Del 8 – Den kendte relation mellem os og ægdonor

Dette indlæg har krævet mod fra både mig, som mor til Ellienor og Elliott, men også for vores kære ægdonor. Vi har sms’et sammen og skal mødes til en snak om hele forløbet, dog særligt om denne periode i forløbet, som dette indlæg handler om.

Det er blevet tænkt mange tanker om vores kendte relation med ægdonor, de sidste 4 år!

Nu skal I høre hvorfor….

Efter en skøn ferie tilbage i 2016, hvor vi havde fået ladet batterierne op, var vi nu klar til endnu en behandling.

Men hverdagen og virkeligheden ramte mig, som en hammer og jeg var tilbage i følelsen af mismod og håbløshed… Det var virkelig svært at tro på, at vi nogensinde ville blive forældre.

Sms fra ægdonor

Midt i denne svære og udfordrende periode, modtog jeg en sms fra vores ægdonor. Hun ville høre om det var muligt, at hun kunne sove hos os fra søndag til mandag, da hun skulle til fest i nærheden af os om lørdagen og skulle videre nordpå om mandagen.

Jeg læste beskeden rigtig mange gange og mærkede tydeligt at jeg ikke havde lyst til at hun skulle komme hjem til os. Jeg spurgte Søren ”Hvad skal jeg skrive?”, hvortil han svarede ”skriv at det ikke passer os”. Mig ”Jamen det kan jeg da ikke, slet ikke med alt det hun har givet os….”

Derfor skrev jeg til hende ”At selvfølgelig måtte hun komme…” og overskred dermed fuldstændig min egen grænse og mavefornemmelse…..

Retrospektivt skulle jeg jo bare have skrevet fra hjertet, og forklaret at jeg var mega presset, og ikke lige kunne rumme at have gæster, for det ved jeg 100%, at hun ville have haft forståelse for.

Mit råd til dig

Så derfor er mit råd til dig, der står i en lignede situation, at du først og fremmest skal være tro mod sig selv, for ellers risikerer du at miste dig selv i processen, hvilket jeg var utroligt tæt på i den periode.

Men jeg var så bange for donors reaktion og hendes tanker om mig/os, og om hun nu vil donere igen, hvis vi sagde nej…. Det virker fuldstændig åndsvagt nu, men det var sådan jeg havde det…… Måske du kender det?

Nå’ men summa summarum, så kom hun og sov, og det var faktisk rigtig hyggeligt.

Derudover kom der det gode ud af situationen, at jeg helt tydeligt fandt ud af hvor min grænse gik, og hvor meget kontakt vi ønskede med donor. Jeg blev på daværende tidspunkt meget bevidst om, at det betød utroligt meget for mig, at det var MIG der tog kontakt og ikke hende. For så kunne jeg bevare den smule kontrol, og dermed skåne mig selv for ”ubehagelige” overraskelser, som jeg ikke var i stand til at handle intuitivt på dengang.

Sms-korrespondance fra den 20-24 august 2020

Men godkendelse fra vores ægdonor har jeg valgt at vise jer vores sms-korrespondance for nylig, i håbet om at kunne være med til at give et lille indblik i, hvilke følelser der er på spil på begge sider af en ægdonation.

Muligheden opstod lidt ud af det blå, da Elliott blev indlagt med lyskebrok den 19. august 2020, og at jeg i den forbindelse havde lyst til at skrive en lille update til hende. Hun følger godt nok med via min instagramprofil, men alligevel…. I sammen sms fortalte jeg om min forestående optræden i Go’morgen Danmark, om at springe ud som selvstændig Fertilitetsrådgiver og sidst men ikke mindst, at jeg var gået i gang med indlæggene omkring vores ægdonationsproces.

Jeg skrev, at jeg meget gerne ville sende dem til hende, så hun kunne ”godkende” dem, – for det sidste jeg ville, var at hun skulle blive såret eller misforstå hele situationen…. 

Sms fra ægdonor (Det relevante er medtaget)

Kære Anja

…. Og det giver mening! Du skal bare vide, at personligt så lader jeg mig flyde med på jeres følelsesmæssige rejse, når erindringerne skal frem i lyset igen på bloggen.

Dit sidste indlæg på fertilitetsliv rørte mig også rigtig meget. Du er en stærk kvinde, og jeg er glad for at du giver ud af din kæmpe styrke igennem dine skriv. Keep up the good work😘

Ps. Jeg har været i gang med mit eget indlæg længe nu, og jeg ville lyve hvis jeg siger, at det ikke er hårdt. Også fordi jeg læser dine imellem. Men det her handler ikke om mig, og du skal bare vide at det er på vej🍀

Min reaktion og sms retur

Jeg var så lettet og glad, og det gav mig mod til at skrive følgende sms retur

Hej igen

Tusind tak for din skønne besked, det varmer utrolig meget og giver mig kun mere energi til at fortsætte 😊

Jeg er så taknemmelig for, at vi for over 4 år siden valgte at følge vores hjerter og mavefornemmelse midt i alt det tumult vi pludselig stod i…. Men uanset hvor go’ en fornemmelse vi havde, kunne vi, (læs: særlig jeg), ikke forudsige hvad denne proces ville gøre ved mig….

Det som jeg har taget mig mod til igennem længere tid, er et af de næste indlæg til bloggen.

-Og grunden til, at du får denne sms. HUSK blot at alt dette skete på min banehalvdel, da alle disse tanker foregik, og at du på ingen og jeg mener ingen måde, har gjort noget forkert.

Here goes:

Jeg var, som du måske husker, meget ramt af tabet på vores første graviditet og midt i mellem 1. og 2. forsøg, skrev du en besked til mig om du måtte sove hos os…. Jeg husker jeg stivnede, for det/du kom virkelig tæt på.

Dengang var jeg jo ikke klar over, at der ville komme børn ud af vores anstrengelser, ej heller at jeg fuldt ud ville betragte vores børn -som kun vores børn -og at jeg ville elske dem højere end ord kan beskrive.

Men jeg var i et dilemma!

Jeg havde allermest lyst til at krybe i skjul og glemme din besked, men på den anden side følte jeg, at jeg/vi at vi skyldte dig alt.

Så derfor sagde jeg bare ja…., og overskred mine egne grænser, i forhold til hvad jeg på daværende tidspunkt kunne kapere rent følelsesmæssigt.

Misforstå mig ikke, det var super hyggeligt, da du var her, og havde vi mødt dig i en anden sammenhæng, kunne vi sagtens have udviklet et dybere venskab.

Så det jeg i virkeligheden prøver at sige er, at vi  -altså Søren og jeg, aldrig for alvor havde fået snakket med dig om vores ønsker for kontakten med dig igennem hele processen.

Vi,( læs igen JEG), blev revet med af den gode stemning, men mistede mig selv og min integritet undervejs…..

For et par måneder siden lavede jeg en miniguide til kendt ægdonation til bloggen, fordi jeg havde behov for at give vores erfaring videre…. Godt nok lidt fordækt 😉

Jeg vil blot sige, at din måde at være på og din seneste besked har givet mig modet og styrken til at formulere denne laaaange sms til dig. Og jeg tænker virkelig, at vi kan hjælpe mange, ved at være åbne om de følelser, som vi hver især kan have i klemme❤️✨

Jeg ville inderligt ønske at jeg kunne invitere dig/jer mere ind i vores liv, men der er jeg bare ikke, og jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer dertil.

Men du skal vide, at vi er dig evigt taknemmelige for at have været med til at skabe vores lille familie.

Både Ellienor og Elliott kommer til at kende hele deres tilblivelseshistorie, og med deres nysgerrighed på livet er jeg sikker på at de vil møde dig en dag 😊

Jeg håber at det jeg har skrevet, giver en lille smule mening og hvis du har spørgsmål, hører jeg dem meget gerne, for jeg kan bestemt lære noget af dem.

Kærligst Anja

Ps. Jeg glæder mig så meget til at læse dit indlæg, når det er færdigt🙌🏻

Og så trykkede jeg på send på telefonen sent torsdag aften……

Og ventede i spænding på donors reaktion. Nu havde jeg blottet mig fuldstændig og jeg krydsede fingre for, at hun forstod mine hensigter, præcis som de var ment.

Og så var det bare at vente…. På en eller anden måde havde jeg er god fornemmelse i kroppen, og jeg var sikker på at hun blot skulle have tid til at reflektere og efterfølgende svare…

Fredag eftermiddag tikkede der denne besked ind

Mange tak for din rigtig fine besked💜

Jeg har læst den igennem et par gange, og jeg forstår den fuldt ud. De følelser du har/har haft fra dengang, må virkelig have været svære at gå med. Jeg kan sagtens sætte mig ind i dem.

Og jeg forstår til fulde den “problemstilling” der er kommet ud af det. Det er super vigtigt med overensstemmelser. Og uanset hvor meget man er taknemlig, har man altid ret til IKKE at få overskredet sine egne grænser og følelser eller føle man mister sig selv i sådan en situation.

Jeg har selv tit tænkt over lige den situation. Især efter jeg er blevet ældre og mere voksen, og hvor jeg begyndte endnu mere at kunne sætte mig ind andre folks følelsesspektrum.

Jeg er blevet klar over de seneste par år, når jeg kigger tilbage, hvordan det har kunnet påvirke jer, at jeg kom så tæt på. Der har også været skyld og skam indeni mig på grund af det.

Har også siden hen måtte erkende, at der underbevidst var en sorg forbundet med, at have været så tæt på jer, især da du havde en ufrivillig abort. Selvom vi sad flere km væk fra hinanden, så ramte det mig at I måtte udsættes for det. Jeg har aldrig været med til noget lignende. Og det står virkelig klart, hvor hårdt det må have været jer (dig), at jeg så lige kom forbi. Og jeg har været ked af det over det, selvom du siger jeg ikke har gjort noget forkert. Tit tænkt at skrive undskyld men jeg ville ikke rode op i noget.

Men ja, så med tiden har vi skullet hver vores vej igen. Som dog stadigvæk 100% er noget af det mest naturlige, jeg har været med til. Tingene er ikke kun sorte og hvide.

Først for 6-7 måneder siden, fik jeg snakket ordentligt ud sammen med en veninde, om hele den første ægdonationsproces med jer. Og der gik det op mig, at jeg netop har haft den her ubevidste/underbevidste sorg. Fordi jeg faldt sgu for jer som mennesker. Jeg synes dig og Søren er nogle virkelig fantastiske mennesker. Og I har inspireret mig SÅ meget til, at jeg skal leve mit liv i fulde drag. Og jeg vil altid se rigtig, rigtig meget op til jer som mennesker (og der er virkelig meget få mennesker jeg ser op til). Og rent følelsesmæssigt har jeg haft sindssygt svært ved og sætte ord på, hvad fanden der er foregået dengang indeni mig selv 😅 Men jeg kan mærke indeni mig, at det er rart at få det sagt nu. Selvom lige det der, det har jeg også skammet mig over. Det var aldrig intentionen fra min side.

Det er også vigtigt for mig og huske på, at ingen af os havde prøvet det her før i den grad. Og derfor er det klart for mig, at du nu skal give ud af din erfaring. Som du nævner så sidder der helt sikkert rigtig mange som os derude og tænker, “hvordan gør man?”. Og hvor tingene pludseligt kan komme for tæt på. Så jeg er glad for at du har det som et vigtigt emne, og at du formidler det ud igennem din blog og andre steder. Det giver jo så meget mening.

Og jeg er lige der, hvor end I ønsker at placere mig i jeres og jeres børns liv 😊 Uanset hvad I vælger. Støtter jer i alt. Og tak fordi vi kan være åbne overfor hinanden. Jeg er og vil altid være lykkelig på jeres vegne.

Lettelsens-øjeblik

Da jeg modtog den sms-besked var jeg så rørt, stolt og lettet! Tænk sig…. I 4 år, havde jeg båret rundt på denne oplevelse og bekymring for hvordan hun ville reagere, hvis jeg fortalte hende, hvordan jeg havde haft det dengang……. 

Men tidspunktet for en form for genforening og forståelse for hvor vores reaktion, er det helt rigtige lige nu! Vi er begge blevet ældre og klogere på os selv, og har haft tid og plads til at reflektere over alle aspekter i ægdonationsprocessen.

Jeg håber inderligt at vi med vores åbenhed om det der har været så utrolig svært, kan hjælp med at bryde tabuet om ægdonation og fertilitetsbehandling helt generelt!

Hvis du sidder med spørgsmål eller ønsker at dele dine egne tanker, så tøv’ ikke med at skriv. Skulle du have spørgsmål til donor, vil jeg glædeligt sende dem videre!

Næste indlæg kommer til at handle om vores 2. forsøg, som også ender med en positiv graviditetstest

FacebookDel blogindlæg på facebook

Del 7 –Mens vi venter efter ægoplægning

Efter en succesfuld ægoplægning gjorde vi klar til at tage på familietur til Kreta sammen med min forældre, min søster og svoger og min lille niece og gudbarn på 1 år.

Vi havde lejet det smukkeste hus uden for Rethymnon, ren balsam for sjælen. Vi nød det, men slappede alligevel ikke helt af, fordi den kommende graviditetstest spøgte.

Min familie havde igennem hele vores fertilitetsbehandling, været med på sidelinjen. De vidste, hvornår vi skulle til scanninger, ægudtagning, ægoplægning mv. Så derfor var de også godt klar over at vi skulle teste mens vi var afsted på ferie…. De vidste bare ikke hvornår….

Perfekt timing

Den 19. juni havde vi planlagt en kærestetur til en lille by, som man kun kunne sejle til, bare Søren og jeg… Og helt spontant valgte jeg denne morgen at teste…. Jeg stod selv ude på badeværelset og ventede i spænding, mens tiden sneglede sig af sted….

Jeg tog en dyb indånding og kiggede på det hvide plastikhylster…. Og lige der i midten kunne jeg se en meget tydelig rød steg, men også skimte en lidt svagere lyserød steg. Tårerne løb ned af mine kinder ”Jeg var gravid”!

Efter 3 års kamp og 4 ægoplægning, stod vi endelig med en positiv graviditetstest. Jeg kaldte på Søren og viste ham testen… Vi faldt hinanden i armene og stod sådan længe.

Termin

Vi skulle være forældre dagen efter min fars fødselsdag den 25. februar 2017, det var den vildeste følelse.

Vi skyndte os ud ad døren, så de andre ikke ville opdage at vi måske virkede lidt ved siden af og selv, og drog afsted i en af vores lejede biler og så frem til en skøn tur ud i det blå, bare os to og den lille spunk i maven…

Dagen derpå

Stod jeg op og tog min niece, så min søster og svoger kunne sove længe. Da vi sad ved morgenbordet, fik min søster sagt noget i retningen af: ”at det var skønt at sove lidt længe….. Hvortil jeg svarede ”at vi jo ligeså godt kunne vænne os til det….” Der blev helt stille, og min søster sad og stirrede på mig ”Er det det rigtigt, spurgte hun – jeg nikkede”, hvorefter hun nærmest brød fuldstændig sammen af glæde og lykke på vores vegne, men helt sikkert også af lettelse.

Lettelse over, at det endeligt var blevet vores tur, og at hun derfor ikke længere skulle bekymre sig eller føle skyld over hendes egen voksende mave. Vi græd alle sammen, og det var bare et virkelig smukt familie-øjeblik… ligesom det skulle være.

Lykken varede kort

1. juni skulle vi hjælpe mine forældre med at flytte i deres nye lejlighed. Jeg hjalp til med det, jeg følte jeg kunne og løftede ikke de tunge ting, jeg var meget bevidst om at passe på mig selv.

Hen på eftermiddagen var jeg fuldstændig smadret og havde behov for at hvile mig. Imens tog min far og Søren ud og hentede det sidste læs, mens min mor og jeg blev tilbage i lejligheden.

Ud af det blå mærkede jeg den samme fornemmelse, som når ens menstruation er på vej…. Jeg gik straks på toilettet og ganske som frygtet, var jeg begyndt at bløde. Men alligevel tog jeg det umiddelbart ganske roligt, ringede til mig søster, som kunne fortælle om mange af hendes veninder havde blødt i starten af deres graviditet, så det var helt normalt……

Men blødningen tiltog og jeg begyndte at få ondt…. Min mor og jeg blev enige om, at det nok var smart at ringe til vagtlægen, som var super sød og forstod situationen med det vi havde været igennem for at nå hertil.

Jeg fik lov til at komme med det samme, så jeg kunne få foretaget en scanning…… Jeg ringede til Søren efterfølgende, og aftalte at han skulle komme på Horsens sygehus så hurtigt han kunne.

Nu var det slut

Jeg lå på briksen på gynækologisk afd. Den mandlige læge havde netop fortalt mig, at der ikke var noget at se på scanningen, og at kroppen var i gang med at udstøde graviditeten.

Det var hjerteknusende, så tæt på og alligevel så langt fra…….

Hvad der skete resten af dagen, har jeg ingen hukommelse af…… tror bare alt var sort i sort.

Ferietid

Efter den spontane abort, gik der heldigvis ikke mere end 3 uger, før vi kunne tage på ferie igen. På det tidspunkt tror jeg, at det reddede mig fra at ende i et dybt sort hul.

På vej op i toppen til Restaurant 181 i München.
Opladningen til næste ægoplægning var igang!

Vi drog mod Tyskland og Østrig, glemte fertilitetsbehandlingen for en stund, og nød bare hinanden, golf spillet, fantastisk vin og mad. Ferien sluttede af på Bornholm, hvor vi skulle overraske min mor på hendes 60-års fødselsdag.

Læs med næste gang, hvor ferien er slut, og jeg på ingen måde var optimistisk omkring situationen.

Jeg blev dengang ramt af en masse følelser og tanker omkring vores ægdonor, ægdonationen og bekymringer om fremtiden med planlægning af endnu en ægoplægning, og ikke mindst hvad nu hvis vi får et barn, hvordan vil jeg så ha’ det? Vil jeg elske det? Vil jeg miste dem til vores ægdonor, når de blev 18 år osv. osv.

Hvis ikke du har læst vores fertilitetshistorie fra begyndelse, kan DU klikke her.

FacebookDel blogindlæg på facebook

Del 6 – Ægdonationen og processen hos Danfert

IVF-syd havde tilbudt os, at vi kunne få en åben donor gennem dem. Hvor vi undtagelsesvis ville modtage en hel portion æg fra en kvinde i deres ægdonor-arkiv, valgte vi at takke nej.

Vi fulgte vores hjerte og mavefornemmelse, og valgte at flytte ægdonationen til Danfert på Frederiksberg inde i deres ægdonor-arkiv, valgte vi at takke nej.

Nu er det nu!

Den 25. april 2016 var Søren og jeg til indledende samtale hos Danfert, med henblik på at vi endelig kunne opstarte processen omkring ægdonationen med vores kære kendte donor.

Vi blev informeret helt generelt om hele processen omkring godkendelse af ægdonor, selve ægdonationen, samt udgifter til medicin og kompensation, som klinikken ikke stod for.

Ingen kompensation

Vi var fra start blevet informeret om, at vores donor ikke ville modtage kompensation fra klinikken. Vi synes dog ikke det var rimeligt, at hun ikke skule modtage kompensation, blot fordi hun var kendt donor, og at ægdonationen derfor blev anset for at være en ”vennetjeneste”.

Jeg er overbevist om, at hun ville have gjort det uden, men Søren og jeg valgt på ”ulovligvis” at kompensere hende alligevel. Hun fik den samme takst som alle andre, og vi betalte hendes udgifter i forhold til transport til scanning, medicin med mere.

Jeg skulle samme dag opstarte på p-piller, for bedst muligt at kunne kontrollere min cyklus frem til ægdonationen og tilpasse det efter den kommende ægudtagning på klinikken.

Til at starte med ville klinikken undersøge, om vi kunne få transporteret det frosne væv fra Sørens tidligere TESA fra IVF-syd over til Frederiksbjerg, så Søren ikke skulle igennem endnu en smertefuld udtrækning af testikelvæv.

Men det blev alt for omstændigt, og IVF-syd vurderede, at der var rigeligt med sædceller i vævet til endnu et succesfuldt udtræk. Derfor endte det med, at Søren skulle have taget væv ud samme dag som ægudtagningen på donor skulle foregå.

Nu sker det virkelig

10. maj fik vi nedenstående mail angående medicin og scanninger mv., som skulle koordineres frem til selve ægdonationen og lige pludselig kom det hele meget tæt på….

Jeg har valgt at vise jer de mails vi fik, for at I kan få et indblik i hvordan processen kan se ud, særligt når der skulle koordineres mellem to fertilitetsklinikker. For at gøre det nemt for os havde IVF-syd tilbudt at stå for mine scanninger frem til ægdonationen.

Mail fra Danfert

”Kære alle 3

Nu er puslespillet ved at gå op 😊

Donor kommer til København for at få taget blodprøver på fredag på Frederiksberg Hospital.

Anja tager sidste p-pille den 17/5, får menstruation omkring den 20/5 og starter på tablet estrofem 2 mg x3 dagligt den 22/5. Den 1/6 skal Anja scannes hos IVF-SYD for at se hvordan slimhinden ser ud.

Donor tager den sidste p-pille den 18/5, forventer menstruation omkring den 21/5, og ringer til IVF-SYD for at få en tid til en ultralydsscanning den 23/5, samt den 30/5.

Er alt som det skal være ved scanningen den 23/5, starter donor på Gonal-f 125 IE, som skal tages hver aften. Fra den 29/5 tager du også Orgalutran 0.25 mg om morgenen (en færdigsprøjte).  Orgalutran om morgenen og Gonal-f om aftenen.

Gonapeptyl 7 stk. Den skal I bruge begge to, donor skal kun have én af de 7 sprøjter. Gonapeptyl skal tages efter ægoplægning, samt Crinone eller Lutinus.

Jeg vil bede jer alle sammen om at læse denne mail grundigt igennem, så vi alle sammen har styr på hvad der skal ske, når vi går i gang om få dag”

Puha der var faktisk ret meget at holde styr på, så vi skulle holde tungen lige i munden 😊

1. juni fik vi endnu en mail om selve ægdonationen

”Kære Anja og xxxx-donor

Det ser rigtig fint ud med antallet af æg. Donor er 2 dage hurtigere end sidst. Ægudtagningen finder sted den 4. juni kl. 9.00. Det betyder at donor skal tage Gonal-f 125 IE i aften og Orgalutran 0.25 mg i morgen tidlig. I morgen aften tages Gonapeptyl, som donor har fået 1 af, kl. 21.00.

Kl. 9.30 laver vi TESE på Søren. Der er ingen specielle forholdsregler, men Søren skal vide, at der altid er en risiko for blødning og infektion i forbindelse med indgrebet. Kommer der blødning, skal der lægges is på. Ved kraftig blødning, misfarvning af pungen, smerter eller feber skal der søges læge.

Anja skal fortsætte med Estrofem tabletter som hidtil (slimhinden er rigtig fin) og begynder på Crinone lørdag morgen. Der skal tages 1 Crinone om morgenen og 1 ca. 12 timer senere på dagen.

Anja skal også tage 1 Gonapeptyl indsprøjtning fredag. Jeg er ikke på klinikken, det er en af mine kolleger som tager æg og sæd ud. De er godt orienteret. Hvis det er muligt at lave blastocyst dyrkning (det ved vi først mandag morgen), vil jeg råde jer til dette, og til at få lavet assisted hatching inden oplægningen. Held og lykke med det hele!”

Dagen før ægudtagning

Vi samlede donor op på Fredericia banegård, og kørte i fællesskab mod København dagen inden ægudtagningen. Da vi skulle møde meget tidlig på klinikken, var vi blevet enige om at tage en overnatning i København, dog hver for sig.

Ægudtagning

Så kom dagen hvor donor skulle have taget æg ud. Jeg gik med ind til ægudtagningen, fordi donor var nervøs og en smule bange for nåle, så vidt jeg husker. Rimelig stærkt at hun så melder sig som ægdonor, fordi det involverer immervæk rimelig mange nål og stik!

Da donor lå klar på briksen tog hun min hånd, og på dette tidspunkt var det, det mest naturlige for mig…. Sygeplejersken sagde, inden de gik i gang med ægudtagningen noget i retningen af ”at det var dejligt at donor havde taget en veninde med……Hvortil jeg svarede, at jeg såmænd var modtager…”.

Udtrykket i hendes ansigt kan jeg på ingen måde gengive eller forklare med ord……. Lad os bare sige, at jeg ikke tror hun har stået i den situation før…. Heller ikke der følte jeg mig forkert eller ukomfortable, det var jo bare sådan det var….

Men virkeligheden ramte mig….

Donor fik taget 11 æg ud, hvilket var fuldstændig uvirkeligt… men en helt igennem fantastisk følelse…… Men oveni ekstasen ramte virkeligheden mig (Og jeg sidder i skrivende stund med tårer løbende ned af mine kinder)

For lige der i det øjeblik, gik det op for mig, at jeg sagde farvel til mine egne æg og en genetisk tilknytning til et kommende barn.

Jeg måtte væk

Jeg undskyldte overfor donor, at jeg lige ville fortælle Søren om den flotte ægudtagning. Jeg fløj ud ad døren og ind på hvilestuen ved siden af, og så begyndte jeg at græde…….

I så lang tid havde jeg koblet hoved og krop fra og slet ikke mærket, hvordan hele denne process i virkeligheden havde påvirket mig…… Det var rart at få det ud og mærke hvad det gjorde ved mig, men også en ret voldsom oplevelse og indsigt…. At jeg havde været i stand til at lukke ned for mine følelser og fornemmelser, hvilket jeg i dag ville have ønsket at jeg havde fået hjælp til at få frem i lyset.

Jeg var på ingen måde i gang med at bakke ud af projektet, men jeg havde ikke kunnet forudsige, hvordan jeg ville have det i denne situation…….

Der er mange ting vi kan sørge for at tale med hinanden og ægdonor om, inden ægdonationen bliver en realitet, som beskrevet i vores miniguide. Men vi kunne på ingen måde forudsige, hvordan vi ville reagere i forskellige situationer, uanset hvor meget vi måtte have forberedt os!

Svar på befrugtningsgraden

Dagen efter fik vi at vide, at 8 af de 11 æg var blevet befrugtet, og vi ville blive ringet op dagen efter igen i forhold til hvor mange der havde delt sig.

Udskilningsprocessen var i gang.

På anden dagen var der kun 2 æg der havde delt sig som ønsket, dog var der et par stykker, som stadigvæk var med i opløbet. Danfert anbefalede derfor, at vi fik lagt et æg op allerede samme dag, fordi risikoen for at ingen af dem ville blive til blastocyster, var for stor.

Men halvvejs over Fyn, blev vi ringet op af klinikken, at de sidste 2 havde delt sig yderligere, så nu ville de faktisk anbefale at vi ventede til 5 dagen med oplægningen.

Det var en fornuftig beslutning, for på 5 dagen havde vi 3 flotte blastocyster……yeah!!!

Dagen inden min fødselsdag den 10. juni 2016 fik jeg lagt et frisk æg op i livmoderen, så nu var det bare at vente……. Jeg var jo faktisk allerede gravid, men det havde jeg jo været en del gange før, uden en blivende graviditet.

Den søde ventetid

Heldigvis blev ventetiden lidt mere luksuriøs end vanlig, idet vi skulle til Kreta med min familie…. Dog havde min søster netop meddelt at de ventede nummer 2, så nu håbede jeg virkelig, at det var vores tur…. For jeg kunne næsten ikke bære at skulle stå på sidelinjen igennem endnu en graviditet med min søster – uden at min egen mave voksede….

Uvidende om morgendagens positive graviditetstest

Læs med næste gang, hvor vi kommer til at stå med vores første positive graviditetstest

FacebookDel blogindlæg på facebook

Del 5 – Det opslag, der ændrede vores liv……

Efter min søsters mislykkede stimulering og den fejlslagne donation til os, gik vi atter i tænkeboks!

Vi vidste på daværende tidspunkt, ikke hvilken vej vi skulle gå…..

Skulle vi droppe drømmen om et barn fuldstændig og bare rejse jorden tynd og nyde tosomheden? Eller skulle vi fortsætte kampen mod ønskebarnet?

Vi overvejede på ny fase 2 i vores adoptionsproces, som umiddelbart var den eneste vej, som kunne ”garantere” os et barn… Hvis vi altså blev godkendt som egnede forældre 😉 Hvis du over vejer adoption, kan jeg varmt anbefale at læse Pelle Hvenegaards bog: Kære Zoe Uhkona, læs min anmeldelse af bogen HER.

360 grader

Efter et par måneder, hvor vi havde vendt og drejet tingene 360 grader og vi fortsat ikke var nået videre, var jeg ved at blive virkelig modløs og generelt dårlig tilpas i mit sind og krop!

Sørens melding var fortsat, at han var villig til at følge den vej, som jeg ville have det bedst med. Hvad enten det måtte være adoptionsvejen eller at prøve med en ny ægdonor.

Det var jo fantastisk!!!! At han var så åben for alle muligheder, men retrospektivt tror jeg, at jeg helt ubevidst følte et endnu større pres. For nu var det op til ”mig” at træffe den rigtige beslutning for os! Og hvad nu hvis jeg ville fortryde vores valg…

Som så mange andre i fertilitetsbehandling fortæller, så fylder det at være i behandling alt! Noget af det aller sværeste var abstrahere fra alle de ubekendte faktorer og bekymringer. Fx Bliver vi en dag gravide? Og bliver den graviditet til vores ønskebarn? Er det den rigtige klinik vi har valgt, og er det nu den rigtige behandling lægerne vælger at igangsætte osv. osv.

Men så en dag, nærmest ud af det blå, skrev jeg det indlæg, som skulle vise sig at ændre vores liv for altid!

Den 16. marts 2016, sad jeg på mit arbejde og havde netop fået et afbud. Tankerne rumsterede i mit hoved, og jeg kunne ikke koncentrere mig om arbejdet…….. Pludselig kom jeg i tanke om den hemmelige facebookgruppe, hvorigennem jeg kunne søge efter en kendt ægdonor. Inden jeg nåede at tænke så meget over det, begyndte jeg at skrive…..

Som tidligere nævnt anbefalede IVF-SYD os, at vi fandt en kendt ægdonor. Hvis vi valgte en donor gennem klinikken, var vi kun garanteret 4-6 æg, da de ofte delte den portion æg, som donor fik taget ud, i to. Hvis vi i stedet for selv fandt en donor, ville vi kunne modtage alle æg. Det ville derfor kunne forøge vores chancer for graviditet betragteligt. Som sagt så gjort.

Så gjorde jeg det!

Jeg skrev det mest grænseoverskridende opslag, som jeg efter utallige gennemlæsninger slog op i den hemmelige facebookgruppe (Gruppen er knap så hemmelig, så du kan finde den her, hvis du har behov for det):

”Vi søger dig, som kan hjælpe os med at skabe vores familie!
Vi er ufrivilligt barnløse på 3 år og har været igennem 8 mislykkede forsøg. Vi er henholdsvis 33 og 37 år og har været sammen i 11 år. Vores situation er den, at jeg ikke selv producerer mange æg og forventes at gå i overgangsalder tidligt. Derudover skal min mand have foretaget et udtræk, en såkaldt TESA (biopsi i testiklerne), for at få sædceller til mikro-inseminationsbehandlingen.
Vi søger derfor en kvinde, som har lyst og er villig til at donere flere æg end de 4-6 æg, det er tilladt at donere ved hjælp af en ukendt ægdonor fra fertilitetsklinikkens kartotek. Klinikken i Fredericia har derfor anbefalet os at søge en kendt donor, da vores chancer for befrugtet æg og en efterfølgende graviditet dermed bliver højere.
De kærligste hilsner
Anja og Søren

Og så var det bare at vente……

Til min store overraskelse var der allerede efter de første 2-3 timer 8 kvinder, som havde reageret positivt på mit opslag og tilbudt deres hjælp!

Jeg var fuldstændig overvældet, og Søren vidste ikke engang at jeg havde lavet et opslag i den hemmelige facebookgruppe….. Shit hvordan fortæller man lige sin mand det………. Men der var heldigvis ikke noget at frygte!

Søren synes det var pisse sejt af mig bare at springe ud i det, og så begyndte jeg at græde, – glædestårer for det bare var så stort! Jeg følte næsten, at vi allerede havde et barn på vej.

Hvordan vi valgte “vores” ægdonor?

Da jeg havde fortalt Søren om min grænseoverskridende gerning, begyndte vi at kigge kvinderne igennem. Da vi jo ikke kendte nogen af dem, var det helt nærliggende at kigge på billeder på deres facebookprofiler. Da vi havde fået stillet vores nysgerrighed, udvalgte vi 2 kvinder, som vi umiddelbart synes lignede mig mest, og som jeg havde en god fornemmelse af.

Jeg kontaktede dem efter aftale på Messenger, og allerede samme aften havde vi en aftale i hus med en af kvinderne. Vi aftalte, at vi skulle komme hjem til hende privat i påsken 2016.

Første møde

Det var fuldstændig surrealistisk, at vi snart skulle mødes med den kvinde, som kunne hjælpe os et skridt tættere på drømmen om en familie.

Men dagen inden vi skulle mødes, fik vi en besked fra kvinden om, at hun desværre var blevet syg, og at vi derfor blev nødt til at udskyde vores aftale……

Straks gik min hjerne i gang, og et splitsekund blev jeg bekymret for, at det alligevel ikke ville lykkes, og om det nu var det rigtige valg….. total selvsabotage, kender I det???

Men jeg skød heldigvis hurtigt tanken fra mig, og begyndte at pakke bilen til en tiltrængt påsketur til København.

Forløbet tog endnu en ny drejning

Mens vi sad og nød en kold øl i Kødbyen, opdagede jeg at donor havde skrevet et opslag i den hemmelige facebook-gruppe.

Mig og en kold øl ahhh!

I opslaget luftede hun sin frustration over reglerne for ægdonation. Det tydede nemlig på, at hun måske var ”låst” til den klinik, som hun første gang donerede på, på Frederiksberg.

Det var vildt frustrerende, for vi var ikke blevet informeret om denne regel, da vi gik i gang med at søge efter en ægdonor. (Reglen blev dog ophævet selvsamme sommer…)

Nå men det korte af det lange var, at det i første omgang lykkes IVF-syd at finde en løsning, så vi alligevel godt kunne komme i gang, hvilket vi var taknemmelige for.

Endelig – Første møde med vores kommende ægdonor

En uge senere mødtes vi hjemme hos ægdonor i hendes nye lejlighed et sted i Sønderjylland. Vi kom med hjemmebagt rugbrød, og hun havde sørget for det resterende til en lækker lille frokost.

Det var hyggeligt og snakken faldt let. Vi snakkede om løst og fast, hun fortalte om sin baggrund og familie og vi om vores.

Mine anbefalinger

Den dag i dag, ville jeg have ønsket at vi havde haft en lille guide med spørgsmål til hvordan vi hver især havde et ønske om hvordan ægdonationsprocessen skulle foregå. Så vi havde haft nogle gode erfaringer eller spørgsmål, at kunne have læne os op ad. Derfor har jeg lavet en lille mini-guide til dig, som måske skal igennem samme proces som os. Du finder den HER.

Hvorfor en mini-guide?

Grunden til at jeg kunne have ønsket mig en guide var, at vi ikke helt fik præciseret vores ønsker omkring selve ægdonationen, og den efterfølgende kontakt imellem os. Mere om det i et senere indlæg, hvor jeg vil gå i dybden med de tanker og føleser jeg havde gennem ægdonationsforløbet, da jeg endelig blev gravid.

Så skal donor endelig i gang, men men men…..

Samme dag, som donor skulle møde på klinikken i Fredericia, blev jeg ringet op af IVF-syd på mit studie, hvor jeg fik den mest nedslående besked…. “Vi beklager meget, men donor er læst til Danfert på Frederiksberg….”

Lovmæssigt var det ikke tilladt, at donere på mere end én klinik. Denne regel var vi desværre ikke blevet informeret om, så hvis vi fortsat ønskede den donor vi selv havde fundet, skulle vi flytte vores behandling til Frederiksberg hos Danfert.

Jeg var så ked af det, frustreret og ikke mindst i vildrede. Klinikken i Fredericia havde nemlig tilbudt os, at vi kunne få en åben ægdonor gennem dem, hvor vi undtagelsesvis ville modtage en hel portion æg, som plaster på såret for den uheldige situation, som vi var landet i…..

En super fin gestus, som vi dog valgte at takke nej til. Vi fulgte vores hjerte og mavefornemmelse, og valgte at flytte vores behandling til Danfert.

Næste indlæg kommer til at omhandle selve ægdonationsprocessen.

FacebookDel blogindlæg på facebook

Del 4 – Mig til min søster: Vil du være vores ægdonor?

Siden vi fik den mest uretfærdig og ubærlig besked hos IVF-SYD, var vi gået i tænkeboks! Jeg gik længe, nok nærmest helt ubevidst, konstant og tænkte på, hvad vores næste skridt burde være og tanken om en ægdonor blev ved med at rumstere!

Jeg havde, som jeg har nævnt tidligere, fra starten af vores fertilitetsbehandling sagt, at det havde været ”nemmere”, hvis det bare var mig den var galt med. For så kunne vi jo bare bruge en ægdonor, og så ville vi begge være en aktiv spiller i barnets tilblivelse…. Den tanke voksede dag for dag, for jeg ville inderligt gerne bære vores eget barn….

Jeg ville have min søsters æg!

Tanken om at blive gravid kunne jeg ikke slippe…. Men jeg kunne bare ikke vælge hvilken som helst ægdonor. Jeg ville “have” min søsters æg ellers blev det et TAK, men NEJ TAK til ægdonation!!!

Epigenetik

Jeg havde på daværende tidspunkt svært ved at give slip på min egen genitik og havde et stor behov for at noget fra min side af familien sådan rent genetisk, ville blive ført videre i vores kommende barn. På daværende tidspunkt kendte jeg ikke til epigenetik, som blandt andet har indflydelse på hvordan jeg som bærer af barnet, også påvirker tilblivelsen rent genitisk. Helt forenklet, er det mikroRNA-molekyler i livmoderen, der bestemmer, hvilke gener der skal “aktiveres” eller “slukkes for”. Dvs. at det er min krop som selektere hvilke gener der skal aktiveres i det kommende barn.

Opkaldet til min søster

I starten af 2016 efter en masse samtaler og overvejelser for og imod, ringede jeg en dag til min lillesøster for at stille hende det ultimative spørgsmål…..

Inden I får svar på telefonsamtalen, får I lige lidt baggrundsviden….

Da vi havde været i fertilitetsbehandling i ca. et års tid, var min søster på besøg og vi gik sidst på dagen en tur. Jeg fornemmede, at der var noget hun ville sige, men hun havde svært ved at få det sagt……. Men ud kom det endelig; ”Vi har besluttet os for, at forsøge at blive gravide”.

Jeg kan huske, at jeg blev helt paralyseret og tårerne begyndte at trille ned af kinderne….. Jeg ville så gerne være glad på min søster vegne over deres beslutning, men jeg kunne ikke! Jeg var bare tom indeni, måske også en lille smule misundelig og frustreret, – jeg formåede ikke at få sagt noget…. Der stod vi, midt på vores gåtur med tårerne trillende ned ad vores kinder, uden at sige noget….

Til sidst sagde min søster, at hun håbede vi ville blive gravide først….

2 måneder senere var min søster gravid

Jeg har aldrig følt mig så splittet og følt mig så forkert på samme tid. Min søster skulle være mor, mine forældre skulle have deres første barnebarn og jeg skulle være moster! Det burde være en lykkelig tid for os alle, men det blev istedet for mere og mere ambivalent i takt med at min søsters mave voksede og vi ligesom ikke kunne undgå at tale om det.

Men den 21. april 2015 blev jeg ringet op af min søster kl. ca. 7 om morgenen og fik at vide at det var nu. Fødslen var gået i gang og jeg skulle komme til Århus, inden alt for længe.

Min søster havde spurgt, om jeg ville være med til fødslen af hendes datter, hvilket jeg sagde ja til med det samme 😊

Efter en lang dag med veer, kom min niece til verden kl. 19.00. Det var den vildeste og mest livsbekræftende oplevelse i mit liv, MEN samtidig også noget af den hårdeste, fordi jeg så inderligt ønskede at det var mig, der lå på fødelejet med mit barn i favnen…

Tilbage til spørgsmålet til min søster….

Og den grænseoverskridende telefonopringning…. Efter flere høflighedsfraser fik jeg endelige spurgt ”Vil du overveje at donere æg til mig/os?” Der blev helt stille i den anden ende, men det varede ikke længe før hun kom med et rungede “JA”!!!!

Hun skulle selvfølgelig lige vende det med hendes kæreste, for det var jo et helt almindeligt spørgsmål a la ”hvad skal vi ha’ til aftensmad”?!

Efter nogle dage fik vi deres endelige JA!

Vi fik aftalt nærmere med IVF-syd om opstart og tog alle sammen derned til en for-samtale, min søster, svoger, Søren og jeg.

Først snakkede vi alle med fertilitetslægen, hvorefter Søren og jeg blev bedt om at gå ud, for at hun kunne tale med min søster og svoger i enerum. Hun ville sikre sig, at de var helt fast besluttet på at donere til os. Samtidig fik de mulighed for at spørge om de ting, de måske var i tvivl om.

Heldigvis sprang de ikke fra og min søster startede efterfølgende på hendes stimulering frem mod ægudtagningen. I midten af marts tog jeg med min søster ned på klinikken for at blive scannet, vi var spændte og forventningsfulde 😊

Lægen kiggede længe på den lille skærm, som snart skulle fortælle os hvor mange æg der var. Men jeg synes det tog en evighed, inden hun sagde noget og det hun sagde, var lagt fra det vi forventede…

”Der er desværre kun et æg”… ”Øhh sig’ det lige igen, sagde jeg fuldstændig målløs!

Det viste sig, at min søster også havde nedsat ægreserve…. Forskellen mellem hende og jeg var bare, at min søsters kæreste havde normal sædkvalitet og at de dermed kunne blive gravide helt naturligt kontra os, som skulle have lidt ekstra hjælp pga. Sørens lukkede sædleder.

Vi kiggede alle sammen på hinanden og jeg spurgte til sidst lægen om, hvad hun ville anbefale….. Hun synes, det var for ”risikabelt” at fortsætte med kun 1 æg og ville anbefale os, at finde en ny ægdonor.

Hun nævnte en hemmelig facebookgruppe, hvori vi kunne søge efter en kendt ægdonor. Grunden til at de anbefalede en kendt ægdonor, var som tidligere nævnt, at vi kunne få hele den portion æg, som donoren gav. Hvis vi derimod valgte en af klinikkens donorer, hvad enten det var åben eller lukket ægdonor, ville vi kun være garanteret 4-6 æg.

Læs min miniguide til kendt æhdonation HER

Med denne besked gik vi ud ad døren hos IVF-SYD.

Vi havde aftalt at vende tilbage med vores endelige beslutning, indenfor de næste par dage…

Min søster fik samtidig besked om, ikke at vente alt for længe, hvis de gerne vil have barn nummer 2, situation taget i betragtning….

Godt så! Her stod vi så, 2 søstre med lav ægreserve og kiggede på hinanden….. det var absolut ikke lige det scenarie vi havde set komme, inden vi gik ind på klinikken.

Ligesom afslutningen på mit første indlæg, krævede den besked også en tænkepause. Vi blev dog hurtigt enige om, ikke at satse på det ene æg, selvom om det selvfølgelig kunne være guldægget.

Men hvad skulle vi så….. denne gang gik vi begge i tænkeboks!

Mit næste indlæg, kommer til at handle om den dag på mit arbejde, hvor jeg skrev et indlæg på den hemmelige facebookside, i jagten på en ny ægdonor……

Sidst men ikke mindst,- en lille hyldest til min fantastiske lillesøster!

Min taknemmelighed for hende kan ikke beskrives med ord! Selv om det har været utrolig hårdt, at stå på sidelinjen store dele af begge hendes graviditeter, uden selv at være gravid. Så er vi kommet endnu stærkere ud på den anden side og hun har og vil altid have en stor og meget særlig plads i mit hjerte.

For det første var hun parat til at give mig det aller dyrebareste, nemlig mulighed for at blive mor!

For det andet var hun for knap halvandet år siden med til fødslen af Elliott, som kom til verden alt for tidligt. Hun sad og hyggede med ham på Nyfødt intensiv afdelingen, så jeg med god samvittighed kunne forlade sygehuset og tage hjem eller ud sammen med Ellienor og Søren.

Den stolte moster, men vores allesammens super seje Elliott 🙂

Lige nu kan jeg heldigvis med helt ro i maven, stå på sidelinjen og se at hendes mave atter vokse! Jeg skal nemlig være moster til en lille dreng til september 2020 🙂

Kærligst Anja

FacebookDel blogindlæg på facebook

Spædbarnsterapi metoden og anmeldelse af Lillebitte Coline.

I dette indlæg starter jeg med en anmeldelse af bogen Lillebitte Coline – en fortælling om at blive født for tidligt, skrevet af Tine Thingholm. I forlængelse af den, kan du læse om mine oplevelser med spædbarnsterapi metoden og virtuelle konsultationer med Tine Thingholm. (Det der er skrevet med kussiv, er skrevet af Tine Thingholm)

Efter-refleksion og Lillebitte Coline

Når jeg tænker tilbage på minutterne efter Elliotts fødsel, var jeg ikke bange! Jeg havde gjort mit og nu måtte Elliott og neonatalteamet gøre deres.

Men jeg har aldrig tænkt på, hvordan han oplevede de selv samme minutter, timer, dage og måneder der fulgte på neonatalafdelingen. I hvert tilfælde ikke før jeg læste Lillebitte Coline – en fortælling om at blive født for tidligt, skrevet af Tine Thingholm.

Bogen fortælles af Coline, som ligesom Elliott blev født 15 uger for tidligt. Bogen giver på fineste vis, et indblik i hvilke tanker og følelser hun gennemlevede, under hendes lange sygehusindlæggelse.

For mig er bogen en kærkommen inspiration til at kunne fortælle Elliott om hans svære start på livet, når han en dag kan forstå det.

Indtil da, kommer vi til at bruge bogen til at bearbejde oplevelserne med hans storesøster, Ellienor på 3 år. Ligesom os andre, har hun også lidt afsavn og levet en noget anderledes hverdag uden mor og med sygehusbesøg hver weekend igennem vores 3 måneder lange indlæggelse.

Det eneste minus er, at vi ikke havde bogen da vi var indlagt! For den ville helt sikkert have givet os en større forståelse af Elliotts oplevelser under indlæggelsen.

Hvem er Tine Thingholm

Udover at skrive forfatter på sit CV, så har Tine Thingholm en Ph.d. i biokemi og er uddannet indenfor spædbarnsterapi metoden. Hun tilbyder specialrådgivning til fagfolk og forældre med for tidligt fødte børn m.fl. Du kan læse mere på hendens hjemmeside HER.

Da bogen blev lanceret, var jeg så heldig at vinde ”Lillebitte Coline” sammen med 3 konsultationer. Herunder kan du læse om hvordan 2 ud af 3 konsultationer indtil nu er forløbet.

Konsultationerne ved Tine Thingholm

1. konsultation blev i disse Corona-tider en telefonisk samtale med Tine om Elliotts historie, hans indlæggelse og de udfordringer han har i dag. En behagelige samtale, som på alle måder bekræftede mig I, at vi gør og har gjort det helt rigtige for Elliott hele vejen. En feedback som er helt fantastisk at få, fordi min største frygt, har været at svigte mit barn eller ikke gøre det godt nok som forældre.

2. konsultation var en mail fra Tine med de redskaber og værktøjer, som vi kunne igangsætte for at understøtte Elliott udvikling endnu mere end vi allerede gør.

Elliott – status ved 15 måneder

Spisning

Elliott er fortsat udfordret på overgangskosten og får stadigvæk udløst hans brækrefleks, hvis han får for meget i munden eller får mad med klumper i.  Vi er fortsat ”kun” på grød og mos, selvom Elliott nu er 15 mdr. gammel og ”burde” spise det samme som os andre. Udfordringerne omkring maden er ikke uvant for os, da Ellienor har haft de samme udfordring, blot ikke henover så lang en periode som Elliott.

Tine forsikrede, at det var ikke sikkert, at Elliott ville få spiseproblemer, fordi han var født for tidligt. Men fortalte, at der er øget risiko for spiseudfordringer, når man er født for tidligt. Specielt nå han har været igennem forløb med sonde, og her var det godt, at vi var obs på det. Hun anbefalede, at vi brugte BLW (Baby Led Weaning) metoden, hvor Elliott får lov at styre selv. Hun gav os nogle konkrete redskaber til udfordringer i tiden med nye tænder på vej.

Indsats hjemme

Vi er efter den mailkonsultation begyndt at anvende BLW på daglig basis. Vi har set, at Elliott har en større nysgerrighed på at smage maden , samt en positiv udvikling i forhold til at han selv er begyndt at putte mad i munden. Han spytter det dog fortsat ud, men det bliver bedre og bedre og griseriet lærer moren at leve med 😊

Information om tidlige traumer/voldsomme oplevelser

I forhold til tidlige traumer/voldsomme oplevelser forklarede Tine, at barnet ikke kan gå igennem et forløb, som vores børn har været i, uden at det påvirker i en eller anden grad. Men at det ikke er ensbetydende med, at barnet er dybt traumatiseret.

Hun forklarede, hvad der kan ske i barnet, hvis det f.eks. har ligget meget alene. Men også at det ikke er atypisk, at barnets reaktioner først kommer senere. Man mærker det derfor ikke nødvendigvis på barnet, mens det er lille.

Hun anbefalede derfor, at vi ”samlede lidt op på det tabte” fra tiden, hvor Elliott havde været alene. Ud fra mine beskrivelser mente hun, at det lød til, at Elliott og jeg har en god kontakt og at han er en glad dreng.

Men at vi ved nu, at vi give ham noget af det nærvær, han har måtte undvære i starten, kunne minimere efterreaktionerne. Generelt anbefaler Tine samsovning, men ved, at det ikke er alle familier, der føler, at det fungerer for dem, så man må forsøge sig frem. Tine er dog stor fortaler for samsovning fra starten af.

Vores beslutning om eget værelse

Da Elliott var 9 mdr. valgte vi at han skulle på eget værelse. På daværende tidspunkt, vidste vi ikke at samsovning var at foretrække. Havde vi vidst det, havde vi nok ikke henvist ham til eget værelse. Men årsagen var, at vores store pige også sover i soveværelset og hun blev et forstyrrende element for Elliott, så han havde flere opvågninger. Derfor valgte vi, at flytte ham på eget værelse og vi oplever på nuværende tidspunkt ikke, at det er utrygt for ham. Han bliver puttet mellem kl. 19-20 og vågner igen mellem kl. 6-7, som regel helt uden opvågninger – det er ren luksus for forældrene.

Støtte igennem bogen Lillebitte Coline

I forhold de andre ting, som Elliott har været igennem, så kan de også have en betydning, men for nogle bliver mange reaktioner først tydelige, når de bliver større.

Bogen Lillebitte Coline er netop skabt som et redskab til at starte bearbejdelsen for barnet, allerede fra de er helt små (og faktisk også til bearbejdelse for forældre og søskende). En mor, der testede Tines bog inden udgivelsen fortalte, at hendes datter på knap halvandet år var meget opslugt af billederne og nød, når hendes mor fortalte lidt fra hendes eget forløb, mens de kiggede på billederne sammen.

Anbefalinger fra Tine Thingholm

Tine anbefalede mig at have bogen liggende et sted, hvor Elliott (og storesøster) selv kan nå den. Evt. på hans værelse eller der, hvor han ellers har sine bøger. Det er nemlig ikke utænkeligt, at han selv vil søge den og sidde og bare kigge billeder – der starter bearbejdelsen allerede. Og så vil han på et tidspunkt komme med den og give den til mig eller far, fordi han vil have os til at sætte ord på. 

Sådan kan det også være for de lidt større børn – at noget bearbejdelse foregår ved, at de selv kigger i bogen, mens de andre gange gerne vil have os med i det og få sat ord på. 

Med de små, der ikke har sprog endnu, kan man derfor sagtens begynde nu. Det er lidt efter temperament og personlighed . Og selvfølgelig også, hvordan barnets historie har været, om de foretrækker det ene eller det andet. Nogen er ikke klar endnu og viser det bare tydeligt ved ikke at vise interesse for bogen. Men Tine anbefaler at lade bogen være tilgængelig, så siger børnene ofte selv til.

Viden om kroppen og anbefalinger til at lindre de negative oplevelser

Tine forklarede også, at når Elliotts krop havde været ude for voldsomme oplevelser som at få taget hyppige blodprøver, at skulle have drop, have CPAP maske på, så var det en god idé at supplere ved at give kroppen gode oplevelser som f.eks. at nusse fødderne (der er blevet stukket meget i hælen), massage på hele kroppen og kram og kys.

Også søskende kan have godt af alle de samme ting, for som søskende kan man faktisk få nogle af de samme følelser og reaktioner (som f.eks. frygten for at blive forladt) af, at familien har været i sådan en krise.

Hun anbefalede, at vi skulle fortsætte med at gøre det, vi gør nu og ellers bare nyder vores dreng uden at forvente en masse diagnoser og senfølger. Hun synes at Elliott lyder til at være i den skønneste trivsel og hvis vi mærker lidt på ham senere, så kan vi jo støtte op. 

Ovenstående er ny viden for mig, men giver utrolig god mening i forhold til de oplevelser Elliott har været igennem under hans 3 måneder lange indlæggelse.

Så til alle jer præmature forældre – sæt i gang med at nusse de små fusser 😊

3. konsultation er en opfølgning på Elliotts trivsel og kan om nødvendigt suppleres med flere redskaber. Jeg forventer, at Tine og jeg skal have den sidste konsultation efter sommerferien.

Slutteligt

Mine varmeste anbefalinger til bogen og ikke mindst til Tine og anvendelse af spædbarsterapi metoden i forbindelse med for tidlig fødsel. Den giver rigtig god mening og har helt sikker givet os større indsigt i, hvordan Elliott har oplevet hans alt for tidlige start på livet.

Kærligst Anja

FacebookDel blogindlæg på facebook

Del 3 – Velkommen til IVF-SYD

Anbefalingen fra Horsens sygehus var klar! Lad nu vær’ med at bruge en masse penge ude i den private fertilitetsjungle! Hovedsageligt fordi, de ikke mente at de kunne hjælpe os med at blive gravide med ”hinanden”.

Men vi valgte alligevel at gå i mod deres anbefaling. Vi havde nu i sandhed noget at modbevise! Derfor valgte vi at kontakte IVF-SYD….

Første samtale

Hold nu kæ…. Kan jeg huske at jeg tænkte, den første gang vi trådte ind på førstesalen hos IVF-SYD i Fredericia midtby. Omgivelserne og stemningen var en helt anden, end den vi havde forladt på Horsens sygehus. De dunkle sygehusgange, var nu skiftet ud med lyse møbler og levende lys…. Ahhh nu snakker vi….. skal vi så se at få lavet den baby 😊

Vi havde i Horsens kørt efter lang protokol, men IVF-SYD vurderede, at vi skulle prøve en kort protokol. De var ret sikre på, at det ville give os en større portion æg at arbejde videre med.

Vi var derfor fortrøstningsfulde og kampklare, mere end nogensinde før, for nu skulle det lykkes for os. I samråd med IVF-SYD valgte vi at købte en pakke med 3 ægoplægninger eller 5 forsøg/ behandlingsstarter i alt, for at være på den sikre side.

Av… kun 1 æg!

I første forsøg fik jeg kun et æg ud, som blev befrugtet, men det udviklede sig ikke. Pokkers…. Hvad var det lige der skete der….….

Vi troede jo, at det var nu, at det skulle lykkes for os…. og at det blot var Horsens, der ikke vidste hvad der skulle til!

Beskeden fra lægen på Horsens sygehus poppede atter op…… Var det spild af penge??? Var der virkelig ikke nogen der kunne hjælpe os???

Vores situation var dog mere kompleks end som så, og vi havde da også igennem vores halvlange forløb haft overvejelser om alternativer udover adoption.

Som udgangspunkt var mine æg af god kvalitet, når der altså var nogen til ægudtagning. Derfor var vi også tidligere blevet spurgt, om vi kunne overveje en sæddonor. For mig var det umiddelbart et klart NEJ TAK! Mest af alt fordi jeg ikke kunne bære, at Søren ikke skulle være en aktiv del af tilblivelsesprocessen.

Men sagen var den, at Søren havde en tvillingebror, som på ingen måde havde haft svært ved at få børn. Vi havde nemlig 3 skønne nevøer og den sødeste niece.

Søren og hans tvillingebror, er enæggede og bærer derfor samme DNA. Hvilket jo ville betyde at vores kommende barn ville bære ”Sørens” DNA. Vi overvejede at spørge min svoger og svigerinde, men fik aldrig taget det sidste skridt. Hvorfor ved jeg faktisk ikke helt, måske kom det pludselig lidt for tæt på og samtidig åbnede der sig nye døre i vores behandlingsforløb.

2. forsøg var også en nitte…

Vi fik denne gang tre æg ved ægudtagningen, hvoraf et udviklede sig som ønsket og blev lagt tilbage i november 2015. Men der var fortsat kun en streg på graviditetstesten, endnu et nederlag til bunken ☹

Da vi efterfølgende havde en snak med en af lægerne hos IVF-SYD, kunne vi godt fornemme at optimismen på vores vegne var dalende. Men troen og håbet levede stadigvæk i os, og vi tænkte at vi lige så godt kunne bruge de forsøg vi havde tilbage i pakken.

Jeg startede derfor op på endnu en stimulering i slut november, men blev stoppet mellem jul og nytår, da de ikke fandt en eneste ægblære til kontrolscanningen….

Jeg var sønderknust, for jeg troede virkeligt, at vi bare skulle ud af det offentliges skygge og ind i det private hos IVF-SYD og vupti, så ville vi blive gravide. (Sagt på den kærligste måde, for vi er ved efterrationaliseringen af vores forløb utrolig tilfredse med Horsens sygehus, de havde blot et par håbløse klienter 😉)

Men nu vi fik blot endnu en nedslående og nærmest definitiv besked ”Vi tror ikke længere, at vi kan hjælpe jer”.

For at være gode ved os selv, tog vi ofte på get-aways fra hverdagens lidt tunge trummerrum. Her på slotsophold med tilhørende golfrunde.

Hva’ så nu?

Vi blev informeret om muligheden for ægdonation, MEN det kunne jeg slet ikke rumme på daværende tidspunkt. Jeg havde ellers fra starten af vores fertilitetsbehandling sagt, at det havde været ”nemmere”, hvis det bare var mig den var galt med. For så kunne vi jo bare bruge en ægdonor, og så ville vi begge være en aktiv spiller i barnets tilblivelse….

Og adoption, som i lang tid havde være vores plan B, og som jeg nærmest hele mit liv havde haft en idyllisk forestilling om, virkede også lige pludseligt meget fjern.

Vi gik i tænkepause! Eller rettere jeg gik i tænkepause.

Søren var forstående og omsorgsfuld og var parat til at følge lige præcis den vej, som jeg havde det bedst med. Han syntes dog, at ægdonation ville være at foretrække, da han gerne ville se mig gravid, og alt det der fulgte med.

Men han kunne i virkeligheden nok ikke helt overskue en tur til Afrika, for at få vores ønskebarn. Han sagde det ikke direkte, men jeg fornemmede det tydeligt! Alligevel var han parat til at bakke mig op, uanset hvad jeg valgte for os, da han bare gerne ville have en familie med mig.

Mit næste indlæg, kommer til at handle om et stort spørgsmål til min søster……

Tak fordi du havde lyst til at læse med.

Kærligst Anja

FacebookDel blogindlæg på facebook

Orlov fra mit arbejde

Valget om at tage orlov for at blive hjemme og passe min søn lidt længere tid end planlagt!

Min lille fighter, Elliott!

Forhistorie

Jeg blev den 4. marts 2019 mor til Elliott, født uge 25+1 på Skejby Sygehus. Elliott havde, ifølge lægerne, et ukompliceret forløb uden alt for alvorlige tilstødende komplikationer. Efter 15 ugers indlæggelse blev vi udskrevet i THO den 7. juni 2019, 9 dage før min oprindelige terminsdato den 16 juni.

Efter hjemkomsten har vi umiddelbart ikke mærket synderligt meget til hans alt for tidlige ankomst. Elliott udvikler sig som han skal, dog ikke helt i takt med hans korrigerede alder. Men han har hele vejen igennem været i trivsel, og vi har som forældre haft en god evne til at læse ham og hans behov. Jeg har ofte intuitivt kunnet mærke, hvis han i perioder har haft behov for ekstra ro og hvile.

Besøg af sundhedsplejerske og ergoterapeut

Vi er efter udskrivelsen blevet fulgt tæt af både en sundhedsplejerske og en ergoterapeut fra Hedensted Kommune. Sundhedsplejersken har været særlig opmærksom på, at han vægt-mæssigt følger hans præmaturkurve. Så hun sikre sig at han tog det på han skulle. Ergoterapeuten har haft fokus på, at han rent motorisk udvikler sig som hans skal, og haft fokus på de udfordringer han har haft med overgangskosten.

Da vi opstartede overgangskosten tilbage i oktober 2019, havde Elliott bøvlet med maven, og vi startede derfor, i det nye år, op på Movicol, både morgen og aften.

Så hvorfor holde ham hjemme, når han trives og ikke umiddelbart har udfordringer som forhindrer en opstart i institution eller dagpleje?

Allerede efter hjemkomsten fra Skejby, fik jeg hurtig forlænget min barsel, så jeg først skulle tilbage i slutningen af august 2020.

Elliott var derfor skrevet op til at skulle overtage vores datters plads i en almindelig dagpleje 1. maj 2020. Men via vores ergoterapeut fik vi kendskab til, at vores kommune har såkaldte mini-dagplejere. Mini-dagplejen er for børn med særlige behov, og de har derfor kun 2 fast børn og én fast gæstedagplejer.

Indledende møde om minidagplejen

Jeg holdte et indledende møde med pædagogerne fra kommunen om en mulig opstart for Elliott i mini-dagplejen. Efter mødet blev der via sundhedsplejersken sendt en ansøgning afsted. Den skulle først igennem et visitationsteam, inden det endeligt kunne godkendes.

Så kom ”Corona”, og visitationsmødet blev udskudt. Oveni det havde vi fået at vide, at vi med al sandsynlighed ikke kunne få plads til ham i nærheden af vores bopæl. Hvilket ville betyde at min mand skulle ud på en længere køretur hver dag for at aflevere/hente ham.

Alt det taget i betragtning og det faktum, at et for tidligt født barn ofte vil trives allerbedst i vante omgivelser i eget hjem, gjorde at jeg begyndte at overveje at søge ekstra orlov fra mit arbejde.

Men det er jo ikke helt gratis, så hvad gør man så?

Jeg undersøgte om jeg kunne få tabt arbejdsfortjeneste. Men da Elliott ikke umiddelbart har fysiske eller psykiske udfordringer, kunne det fra mit synspunkt ikke svare sig at smide en ansøgning afsted.

Jeg har i stedet for søgt om at må passe ham i eget hjem, den såkaldte ”hjemmepasser-ordning”. Det er forskelligt fra kommune til kommune hvor meget tilskud man kan få. Men i Hedensted Kommune får jeg 6200 kr. om måneden før skat, så ikke en guldgrube. Men det er alligevel et beløb, der trods alt varmer kontra ingenting.

Orlovslængde

Jeg har fået orlov frem til og med 31 december 2020. Elliott forventes nu at starte i en helt almindelig dagpleje den 1. november 2020, og jeg har således knap 2 måneder til at køre ham stille og roligt ind.

Både Søren og jeg har ro i maven omkring vores beslutning, og vi glæder os over, at det er en mulighed for mig at tage orlov og passe Elliott hjemme lidt længere tid 😊

Vi ser begge frem til flere stunder som de her unden den ekstra orlov 🙂

Har du spørgsmål til vores valg, skal du være velkommen til at skive en kommentar herunder eller sende mig en mail på frufaber@outlook.dk

Hvis DU ikke har læst om vores forløb på Nyfødt Intensiv afd., kan du klikke HER og læse det allerførste indlæg om Elliotts fødsel.

Kærligst Anja

FacebookDel blogindlæg på facebook

Uge 14 – Nu er det farvel og på gensyn!

4.-7. juni 2019 – Indlægget kan læses på 3 min.

Dag 92 – Tillykke Elliott

I dag var det 3 måneder siden at min lille dreng kom til verden, blot en uge efter mit vand gik, fuldstændig uprovokeret! Elliotts var som en lille fugleunge på 740 gram ved fødslen, men her 3 måneder efter, var han forvandlet til en sund lille dreng med sul på kroppen og en kampvægt på 3 kg og 30 gram.

I nattens løb, var han kun blevet suppleret på sonden en enkelt gang, og det tegnede til, at vi måske kunne komme hjem uden sonden. Det vil altså sige, at jeg måske kunne sige farvel til ”malke-maren”, som jeg havde døbt udmalkningsmaskinen, for good!

Han havde dog ikke taget meget på de seneste dage, efter han selv havde fået lov til at styre showet i forhold til spisning. Men ifølge både læger og sygeplejersker var det i sig selv flot, at han kunne holde vægten.

Over middag skulle Elliott og jeg på tur, da han skulle have foretaget en hørescreening. Han blev derfor pakket i afdelingens røde barnevogn med overvågning og det hele, og så gik vil ellers på tur. Jeg var mildest talt skrækslagen, og havde hjertet siddende oppe i halsen det meste af tiden. Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg ikke hvad jeg var så bange for. Måske fordi det var ved at gå op for mig, at vi snart ville få ham med hjem.

Elliott med alt udstyret på ved hørescreeningen.

Hørescreeningen gik fint, men hun kunne ikke få begge test til at gå igennem, derfor skulle vi ind til en ny høreprøve om nogle ugers tid.

Da jeg kom tilbage på afdelingen var der stille, og sygeplejersken tilbød, at vi kunne lave aftryk af Elliotts hænder og fødder.

Den lille fus og hånd.

Men alt imens det hele så lyst ud, lavede Elliott et mega pulsfald til omkring 55, så jeg var virkelig nervøs for, hvad længerne ville sige til stuegang i morgen.

93 – Ud med sonden

Vægt: 3070 gram, Hovedomfang: 34, Længde: 48

Endnu en milepæl var opnået.

Hertil morgen røg sonden ud, og Elliott skulle nu kun spise hos mig. Så farvel til ”Malke-maren” og ja tak til en ting mindre på min to-do-liste!

Stuegang

Elliott pulsfald fra i går nagede mig, og jeg frygtede at vores hjemkomst om 2 dage ville ryge i vasken. Men heldigvis var lægerne meget rolige og sagde, at mange nyfødte, der er født til tiden, ofte også lavede enkelte pulsfald, men de havde bare ikke overvågning på, som kunne registrere det.

Pyha så kunne jeg ånde lettet op! Umiddelbart kunne det jo reelt være ligegyldigt, hvornår vi kom hjem. Men Ellienor fyldte 2 år om mandag den 10. juni, og jeg ville så gerne kunne fejre hende hjemme! For at kunne give hende den dag hun fortjente, med alt det hun også havde været igennem de seneste måneder.

94 – Sidste øjenundersøgelse

Allerede fra morgenstunden skulle Elliott have dryppet øjne, da øjenlægen havde meldt sin ankomst. Endnu en gang klarede Elliott frisag, og han kunne nu afsluttes i deres regi. Han skulle nu følge de almindelige kontroller hos egen læge, og ellers skulle vi blot være opmærksomme på symptomer eller andet som eventuelt kunne påvirke hans syn. 

Hen på eftermiddagen kom Søren og Ellienor, og skulle tilbringe den sidste nat sammen med os. Det var utroligt vigtigt for os begge, at vi kunne forlade sygehuset sammen med både Ellienor og Elliott.

For det havde ikke kun været Elliotts kamp, men en gedin familieindsats. Vi havde alle sammen lidt afsavn, og havde på hver vores måde taget vores tørn, for at hverdagen kunne fungere sammen og hver for sig.

95 -Den sidste dag!

Kl. 10 kom en af overlægerne og fortog den sidste stuegang, så vi kunne blive udskrevet 95 dage efter Elliott blev født og 102 dage efter jeg blev indlagt på Skejby sygehus!

DEN 7. JUNI 2019 TRÅDTE VI KL. 11.15 ALLE FIRE UD FRA SKEJBY SYGEHUS!

SØREN VED MIN SIDE, ELLIENOR I DEN ENE HÅND OG KØRELIFTEN MED ELLIOTT I DEN ANDEN.

VI SKULLE HJEM! HJEM OG VÆRE EN HELT ALMINDELIG FAMILIE!

Mens jeg skriver dette kort afsnit om vores sidste dag på Nyfødt Intensiv afdelingen, får jeg tårer i øjnene.

Denne proces har været ren terapi for mig, og jeg er så taknemmelig for hver eneste af jer kære læser, som har været med på denne rejse, som startede for over et år siden, hvor Elliott blev født.

Jeg stopper ikke med at skrive, og jeg vil løbende give jer indblik i, hvordan Elliott har det og klarer sig.

AF HJERTET TAK, FORDI DU HAVDE LYST TIL AT LÆSE MED.

KÆRLIGST ANJA 

FacebookDel blogindlæg på facebook

Del 2 – Adoption, vores overvejelser og godkendelsesproces

Med beskeden fra Horsens sygehus;

”At de IKKE ville anbefale, at vi gik ud i det private og brugte en masse penge, fordi de troede ikke på, at vi kunne opnå en graviditet”

Shit en besked at få…. Lige der i telefonen, havde en læge netop fortalt mig, at hun ikke gav os mange chancer for at blive gravide med ”hinanden”…… Med den besked blev vi afsluttet i Horsens.

Men den “forbandende” læge skulle ikke få ret!

Derfor valgte vi at kontakte IVF-SYD…. Dog sad ordene fra lægen i Horsens fast i min hukommelse, og jeg havde derfor behov for en plan B – adoption!

For tænk nu, hvis hun fik ret!!!

Mig og mit Gudbarn, som er min søsters ældste datter.

Jeg fik “overtalt” Søren til, at vi skulle gå i gang med en godkendelsesproces til adoption.

På omtrent samme tidspunkt fødte min søster hendes første barn. Jeg var med til fødselen og fik den store ære af, at blive gudmor til Melia. Jeg var glad og stolt på både egne og deres vegne, men det var også en hård tid, for vi vidste jo ikke, om det en dag blev vores tur. Mine forældre stod helt sikkert også i en mærkelige “klemme”, fordi de var jo lykkelige for deres første barnebarn, men samtidig vidste de jo også hvad vi gennemgik! Derfor kunne familiesammenkomsterne godt blive en anelse akavede, fordi alle forsøgte på bedste vis at tage hensyn til os.

Derfor blev mit ønske om en plan B yderligere forstærket hen mod sommeren 2015.

Indsamling af dokumentation

Vi fik indsamlet bunkevis af ”beviser” til Statsforvaltningen, for vores ret til at blive forældre. Sådan føltes det i hvert tilfælde. Vi skulle sende alt fra vielsesattest til min sygehusjournal, i forbindelse med min diskusprolapsoperation, selv Sørens hul i hjertet da han var spæd, skulle de have dokumentation for. Læse mere om kriterierne HER.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg faktisk det var en smule angstprovokerende. For ikke nok med at vi skulle involvere forholdvis mange mennesker i vores meget private proces omkring en mulig adoption. Men frygten for at “nogen” kunne knuse vores drøm om en familie, var virkelig hjerteskærende og en smule frustrerende.

Ansøgningsprocessen var oveni rimelig omstændig, særlig fordi vi jo vidste, at vi ville blive gode og omsorgsfulde forældre til det barn, som vi forhåbentlig ville blive velsignet hvad end det måtte være igennem fertilitetsbehandling eller adoption.

Men langt om længe fik vi samlet alle dokumenter, og sendt dem af sted til Statsforvaltningen, og fik efterfølgende en kvittering på, at vores ansøgning var modtaget.

Hurtig respons

Stik imod vores forventning, fik vi allerede efter en måneds tid, svar om at vores ansøgning var blevet godkendt. Og vi havde endda i mellem tiden, skulle sende supplerende oplysninger om min diskusprolapsoperation tilbage i 2007.

Vi fik samtidig en tid til en samtale med en socialrådgiver på Statsforvaltningen i Århus.

Vi ankom til Statsforvaltningen en smuk sommerdag, og da vi endelig fandt indgangen og trak et nummer til ankomstskranken, var vi i chok!!

Her sad vi håbefulde og spændte på det forstående møde om vores fremtid som forældre. Men det blev hurtigt tydeligt for os, at de fleste andre i venteværelset ikke havde samme ærinde. De lignede tværimod nogen, der var klar til kamp, og det var nok desværre ikke en fælles kamp, men en kamp mod hinanden om fælles børn…. Det var helt ærligt vildt trist!

Oplevelsen fik tankerne lidt på afstand, og vores egen nervøsitet dalede en smule. Vi havde haft en masse forestillinger, og nok også en del fordomme om mødet med denne tørre kiks af en socialrådgiver.

Men disse blev heldigvis gjort fuldstændig til skamme. Det viste sig at blive en utrolig behagelig samtale, og vi var begge meget positive, da vi forlod sagsbehandlerens kontor efter en god times tid.

Godt en måned efter kom afgørelsen… ”I er godkendt i fase 1”, og vi havde nu et år til at taget springet til fase 2, altså rundkredse-kurset! (Ingen fordomme her😉)

Men vi nåede aldrig så langt, læs i næste indlæg hvorfor!

Har du spørgsmål til vores adoptionsovervejelser eller processen, er du altid meget velkommen til at skrive et spørgsmål herunder eller sende mig en mail på frufaber@outlook.dk.

Tak fordi du havde lyst til at læse med.

Kærligst Anja

Hvis Du ikke har læst mit første indlæg i vores fertilitetshistorie, kan du klikke HER

FacebookDel blogindlæg på facebook