitationsteam, inden det endeligt kunne godkendes.

Så kom ”Corona”, og visitationsmødet blev udskudt. Oveni det havde vi fået at vide, at vi med al sandsynlighed ikke kunne få plads til ham i nærheden af vores bopæl. Hvilket ville betyde at min mand skulle ud på en længere køretur hver dag for at aflevere/hente ham.

Alt det taget i betragtning og det faktum, at et for tidligt født barn ofte vil trives allerbedst i vante omgivelser i eget hjem, gjorde at jeg begyndte at overveje at søge ekstra orlov fra mit arbejde.

Men det er jo ikke helt gratis, så hvad gør man så?

Jeg undersøgte om jeg kunne få tabt arbejdsfortjeneste. Men da Elliott ikke umiddelbart har fysiske eller psykiske udfordringer, kunne det fra mit synspunkt ikke svare sig at smide en ansøgning afsted.

Jeg har i stedet for søgt om at må passe ham i eget hjem, den såkaldte ”hjemmepasser-ordning”. Det er forskelligt fra kommune til kommune hvor meget tilskud man kan få. Men i Hedensted Kommune får jeg 6200 kr. om måneden før skat, så ikke en guldgrube. Men det er alligevel et beløb, der trods alt varmer kontra ingenting.

Orlovslængde

Jeg har fået orlov frem til og med 31 december 2020. Elliott forventes nu at starte i en helt almindelig dagpleje den 1. november 2020, og jeg har således knap 2 måneder til at køre ham stille og roligt ind.

Både Søren og jeg har ro i maven omkring vores beslutning, og vi glæder os over, at det er en mulighed for mig at tage orlov og passe Elliott hjemme lidt længere tid 😊

Vi ser begge frem til flere stunder som de her unden den ekstra orlov 🙂

Har du spørgsmål til vores valg, skal du være velkommen til at skive en kommentar herunder eller sende mig en mail på frufaber@outlook.dk

Hvis DU ikke har læst om vores forløb på Nyfødt Intensiv afd., kan du klikke HER og læse det allerførste indlæg om Elliotts fødsel.

Kærligst Anja

FacebookDel blogindlæg på facebook

Uge 14 – Nu er det farvel og på gensyn!

4.-7. juni 2019 – Indlægget kan læses på 3 min.

Dag 92 – Tillykke Elliott

I dag var det 3 måneder siden at min lille dreng kom til verden, blot en uge efter mit vand gik, fuldstændig uprovokeret! Elliotts var som en lille fugleunge på 740 gram ved fødslen, men her 3 måneder efter, var han forvandlet til en sund lille dreng med sul på kroppen og en kampvægt på 3 kg og 30 gram.

I nattens løb, var han kun blevet suppleret på sonden en enkelt gang, og det tegnede til, at vi måske kunne komme hjem uden sonden. Det vil altså sige, at jeg måske kunne sige farvel til ”malke-maren”, som jeg havde døbt udmalkningsmaskinen, for good!

Han havde dog ikke taget meget på de seneste dage, efter han selv havde fået lov til at styre showet i forhold til spisning. Men ifølge både læger og sygeplejersker var det i sig selv flot, at han kunne holde vægten.

Over middag skulle Elliott og jeg på tur, da han skulle have foretaget en hørescreening. Han blev derfor pakket i afdelingens røde barnevogn med overvågning og det hele, og så gik vil ellers på tur. Jeg var mildest talt skrækslagen, og havde hjertet siddende oppe i halsen det meste af tiden. Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg ikke hvad jeg var så bange for. Måske fordi det var ved at gå op for mig, at vi snart ville få ham med hjem.

Elliott med alt udstyret på ved hørescreeningen.

Hørescreeningen gik fint, men hun kunne ikke få begge test til at gå igennem, derfor skulle vi ind til en ny høreprøve om nogle ugers tid.

Da jeg kom tilbage på afdelingen var der stille, og sygeplejersken tilbød, at vi kunne lave aftryk af Elliotts hænder og fødder.

Den lille fus og hånd.

Men alt imens det hele så lyst ud, lavede Elliott et mega pulsfald til omkring 55, så jeg var virkelig nervøs for, hvad længerne ville sige til stuegang i morgen.

93 – Ud med sonden

Vægt: 3070 gram, Hovedomfang: 34, Længde: 48

Endnu en milepæl var opnået.

Hertil morgen røg sonden ud, og Elliott skulle nu kun spise hos mig. Så farvel til ”Malke-maren” og ja tak til en ting mindre på min to-do-liste!

Stuegang

Elliott pulsfald fra i går nagede mig, og jeg frygtede at vores hjemkomst om 2 dage ville ryge i vasken. Men heldigvis var lægerne meget rolige og sagde, at mange nyfødte, der er født til tiden, ofte også lavede enkelte pulsfald, men de havde bare ikke overvågning på, som kunne registrere det.

Pyha så kunne jeg ånde lettet op! Umiddelbart kunne det jo reelt være ligegyldigt, hvornår vi kom hjem. Men Ellienor fyldte 2 år om mandag den 10. juni, og jeg ville så gerne kunne fejre hende hjemme! For at kunne give hende den dag hun fortjente, med alt det hun også havde været igennem de seneste måneder.

94 – Sidste øjenundersøgelse

Allerede fra morgenstunden skulle Elliott have dryppet øjne, da øjenlægen havde meldt sin ankomst. Endnu en gang klarede Elliott frisag, og han kunne nu afsluttes i deres regi. Han skulle nu følge de almindelige kontroller hos egen læge, og ellers skulle vi blot være opmærksomme på symptomer eller andet som eventuelt kunne påvirke hans syn. 

Hen på eftermiddagen kom Søren og Ellienor, og skulle tilbringe den sidste nat sammen med os. Det var utroligt vigtigt for os begge, at vi kunne forlade sygehuset sammen med både Ellienor og Elliott.

For det havde ikke kun været Elliotts kamp, men en gedin familieindsats. Vi havde alle sammen lidt afsavn, og havde på hver vores måde taget vores tørn, for at hverdagen kunne fungere sammen og hver for sig.

95 -Den sidste dag!

Kl. 10 kom en af overlægerne og fortog den sidste stuegang, så vi kunne blive udskrevet 95 dage efter Elliott blev født og 102 dage efter jeg blev indlagt på Skejby sygehus!

DEN 7. JUNI 2019 TRÅDTE VI KL. 11.15 ALLE FIRE UD FRA SKEJBY SYGEHUS!

SØREN VED MIN SIDE, ELLIENOR I DEN ENE HÅND OG KØRELIFTEN MED ELLIOTT I DEN ANDEN.

VI SKULLE HJEM! HJEM OG VÆRE EN HELT ALMINDELIG FAMILIE!

Mens jeg skriver dette kort afsnit om vores sidste dag på Nyfødt Intensiv afdelingen, får jeg tårer i øjnene.

Denne proces har været ren terapi for mig, og jeg er så taknemmelig for hver eneste af jer kære læser, som har været med på denne rejse, som startede for over et år siden, hvor Elliott blev født.

Jeg stopper ikke med at skrive, og jeg vil løbende give jer indblik i, hvordan Elliott har det og klarer sig.

AF HJERTET TAK, FORDI DU HAVDE LYST TIL AT LÆSE MED.

KÆRLIGST ANJA 

FacebookDel blogindlæg på facebook

Del 2 – Adoption, vores overvejelser og godkendelsesproces.

Med beskeden fra Horsens sygehus;

”At de IKKE ville anbefale, at vi gik ud i det private og brugte en masse penge, fordi de troede ikke på, at vi kunne opnå en graviditet”

Shit en besked at få…. Lige der i telefonen, havde en læge netop fortalt mig, at hun ikke gav os mange chancer for at blive gravide med ”hinanden”…… Med den besked blev vi afsluttet i Horsens.

Men den “forbandende” læge skulle ikke få ret!

Derfor valgte vi at kontakte IVF-SYD…. Dog sad ordene fra lægen i Horsens fast i min hukommelse, og jeg havde derfor behov for en plan B – adoption!

For tænk nu, hvis hun fik ret!!!

Mig og mit Gudbarn, som er min søsters ældste datter.

Jeg fik “overtalt” Søren til, at vi skulle gå i gang med en godkendelsesproces til adoption.

På omtrent samme tidspunkt fødte min søster hendes første barn. Jeg var med til fødselen og fik den store ære af, at blive gudmor til Melia. Jeg var glad og stolt på både egne og deres vegne, men det var også en hård tid, for vi vidste jo ikke, om det en dag blev vores tur. Mine forældre stod helt sikkert også i en mærkelige “klemme”, fordi de var jo lykkelige for deres første barnebarn, men samtidig vidste de jo også hvad vi gennemgik! Derfor kunne familiesammenkomsterne godt blive en anelse akavede, fordi alle forsøgte på bedste vis at tage hensyn til os.

Derfor blev mit ønske om en plan B yderligere forstærket hen mod sommeren 2015.

Indsamling af dokumentation

Vi fik indsamlet bunkevis af ”beviser” til Statsforvaltningen, for vores ret til at blive forældre. Sådan føltes det i hvert tilfælde. Vi skulle sende alt fra vielsesattest til min sygehusjournal, i forbindelse med min diskusprolapsoperation, selv Sørens hul i hjertet da han var spæd, skulle de have dokumentation for. Læse mere om kriterierne HER.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg faktisk det var en smule angstprovokerende. For ikke nok med at vi skulle involvere forholdvis mange mennesker i vores meget private proces omkring en mulig adoption. Men frygten for at “nogen” kunne knuse vores drøm om en familie, var virkelig hjerteskærende og en smule frustrerende.

Ansøgningsprocessen var oveni rimelig omstændig, særlig fordi vi jo vidste, at vi ville blive gode og omsorgsfulde forældre til det barn, som vi forhåbentlig ville blive velsignet hvad end det måtte være igennem fertilitetsbehandling eller adoption.

Men langt om længe fik vi samlet alle dokumenter, og sendt dem af sted til Statsforvaltningen, og fik efterfølgende en kvittering på, at vores ansøgning var modtaget.

Hurtig respons

Stik imod vores forventning, fik vi allerede efter en måneds tid, svar om at vores ansøgning var blevet godkendt. Og vi havde endda i mellem tiden, skulle sende supplerende oplysninger om min diskusprolapsoperation tilbage i 2007.

Vi fik samtidig en tid til en samtale med en socialrådgiver på Statsforvaltningen i Århus.

Vi ankom til Statsforvaltningen en smuk sommerdag, og da vi endelig fandt indgangen og trak et nummer til ankomstskranken, var vi i chok!!

Her sad vi håbefulde og spændte på det forstående møde om vores fremtid som forældre. Men det blev hurtigt tydeligt for os, at de fleste andre i venteværelset ikke havde samme ærinde. De lignede tværimod nogen, der var klar til kamp, og det var nok desværre ikke en fælles kamp, men en kamp mod hinanden om fælles børn…. Det var helt ærligt vildt trist!

Oplevelsen fik tankerne lidt på afstand, og vores egen nervøsitet dalede en smule. Vi havde haft en masse forestillinger, og nok også en del fordomme om mødet med denne tørre kiks af en socialrådgiver.

Men disse blev heldigvis gjort fuldstændig til skamme. Det viste sig at blive en utrolig behagelig samtale, og vi var begge meget positive, da vi forlod sagsbehandlerens kontor efter en god times tid.

Godt en måned efter kom afgørelsen… ”I er godkendt i fase 1”, og vi havde nu et år til at taget springet til fase 2, altså rundkredse-kurset! (Ingen fordomme her😉)

Men vi nåede aldrig så langt, læs i næste indlæg hvorfor!

Har du spørgsmål til vores adoptionsovervejelser eller processen, er du altid meget velkommen til at skrive et spørgsmål herunder eller sende mig en mail på frufaber@outlook.dk.

Tak fordi du havde lyst til at læse med.

Kærligst Anja

Hvis Du ikke har læst mit første indlæg i vores fertilitetshistorie, kan du klikke HER

FacebookDel blogindlæg på facebook

Uge 13 – Nu overtog Elliott showet, han ville hjem!

28. maj – 3. juni – Indlægget kan læses på 4-5 min.

Dag 85 – 3 mdr. vaccination

I dag begyndte vi at køre efter Elliott eget spisemønster. Han klarede sig utrolig flot, og tog bryst til alle måltider, hvorefter han blev suppleret i sonden.

Kl. 14.00 blev Elliott vaccineret. Nu var det bare at krydse fingre for, at han ikke indenfor de næste 6-8 timer ville få feber.

Kl. 22.00 var der fortsat ingen feber, så det virkede til at Elliott havde klaret skærene.

Dag 86 – Endnu et nyk nedad

Vægt: 2925 gram, Hovedomfang: 33,5 cm, Længde: 47 cm

Efter kun 2 dage i flow 6, blev Elliott i dag skruet ned i flow 4 på HNF’en, og han klarede det så flot. Efter sidste uges forskrækkelse og derouten til flow 8, var det næsten ikke til at fatte, at han allerede var i flow 4.

Til stuegang var lægen bekymret for Elliotts hovedomfang, som var øget med 1,5 cm siden sidste uge. Det viste sig heldigvis senere at være uden grund, da han lå lige spot on på kurven.

Senere samme dag kom Ellienor og Søren på forlænget weekend i anledningen af Kristi Himmelfartsferien. Det skulle blive dejligt at have en masse dage sammen som familie.

Dag 87 – Første sleepover på familiestue 1

Endelig… alle sammen sovende under samme tag, det var så rart.

For morgen til aften blev der hygget med strandtur for de 3 banditter der måtte forlade sygehuset, og senere besøg af skønne naboer til kaffe og kage 😊 Og alt imens lå Elliott super flot i flow 4.

Dag 88 – Nu helt uden noget…..

Vægt: 2975 gram

Der blev morgenhygget i sengen med begge børn. Det er den mest fantastiske følelse, at kunne holde om begge sine børn, og vide at de var helt okay, og at vores lille familie nok skulle klare det!

Til formiddag tog vi endnu engang i Leo’s legeland og hyggede med Ellienor.

Da vi kom tilbage til afdelingen, havde en af de unge sygeplejersker taget HNF’en af Elliott, og han lå nu helt uden støtte, og trak vejret helt selv. F..ck hvor var det vildt, jeg havde en søn, der efter 3 mdrs. indlæggelse lige pludselig havde fået fart på og nu næsten kunne det hele selv 😊

My baby in white

Dag 89 – tidligt på færde

Elliott valgte her til morgen at vågne kl. 4.30 og faldt først i søvn, da resten af familien vågnede kl. 6.00, så mens Søren og Ellienor gik over og fik morgenmad, tog jeg mig en ekstra morfar.

Vi blev hos Elliott hele dagen, og han klarede sig fortsat superflot uden støtte, hvis alt gik vel, kunne vi komme hjem om en god uges tid.

Dag 90 – Tillykke Elliott, du er nu en 3 kg’s dreng.

Elliott blev her til morgen kontrolvejet for sikre, at han tog nok på, efter han nu selv skulle melde sig til alle måltider! Og minsandten om han ikke havde nået endnu en milepæl, nemlig hele 3 kg og 20 gram!

Søren og Ellienor kørte hjem til middag efter en forlænget weekend på Skejby.

Senere kom min søster forbi med lækkerier, og vi hyggede os, mens hun sad med Elliott.

Moster & mister Elliott

Dag 91 – 13 uger gammel

Hele dagen i dag var der fokus på hvornår og hvilke kriterier der skulle være opfyldt, for at vi kunne få Elliott med hjem.

Til stuegang fortalte lægen, at Elliott skulle overvåges i 7 døgn uden vejrtrækningsstøtte. Tidligere havde der været snak om, at vi skulle blive et ekstra døgn uden overvågning, men det virkede ikke til at være nødvendigt.

Inden udskrivelse skulle Elliott have fortaget en hørescreening og hjernescanning, og øjenlægerne skulle ligeledes foretage deres sidste vurdering, inden vi kunne blive udskrevet sidst på ugen.

Elliott var helt med på at han snart skulle hjem, for han havde det seneste døgn kun haft behov for at få suppleret amningen en enkelt gang.

Senere på dagen fik vi besøg af den THO-sygeplejerske, som stod for “Tidlig-Hjemme-Ophold”, som skulle ”følge” med os hjem efter udskrivelsen fra Skejby. Vi fik lagt en plan for Elliott, og aftalte at hun skulle komme hjem til os den efterfølgende mandag.

Det virkede helt surrealistisk at skrive, men om en uge ville vi være hjemme, og Elliott ville være der sammen med os.  

Denne skønne fyr skulle endelig med os hjem om under en uge!
FacebookDel blogindlæg på facebook