Del 1 – Fertilitetsbehandling, Horsens sygehus

Endelig!

Efter 2 måneders tid med bloggen får I langt om længe det første indlæg om vores fertilitetsbehandling og starten på de hårdeste 4 år i vores liv. ….. på daværende tidspunkt!

Dengang vidste vi selvfølgelig ikke, hvad der ventede os i fremtiden, for Elliotts alt for tidlige ankomst, står selvfølgelig lige nu som det aller sværeste, vi som familie har skullet igennem!

Til kærlighedsfest og klar parat til projekt Faber-baby

 Projekt baby

Når manden siger; ”Jeg kan godt forstå, hvis du finder en anden at få børn med…”

Efter mange overvejelser, celleforandringer med tilhørende keglesnit, besluttede vi os i sommeren 2013, at smide p-pillerne og gå all in på projekt baby.

Det havde ellers været lige ved og næsten, at vi allerede et par år før havde taget springet og smidt p-pillerne, men jeg fik kolde fødder og kunne ikke slippe tosomheden og den frihed det gav mig/os.

Min omgangskreds inkl. min lillesøster, var heller ikke for alvor begyndt at få børn, så der var ikke et ”pres” fra den front. Nu tænker du måske, om vi mon ville havde have taget springet, hvis vi vidste hvad der ventede os? Ærligt talt, så nej…. Jeg tror, ikke vi havde været klar!

Thailand 2013-2014

Vi var taget på ø-hop i Thailand, henover julen og nytåret efter det første halve år, uden skyggen af en positiv graviditetest. Vi var dog begge sikre på, at en kærlighedsferie var lige det der skulle til, for at det kunne lykkes os at blive gravide….

Afslapning, så må det da kunne lykkes!

Jeg husker, at jeg en af de første aftener endte med at stå på hovedet i sengen i vores lille hyggelige hytte, efter lidt lagengymnastik….for så kunne ”det” da ikke komme ud, og så måtte ”det” jo blive der oppe og gøre sin magi……. Men magien udeblev, og vi var fortsat uden positiv graviditetstest efter en skøn rejse med masser af sol, elskov og nydelse……ØV!

Da vi var kommet hjem, besluttede Søren sig for, at han ville have testet sit sæd. Han havde længe haft en fornemmelse af, at ikke alt var som det skulle være.

Vi var dog fortrøstningsfulde, og tænkte at hvis der var noget galt, skulle vi nok bare henvises til fertilitetsbehandling, og så ville vi være gravide, inden vi kunne nå at se os om! MEN sådan skulle det altså ikke lige gå!

Ingen sædceller i sædprøven…

En dag i januar måned 2014 kommer jeg hjem fra arbejde, og ser Søren sidde i køkkenet, han ser fuldstændig ødelagt ud! Da jeg spørger ind til hvad der er sket, begynder han at få våde øjne og trak så vejret dybt!

Han fortalte, at han netop var blevet ringet op af den læge, som han ugen forinden havde afleveret en sædprøve hos! Og der var ingen sædceller i den afleverede prøve…… Lægen var tilpas fræk nok til at spørge, om Søren nu var sikker på, at han havde ramt koppen…. God stil…. NOT, prøv lige at træde på en mand der i forvejen ligger ned!!!

Søren var knust, og sagde til mig, at han godt kunne forstå, hvis jeg havde lyst til at finde en anden mand at få børn med. På det tidspunkt havde vi være gift i knap 6 år og sammen i 9, så jeg skulle selvfølgelig ingen steder, og det fik han da også at vide lige med det samme.

Testiklerne undersøges…

Vi blev herefter henvist til Fertilitetsklinikken på Horsens sygehus , hvor første skridt var at finde ud af, om der var sædceller indeni selve testiklerne. Da man ikke fandt sædceller i Sørens sædprøve, formodede lægerne, at det skyldets en lukket sædleder.

En lukket sædleder kunne være forårsaget af mange ting, fx klamydia, hvilket vi begge havde haft. Men en lukket sædleder betød heldigvis ikke, at der ikke ville kunne være levende sædceller indeni selve testiklerne.

Derfor fik Søren foretaget en såkaldt TESA, hvor de ved hjælp af en meget lang nål, tog en biopsi og undersøgte om der var sædceller i det udtrukket væv. Til vores held viste det sig, at der var sædceller og at de var af så god kvalitet, at de ville kunne bruges til ICSI, også kaldet reagensglasbehandling.

Vi var ovenud lykkelige og var så opsatte på at komme i gang. Vi var sikre på, at projekt baby nok skulle lykkes. Inden vi kunne komme i gang, skulle jeg dog lige have fortaget et par rutinemæssige blodprøver.

Nu også problemer med mig…

En af blodprøverne viste nemlig, at jeg havde et lavt AMH. AMH er et hormon som dannes i de små ægblærer og som fertilitetsklinikken via en blodprøvekan bruge til at vurdere mængden af æg, som kan modnes i æggestokkene.

Et lavt AMH indikerede at min ægreserve var meget lav, og at jeg med alt sandsynlig ville gå for tidligt i  overgangsalder. Heldigvis var et lavt AMH ikke ensbetydende med, at jeg ikke kunne blive gravid. Da værdien umiddelbart ikke siger noget om kvaliteten af mine æg, – så der var fortsat håb for os 🙂

Fertilitetsbehandling på Horsens sygehus.

Jeg husker tydeligt den første gang, vi kom ind til ægudtagning og sad spændte i venteværelset, indtil det blev vores tur. Vi jokede lidt og havde overskud på kontoen. Men da det ene par efter det andet forlod venteværelset, duknakkede og med røde øjne, forsvandt det gode humør hurtigt.

Vi havde på daværende tidspunkt ikke en ide om, hvad fertilitetsbehandlingen ville gøre ved os, for vi forventede ikke en kamp….. Vi var på ingen måde klædt på til den lange seje kamp, der lå forude.

Til første ægudtagning havde en scanning vist, at der i alt var 7 ægblærer, hvoraf lægen til ægudtagningen fik i alt 4 æg ud. Heraf blev 3 befrugtet og 2 af dem udviklede sig som ønsket.

Vi var umiddelbart fortrøstningsfulde, for der skulle jo kun et æg til og vi havde den gang ingen ide om, hvad “normalen” var for en succesful i behandlingen.

Jeg fik lagt 1 friskt befrugtet æg op på 2. dagen, og det sidste æg ville klinikken forsøge at dyrke videre til blastocyststadiet (Dag 5). Men desværre stoppede ægget med at dele sig på 4. dagen, som nu måtte vi heppe på det æg jeg havde fået lagt op!

Hvorfor ikke sætte 2 æg op!?

Den dag i dag forstår jeg stadigvæk ikke, at de ikke lagde begge æg op, når de vidste, at jeg ikke havde voldsomt mange æg at gøre med. Det havde nok ikke gjort en forskel, men ville have været et forsøg værd i mine øjne. Men deres retningslinjer foreskrev dengang, at de ikke lagde mere end 1 æg op, da der var en øget risiko for komplikationer ved tvillingegraviditeter…. Min umiddelbare tanke var dog, at chancen for graviditet vil have være så meget større, ved at sætte 2 æg op….. Ved ikke om der er andre end mig, som har oplevet det?

Men havde deres strategi nu lykkedes, ville det have været en noget lettere proces for os til det næste forsøg, hvis vi havde fået et æg i fryseren. Det ville nemlig betyde, at Søren ikke skulle igennem en ny TESA og jeg endnu en ægudtagning.

Tillykke – nu er I jo i realiteten gravide  

Beskeden kom fra den læge, der netop havde sat ”guldægget” op i min livmoder, ligesom vi var på vej ud ad døren efter vores allerførste ægoplægning…… Den kommentar gjorde os ikke mindre forventningsfulde eller håbefulde, og vi regnede helt ærligt ikke med andet end en positiv graviditetstest,…. måske var vi en anelse naive eller blot utrolig optimistiske!

Åh nej!

Da min menstruation kom, var jeg fuldstændig i chok og mentalt ødelagt. Min verden kollapsede, og det tog flere dage inden jeg kunne samle mig igen. Jeg havde på daværende tidspunkt ingen i min omgangskreds, der havde været eller var igennem fertilitetsbehandling, så jeg havde ikke på nogen måde kunnet forberede mig på denne situation, som var helt igennem forfærdelig.

I løbet af det første halve års tid af vores fertilitetsbehandling, havde flere af mine veninder inkl. min lillesøster, på helt naturlig vis fået 2 streger på deres graviditetstest. Det var et hårdt salg i hovedet hver gang, og når jeg havde sundet mig lidt, fulgte endnu en graviditet….

Jeg havde så svært ved at glædes på andres vegne, og følte mig til tider som et utrolig dårligt menneske og ikke mindst veninde, når jeg ikke kunne unde andre deres babylykke! Måske du har prøvet at have det lige sådan!?

Op på den forbandende hest!

Vi måtte atter op på den berømte hest igen og i gang med et nyt forsøg, men lige meget hjalp det. Andet og tredje forsøg gav kun 1 æg til oplægning på 2. dagen. For hvert forsøg fik vi færre og færre æg ud, og det efterlod os med en masse afmagt.

Vi var ulykkelige og frustrerede, og følte ikke dengang at der blev taget hånd om os, specielt ikke alt det mentale trummerum der fyldte, særligt hos mig. Søren var støttende og meget forstående, men han kan nok skrive under på, at jeg ikke altid var helt let at leve sammen med til tider. Den ene dag kunne jeg godt klare en kæk kommentarer, men næste dag brød min verden næsten sammen, bare han sagde bøh! …Stakkels mand!

Ikke et game for sarte sjæle

Fertilitetsbehandling er bestemt ikke for sarte sjæle, og jeg ville ønske, at jeg havde kunnet finde støtte og ikke mindst forståelse i et fællesskab, ligesom jeg i dag har fundet Fertilitetsbaby og Fertilitetsliv, hvor jeg nu er blogmanager og månedlig udgiver blogindlæg til førstnævnte. Jeg ville så gerne have haft nogen at læne mig op ad og spejle mig. Og ikke mindst nogen som kunne bekræfte mig i, at de tanker og følelser jeg havde, var normale for den situation vi nu var i.

Hver gang vi trådte forventningsfulde ind i venteværelset på Horsens sygehus, blev vi ramt af modløshed og ligegyldighed. Her sad vi gang på gang sammen med andre par, som alle sammen var i fertilitetsbehandling, og som så inderligt gerne ville være forældre, og så kunne vi ikke engang tale med hinanden, – det var svært nok at få fremstammet et hej.

Det mentale underskud påvirkede helt sikkert også vores måde at håndtere de mange nederlag på, og vi var nok heller ikke altid særlig large eller fair over for personalet, som umiddelbart kunne få skyld for det meste…. Ikke noget vi ytrede, men som vi talte om derhjemme, når bølgerne gik lidt højt.

Alternativ behandling

Det var så frustrerende, ikke at kunne gøre noget selv. Godt nok havde jeg forsøgt mig med lidt alternativ behandling i form af akupunktur og en meget alternativ terapeut. Men da det ikke virkede med det samme, opgav jeg. Jeg tror det mest af alt handlede om, at jeg ikke var tilstede eller kunne mærke min krop , men i stedet for kørte min hjerne på højtryk….

Måske nogen af jer kan nikke genkendende til det, at man fuldstændig lukker af for at mærke det man gennemgår/gennemlever helt ned i kroppen. Jeg er sikker på, at jeg til sidst ikke kunne mærke mig selv, jeg fulgte bare med til den næste fertilitetsbehandling og herefter trykkede på repeat!

Fjerde og sidste forsøg i Horsens

Tilbage til det sidste og mest demotiverende forsøg, nemlig fjerde forsøg som slet ingen æg gav til oplægning. Beskeden fra Horsens sygehus var klar: ”Lad nu vær med at gå ud i det private og bruge en masse penge, for vi tror heller ikke de kan hjælpe jer…”

Shit en besked at få…. lige der i telefonen, havde en læge netop fortalt mig, at hun ikke gav os mange chancer for at blive gravide med ”hinanden” i fertilitetsbehandling overhovedet! Med den besked blev vi afsluttet i Horsens.

Den forbandende læge skulle ikke få ret!

Derfor valgte vi at kontakte IVF-SYD…. Dog sad ordene fra lægen på Horsens sygehus fast i min hukommelse, og jeg havde derfor behov for en plan B.

Læs næste indlæg om vores overvejelser og godkendelsesproces til adoption.

Har du spørgsmål til vores fertilitetsforløb, er du meget velkommen til at skrive et spørgsmål herunder.

Tak fordi du havde lyst til at læse med 🙂

Kærligst Anja

FacebookDel blogindlæg på facebook

Uge 10 – 35+0 og jeg burde have været højgravid!

7.-13. maj – Indlægget kan læses på 4-5 min.

Dag 64 – Nu uden ilt

Elliott var sent aftenen forinden blevet sat ned i tryk 5 og han havde klaret ændringen flot og havde ligget med omkring 25% ilt det meste af natten.

Hertil formiddag fik jeg hjælp af hele 2 sygeplejersker, en uddannelsesansvarlig og en “alm.” sygeplejerske, så Elliott kunne hurtigt få skiftet tryne og grime. Grimen blev i dag et nummer større og hed nu 26-32 cm i omfang. Skiftet klarede han helt uden ilt, så der skete virkelig fremskridt dag for dag.

Nyvasket med ren tryne og grime 🙂

Forsøgte med endnu en amning, men Elliott virkede træt og derfor puttede jeg ham tilbage i hans seng. Men over middag fik vi atter ammesucces, og så et helt kvarter!

Resten af dagen nød vi i hinandens selskab, dog uden yderligere succes ammefronten.

Liverpool vandt 4-0 over Barcelona, så jeg var sikker på, at Søren vil være i ekstra godt humør i morgen, når han kom og hyggende med os.

Dag 65 – Når vi var sammen om Elliott ❤️

Vægt: 2232 gram, Længde: 42,5 cm, Hovedomfang: 30,5 cm

I dag hjalp vi hinanden med at pusle, vaske og skifte tryne og grime på Elliott og igen uden ekstra ilt. Det var så dejligt de gange, hvor Søren var forbi, mens Ellienor var i dagpleje. Det betød, at Søren og jeg kunne være fælles om Elliott, og derigennem få nogle unikke oplevelserne sammen med ham.

I weekenderne var vi jo ofte opdelt, sådan at vi havde hver ”vores” barn, med undtagelse af de gange, hvor vi tog Ellienor med på tur.

I dag blev Elliott for første gang vejet uden c-pappen og vi fik derfor den første reelle vægt, uden noget udstyr på. Far fik efterfølgende puttetjansen 😊

Dag 66 –  Ingen tryk 4 i dag, men 3 x amning!

Elliott havde haft en lidt hård nat. Han pressede meget for at komme af med afføring og havde derfor været mere ilt-krævende. Så valget om at stoppe med lactulose i går, var nok ikke det helt rigtige, så den påbegyndte vi igen.

Det var så vildt at se hvor meget de forskellige ting påvirkede ham. Samtidig var jeg begyndt at kunne tolke hans signaler bedre og bedre dag for dag.

Ingen tryk 4

Han skulle have været nede i tryk 4 i dag, men lægen vurderede til stuegang, at efter nattens strabadser, måtte vi vente ØV! Men heldigvis var der gang i amningen og det lykkes hele 3 gange i dag…..

Min søster kom atter på Skejby for at sidde med Elliott, mens jeg tog hjem og spiste aftensmad og puttede Ellienor❤️

Dag 67 – Nu med hovedbevægelser 🙏🏼

Dagen startede med en ammesucces på hele 22 minutter, herefter fik Elliott et tiltrængt bad….. Den resterede del af formiddagen og helt hen på eftermiddagen, var han fuldstændig smadret og sov nærmest dagen væk. Det var tydeligt, at både bad og amningen kostede kræfter for ham, men det er heldigvis kun positivt.

Amning var hårdt for den lille mand….

Til aften kom den resterede del af familien på deres sædvanlige weekendophold. Farmand sad med Elliott om aftenen, hvor han stille og roligt begyndte at bevæge sit hoved fra side til side.

Inden puttetid lykkes endnu en amning 🙏🏼

Dag 68 – Legedag i Leo’s

Vægt: 2332 gram (+ 110 gram på 3 dage)

Afdelingen ringede efter mig fra morgenstunden, da Elliott virkede suttelysten, men i stedet for at sutte, faldt han bare i søvn… Dog lykkedes det til hans kl. 10-måltid.

Efterfølgende tog vi Ellienor med i Leo’s Legeland, hvor vi mødtes med hendes kusiner, moster og onkel. Der blev leget igennem og både børn og voksne trængte efterfølgende til en fælles middagslur på værelse 20 på Forældrevingen.

Dag 69 – 35+0 i dag og nu med sokker!

Nu med sokker på de små fusser.

Burde være højgravid….

Det var ret vildt at tænke på, at jeg burde have været højgravid på daværende tidspunkt og stadigvæk ville have haft hele 5 uger til termin…. I stedet for, var jeg mor til en skøn lille dreng på knap 10 uger!

Moderens tålmodighed sejrede atter denne morgen, da Elliott blev ammet 15 minutter efter 15 minutters kamp!

Da Ellienor og farmand havde spist morgenmad joinede de os på stue 5 og vi sad alle 4 og hyggede os en lille times tid i sengen – familietid ❤️

Altså mor og Elliott hyggede sig, – mens Ellienor helst ville uden om morens ønske om et familiebillede 😂

Dag 70 – 10 uger gammel – Tillykke med din runde dag Elliott ❤️

Amningen var endelig begyndt at gå rigtig godt og jeg var så småt begyndt at reducere den mængde mælk, som Elliott efter en amning skulle suppleres med via sonden. Det var et lidt svært regnestykke, da jeg skulle forsøge, at vurdere hvor meget han fik ved hver amning. Så alt efter hvor langt tid amning tog, hvor meget og hvor effektivt han suttede, havde betydning for, hvor meget han skulle suppleres med i hans sonde.

Nu med tøj på – Elliott havde levet de første 10 uger kun med ble

Stuegang

Til stuegang fik vi besøg af vores kontaktlæge, som vurderede at Elliott skulle skrues ned i tryk 4 og hvis han klarede det fint, ville hun overveje HNF, High-Nasal-Flow. Det ville sige at han snart ville komme helt ud af c-pappen og skulle kun have et lille sommerfugl-lignende plaster på kinderne….

Til eftermiddag kørte jeg hjem og hentede Ellienor i dagplejen, mens Søren sad hos Elliott. Vi planlagde lidt fra uge til uge, hvornår hun skulle komme på besøg…… Og i dag trængte jeg bare sådan til at se hende 😊

Sidst på aftenen skete der store ting, da Elliott efter 10 uger i kuvøse, sagde godaften til hans nye seng i form af en vugge (Dog hospitaludgaven)

Sover trygt og godt med vågelampe/babyalarm 🙂
Så fin, – dog ikke så praktisk med alle c-pap slangerne…

Har du ikke fået læs sidste indlæg, kan du læse det HER!

FacebookDel blogindlæg på facebook

Boganmeldelse – Kære Zoe Ukhona

(Reklame) Som I måske ved, er jeg blevet en del af et fantastisk blogfælleskab Bloggers By Heart. Et fællesskab, som giver mig inspiration, støtte og ikke mindst viden indenfor et felt, jeg kun har et par måneders erfaring i…..

I maj måned kører Readathon serien hos Bloggers By Heart, som giver dig inspiration til sommerens læsning, anmeldt af mig og mine kære medbloggere!

Her hos mig på frufaber.dk, får I min vurdering og anmeldelse af “Kære Zoe Ukhona” skrevet af Pelle Hvenegaard udgivet af chri chri journal i samarbejde med People’sPress.

Billede på forsiden af bogen, der smelter mit moderhjerte.

Til vores elskede datter Zoe Ukhona

Sådan starter den bog, som jeg har grint, grædt og ikke mindst genkendt mig selv i.

Denne livsbekræftende og meget personlig fortælling, omhandler forfatteren og hans hustru Caroline’s 6 år lange og opslidende kamp, for deres ønskebarn.

Bogen er skrevet og dedikeret til deres datter Zoe Ukhona, som de endelig fik i armene, i deres midlertidige lejlighed i Pretoria, Sydafrika i efteråret 2016.

”Kære Zoe Ukhona” fortælles i et legende sprog med en god portion humor, selvindsigt og masser af kærlighed,- og tro på, at deres fælles projekt nok skal lykkes!

Jeg, som læser, bliver fra første færd, taget med på deres kærlighedsrejse, som både er smuk, humoristisk og lettere komisk til tider! Men også utrolig inspirerende og aftabuiserende i forhold til både fertilitetsbehandling og adoption.

Deres kærlighed er fra begyndelsen af deres forhold så stærk, at de indenfor det første halve års tid, beslutter sig for at droppe beskyttelsen og se hvad der sker! Men vejen til ønskebarnet er snørklet, med utallige fertilitetsforsøg og lige så mange negative graviditetstest til følge.

Lys i mørket

Men ind imellem alt det mørke og opslidende fertilitetshelvede, som forfatteren selv benævner det, formår parret dog på inspirerende vis, at udnyttet tiden på at rejse og leve! Og nå ja, blive gift under vinrankerne hjemme hos forfatterens egen far – helt uden brudens vished om det forestående bryllup……. så SMUKT og rørende!

Udover at være en bog til datteren, så har Pelle Hvenegaard også haft en klar ambition om, at bogen skal kunne bruges til at bryde tabuerne omkring fertilitetsbehandling og adoption. Det synes jeg bestemt han lykkes med!

Bogen har inspireret mig til, at springe ud i et lignende bogprojekt til mine børn, blot med fokus på deres unikke tilblivelseshistorie gennem ægdonation.

Så Pelle, tak for inspirationen og modet til at dele ud af jeres historie.

Slutteligt!

”Jeg kalder på dig” synger Rasmus Seebach!

Og jeg vil for altid tænke på Pelle og Caroline, som bogstaveligtalt står på toppen af Kilimanjaro og kalder på deres kommende barn…….smukt ik’?

På daværende tidspunkt var deres datter, Zoe Uhkona, blot 20 dage gammel.

I morgen kan du læse næste boganmeldelse i Bloggers By Hearts Readathon serien, når næste anbefaling udgives hos “Teklas køkken” kl. 9.00. Jeg glæder mig til at se, hvad Tekla synes om “Nemt glutenfrit” og “En familiebog om cøliaki”.

Hvis ikke du har læst gårsdagens anmeldelse, kan de springe ind på “5fodspor” og læse Helles anmeldelse af romanen ‘Hvor flodkrebsene synger’.

Bogen er både blevet læst og lyttet til 🙂 En ekstra bonus er, at Pelle Hvenegaard selv har indtalt den, hvilket bare gør den endnu mere autentisk!

FacebookDel blogindlæg på facebook

Uge 9 – Elliott uden ilt!

30. april – 6. maj 2019 – Indlægget kan læses på 5 min

Dag 57 – Moren helt rundforvirret fra morgenstunden

Puha sikke en morgen. Jeg havde sovet over mig, og da jeg tjekkede min telefon, kunne jeg se, at der er kommet brev i min E-Boks fra VIA. Shit tænkte jeg, så var min karakter på projektopgaven allerede ankommet……

Jeg åbnede straks ”brevet” og så et 5-tal, et A og et 12-tal og tænker øv et 5-tal, men okay så er opgaven i det mindste bestået…. Indtil det går op for mig, at der jo ikke var et 5-tal på den nye skala……. Fu… ”JEG HAR FÅET 12”!!!!

Da jeg havde sundet mig et kort øjeblik, skyndte jeg mig over til Elliott, hvor jeg straks gik i gang med vores daglige rutiner. Han fik en grundig elevatorvaske, med skift af tryne og grime og til sidst et bleskift, inden turen gik ud til mor og lidt tiltrængt puttetid.

Til eftermiddag kom min søster og sad med Elliott, da jeg havde besluttet at køre hjem at spise og putte Ellienor, inden jeg atter kørte retur til Skejby

Dag 58 – Stolt mor 🙂

”Sødeste Elliott, du vokser og vokser og det samme gør din mors kærlighed til dig. Du er, til trods for din unge ankomstalder, allerede en stærk og bestemt lille dreng.”

Sygeplejerskerne på afdelingen roste ham til skyerne og lægerne var imponeret over hvor godt han klarede sig, hvilket gjorde mig som mor vildt stolt og samtidig utrolig tryg.

Til stuegang overvejede de, at reducere hans tryk ned i lungerne til 5, fordi han klarede sig så godt og mere eller mindre lå på 21% ilt svarende til atmosfærisk luft.

Aftenen sluttede af med et tiltrængt bad, som Elliott så ud til at nyde 😊 Han var begyndt at klare hans badeture uden behov for ilt hele tiden. Det vil sige, at han formåede, som på billedet, at være uden ilt i perioder. Det var så dejligt, at se hans ansigt uden grime og tryne.

Elliott – lækker og nyvasket 🙂

Dag 59 – En tiltrængt slapperdag

En fuldstændig afslappende dag, hvor Elliott og jeg bare lå og hyggede os fra morgenstunden og helt hen på eftermiddagen, kun afbrudt af en kort kaffepause med en kære veninde.

Vi fik i løbet af dagen besøg af en af vores tidligere sygeplejersker fra Elliotts tid på intensiv stue 7. Hun mente, at vi måske kunne komme hjem i THO allerede om et par ugers tid. THO er Tidlig-Hjemme-Ophold, hvilket betyder at vi kunne blive udskrevet fra afdelingen, men stadigvæk ville blive fulgt derhjemme af afdelingens THO-sygeplejersker.

Åh…tanken om at kunne komme hjem virkede fuldstændig surrealistisk, men hvor ville det være fantastisk, hvis udsigten til at komme hjem, blot var 2 uger ude i fremtiden…. Og derfor skulle amningen altså også snart til at lykkes på daglig basis, i dag havde ikke været succesfuldt!

Dag 60 – Date Night

Søren og jeg var hos Elliott det meste af dagen, da vi hertil aften skulle ud at spise på Michelin-restauranten, MeMu i Vejle. Det glædede vi os til 😊

Ellienor var afsat til mormor og bedstefar i Juelsminde og min søster kom og var sammen med Elliott. Det var virkelig en gave, at min søster havde lyst til at være hos ham, da det gjorde det en lille smule lettere at “forlade” ham.

Vi var blevet opmærksomme på, at når Elliott lå ude hos en af os, så lavede han sjældent fald i iltmætning og de få han lavede rettede han selv. Det var positive tegn.

Dag 61 – Elliott 2 måneder i dag

Jeg afløste min søster kl. 9.00, lidt træt og ør i kroppen, efter en forrygende aften på Restaurant Memu med lækker mad og tilhørende vinmenu.

Et besøg værd og ikke mindst et tiltrængt getaway 🙂

Derfor var det også ekstra dejligt, at Elliott havde lyst til at putte og hygge med sin mor det meste af dagen. Han var begyndt at være mere og mere vågen og jeg var så småt begyndt at kunne pludre lidt med ham.

Hen på eftermiddagen kom vores kære naboer x 2 på besøg. Jeg havde sørget for, at lave lidt lækkert tapas i køkkenet på Forældrevingen. Det blev til endnu en hyggelig aften, dog i knap så luksuriøse rammer, som dagen før, men det betød ikke spor, for selskabet fejlede bestemt ingenting. Det var bare rart og trygt, at være sammen med mennesker, som holder af en og ville en det bedste 🙂

Kl. 22 sagde jeg godnat til Elliott og gik i seng.

Dag 62 – Besøg af gudforældrene

Far fik hyggestunden fra morgenen, mens Ellienor og jeg tog vores sædvanlige tur til stranden med det obligatoriske smut forbi Lagkagehus efter kaffe og en børnebolle.

Bellevue Strand

Til formiddag fik vi besøg Elliotts gudforældre og deres søn Magnus, som kom med brunch. Det fandtes ikke noget bedre under vores indlæggelse end når vi fik besøg, og de så ovenikøbet havde mad med 🙂

Resten af dagen gik med hygge på stue 5 og ikke mindst utallige forsøg på amning, dog uden held igen i dag……

Dag 63 – 9 uger gammel

Vægt: 2212 gram

Elliott havde haft en god nat sammen med en ny-ansat sygeplejerske på afdelingen. Elliott havde haft tynd mave, så hun havde undladt at give ham lactulose.

Amningen lykkes endelig i dag á 2 x 10 min., jubiii! Det blev fejret sammen med mormor, der var kommet forbi til en gang frokost. Det var utrolig betryggende, at have sin mor så tæt på og at hun ofte kiggede forbi. Det var rart at vide, at jeg kunne ringe efter hende, hvis jeg havde behov for det.

Til stuegang var det vores søde kontaktelæge, der kom forbi. Hun vurderede, at det var på tide at vi prøvede, at skrue Elliott ned i tryk 5. Samtidig nævnte hun, at der nok ikke ville gå så lang tid, før vi nærmede os en familiestue!

En familiestue var et lille værelse på afdelingen, som man havde for sig selv. Ideen var, at vi som forældre skulle varetage det meste af plejen af vores barn selv og dermed også have mere privatliv som indlagt familie.

Om eftermiddagen tog jeg til informationsmøde omkring THO – Tidlig-hjemme-ophold. Da jeg kom tilbage på stuen sammen med forældrene til vores stuekammerat, var der total kaos. Det viste sig, at den sygeplejestuderende, som var tilknyttet vores stue, var besvimet og nu var i færd med at blive kørt væk fra afdelingen til observation…….

Aftenen sluttede af med en tiltrængt hyggestund med mini E.

FacebookDel blogindlæg på facebook

Uge 8 – Amning, øjenundersøgelse og 2 kilos babyboy!

23 – 29. april – Indlægget kan læses på 5-6 min.

Dag 50 – En ny hverdag

Jeg var så småt begyndt at vænne mig til, at hverdagen var blevet en lille smule anderledes, efter flytning fra intensiv stue 7. Nu handlede det ikke længere om overlevelse og kritiske stillingstagende, men i stedet for om amning, amning og atter amning.

Sådan ser man ud, når man har knoklet for føden 🙂

Jeg var meget opsat på, at amningen skulle lykkes. Derfor havde jeg lavet en aftale med sygeplejerskerne om, at de skulle ringe efter mig, hvis Elliott gav udtryk for at ville ammes. Hertil morgen forsøgt jeg fra morgenstunden, uden held og kl. 10 ringede de fra afdelingen og sagde at han virkede til at være suttelysten. Men heller ikke denne gang lykkes det og det samme gjaldt for kl. 22!

Jeg var nærmest flyttet ind på stue 5, kun afbrudt af mine egne måltider og den vigtige nattesøvn. Det var virkelig rart at kunne være så tæt på Elliott i løbet af hele dagen og dermed kunne fornemme ham på en helt anden måde. Her lå lige så fint og sov i kuvøsen, mens jeg sad i sengen ved siden af og skrev på min projektledelsesopgave. Den skulle i øvrigt afleveres sidst på ugen, så jeg havde lidt travlt.

Jeg havde talt med flere af de indlagte børns mødre. Flere af dem gav udtryk for at de havde det svært med, ikke var indlagt sammen med deres barn, altså på samme stue. Jeg derimod, synes det var helt perfekt, specielt i de første 4-5 uger, hvor Elliott var kritisk….

Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke det havde været særlig gunstigt for mig som mor. Jeg ville ikke have haft lyst at skulle overvære alle hans fald i iltmætning og puls, både dag og nat. Jeg var derfor utrolig taknemmelig for vores værelse på Forældrevingen, selvom det selvfølgelig heller ikke var uden udfordringer.

Dag 51 – Ammesucces

Vægt: 1780 gram, Længde: 40 cm, Hovedomfang: 27,5 cm

En dag hvor alt, hvad angik amning lykkes!

3 gange i alt af henholdsvis 2 x 30 min og 1 x 10 min. Det var så dejligt, at vi fik nogle succesoplevelser, da det på ingen måde var givet, at amning hos en for tidligt født ville kunne lykkes.

Om eftermiddag kom Søren og Ellienor og der blev hygget med leg og madlavning på Forældrevingen. Vi spiste aftensmad sammen, hvorefter Søren gik over til Elliott, mens Ellienor og jeg legede i legerummet, inden sengetid 😊

Dag 52 – Øjenundersøgelse

Vi gik alle sammen over for at sige godmorgen til Elliott, inden Søren og Ellienor kørte retur til Hedensted, så frk. E kunne komme i dagpleje.

Til formiddag skulle Elliott have foretaget sin 2. øjenundersøgelse. Jeg assisterede med at holde ham fast, mens lægen kiggede i Elliotts øjne og sygeplejersken gav ham lidt sukkervand, så han kunne slappe af. Elliott øjne så heldigvis fine ud og der var ingen grund til bekymring. Elliott skulle derfor først tjekkes igen om 2 uger.

Da Elliott er født så meget for tidligt, var hans øjne ikke fuldt færdigudviklet ved fødslen. Derfor var der risiko for at der kunne støde komplikationer til, som i værste tilfælde kunne ende med blindhed. Mere almindelige konsekvenser af hans præmaturhed var en let øget risiko for f.eks. at blive nærsynede, langsynede eller få en bygningsfejl.

Dag 53 – Nu kunne han holde varmen selv

Elliott var blevet så godt til at holde varmen selv, så hans varmelegeme i kuvøsen nu kun stod på 30 grader. Dette betød, at han kunne komme ud af kuvøsen, så snart han ikke længere havde behov for c-pappen.

Hertil morgen bliver han kortvarig ammet, men kunne ikke koncentrere sig og lå bare og kiggede nysgerrig rundt på omgivelserne.

Istedet for amning, blev det til en hyggestund med masse af øjenkontakt 🙂

Dag 54 – Vind i håret

En stille og rolig dag, hvor vi alle 3 kiggede til Elliott fra morgenstunden. Mens Søren sad med Elliott, fik Ellienor og jeg handlet lidt ind og rydde op på vores 20 kvm. store værelse på Forældrevingen. Utroligt som et lille værelse kan rode, men samtidig også være rigeligt plads til 3 “mand”. Ellienor sov på en lille sofa op imod vores dobbeltseng, lettere interimistisk, men det fungerede!

Da Ellienor og Søren var kørt retur til Hedensted, hoppede jeg på min cykel og susede et par gange rundt op Skejby sygehus. Jeg forsøgte dagligt, at få bare en lille smule motion, enten ved at gå eller cykle en tur rundt om sygehuset. Det lyder måske ikke af så meget, men for mig var det en måde at samle mine tanker og blot få lidt vind i håret og fornyet energi.

Dag 55 – Åh nej ikke hovedet….

Endnu en dag startede med et ammeforsøg og i dag lykkedes det heldigvis.

Til stuegang delte sygeplejersken og jeg en fælles bekymring om en væskeansamling i baghovedet på Elliott…. Ventetiden føltes lang indtil lægen endelig, lettere tørt konstaterede, at det blot var en væskeophobning. Årsagen var at hans kranieplader, som stadigvæk var ”åbne”. Pyha synes lige det blev lidt for ”spændende”.

Moster havde været på besøg det meste af dagen og efter stuegang kører vi ud til Risskov og får at få en is hos Okkels. De laver de lækreste italiensk is.

Dag 56 – 8 uger og nu er Elliott snart en 2 kg’s baby!

Vægt: 1985 gram

8 uger gammel og med ny stue-veninde!

Elliott havde haft en god nat, dog lavede han fortsat fald i iltmætning, men de fleste hentede han selv.

Til stuegang blev Elliott et par ledninger fattigere. Lægen vurderede, at han var så god til at hente sine fald i iltmætning, at han ikke behøver at have de ekstra elektroder til overvågningen på!

Elliott havde i løbet af eftermiddagen/aftenen brokket sig gevaldigt, hvilket godt kunne skyldes at han ikke havde været af med afføring i løbet af dagen. Men morens fiduser hjalp ikke meget, så derfor endte det med, at en af afdelingens garvede sygeplejersker kom forbi. Hun lavede siddende bugpres på ham, hvilket resultere i en kæmpe portion… Sådan Elliott!

Lille mus, nu med sut 🙂

FacebookDel blogindlæg på facebook

Uge 7 – Første bad i 7 uger!

16-22 april 2020 – Indlægget kan læses på 5-6 min

Dag 43 – Fint besøg af Elliotts gudforældre

Vægt: 1533 gram, Hovedomfang: 27 cm

I dag kom vores nære vennepar på besøg, som også var Elliotts guldforældre. De havde ikke set Elliott siden hans dåb, for præcis en måneds siden, så de synes han var vokset enormt meget.

Til stuegang målte lægen Elliotts hovedomfang til 27 cm, det var 2 cm større end for 6 dage siden, så det virkede som en ret voldsom stigning. Men heldigvis var lægen ikke bekymret. Hovedomfanget blev fulgt nøje, da en stigning kunne indikere væske eller blødninger i hjernen.

Elliotts iltbehov, havde de seneste par dage været øget. Lægen vurderede dog, at det godt kunne skyldes at de havde sat ham ned til normal dosis af ”Peyona”, også kaldt koffein blandt sygeplejersken.

Til aften skete der store ting. Elliott skulle i bad for første gang…. Til at starte med var han ikke helt stolt ved situationen, men efter et stykke tid, så han ud til at nyde det.

Efterfølgende lavede en vores af vores faste sygeplejersker og Søren den sødeste video af Elliott siddende i kuvøsen. Se video her: https://www.instagram.com/frufaber/. Det var tydeligt, at se og høre, at det var hårdt for Elliott at være ”oprejst”.

Dag 44 – Intet skidt, at det ikke er godt for noget!(bogstaveligtalt)

Vægt: 1580 gram

Der var virkelig gang i Elliotts system og det måtte jeg for alvor sande, da jeg skulle pusle ham denne morgen. Da jeg løftede hans ben op, præsterede han at svine hele kuvøsen til i LORT!!! Jeg nåede heldigvis at flytte mig, inden jeg også blev ramt…

Om eftermiddagen tog vi ud til mine forældre i deres sommerhus i Juelsminde, for at hente Ellienor. Vi havde besluttet at tage hende med i Givskud Zoo dagen efter, så vi ville tage en overnatning hjemme.

Netop som vi skulle til at spise, begyndte jeg at få det mærkeligt og mine bryster blev vildt spændte…. Jeg forsøgte at malke ud, men der gik ikke 5 min, så var de lige så fyldte som før….

På vejen hjem ringede jeg til vagtlægen, da jeg også var begyndt at få feber…. Vagtlægen mente dog at det bare var ”mælkefeber”, hvad end det så betød…. Jeg fik at vide, at jeg skulle se tiden an, og tage et varmt bad og blive ved med at malke ud…. Mine bryster var lige ved at sprænge, så det var ikke lige frem fordi jeg tænkte , at det ville være yderst behageligt at begynde at malke ud….

Nå’ men min feber blev ved med at stige og Søren ringede atter til vagtlægen, som nu indvilligede de i, at jeg kom op på Horsens sygehus…. Der sad jeg så i et stuvende fyldt venteværelse og havde de vildeste smerter….. som jeg vil påstå kunne sammenlignes med mine fødsler…. Til sidst kunne jeg ikke mere og bad Søren om at få fat i noget smertestillende…. Men i stedet for blot at give noget smertestillende, kom jeg foran i køen, total optur! På det tidspunkt tænkte jeg ikke på hvem jeg snød foran, jeg skulle bare lindres for den ulidelige brystbetændelse.

Da vagtlægen så sagde, at det ikke var sikkert at brystbetændelsen, ville kunne lindres med penicillin, var jeg lige ved at gå i gulvet…… Heldigvis fik jeg det allerede bedre, inden vi forlod sygehuset igen, så jeg kunne ånde lettet op.

Dag 45 – Ikke mere “mælkebank”

Jeg var lettere mørbanket denne morgen, men jeg havde heldigvis fået det markant bedre og kunne holde smerterne ud. Jeg kunne pga. medicinen ikke længere levere mælk til mælkebanken, hvilket jeg havde gjort de sidste 4-5 uger. En god gerning, som var med til at sørge for, at alle nyfødte børn kunne få “frisk” modermælk, nærmest leveret til døren. Elliott modtog de første par timer efter fødslen også modermælk fra en donor, indtil min egen produktion var kommet i gang.

Jeg var faktisk lettet over ikke længere at skulle levere til mælkebanken, da det var en anelse omstændigt i forhold til hygiejne og andre forholdsregler med opbevaring mv.

Vi besluttede os for, at droppe Givskud og tage direkte på sygehuset. I stedet for, fik vi besøg af Sørens mor, søster og niece om formiddagen og til eftermiddag kom et hold gode venner og besøgte os.

Dag 46 – Elliott flyttes

1595 gram

Store dreng 🙂

Mens farmand sad med Elliott fra morgenstunden, kørte frk. E og jeg til Bellevue strand. På vejen skulle vi lige forbi lagkagehuset i Risskov, efter en kop kaffe til mor og en børnebolle til Ellienor.

Kvalitetstid

Tilbage på sygehuset!

Jeg havde i et stykke tid talt med personalet, om at få en seng ind ved siden af Elliotts kuvøse, for at kunne sidde lidt bedre, når han lå ude hos mig. Her til eftermiddag var seng blevet installeret og vi lå nu og slappede af, men hver gang jeg forsøgt at vende mig, fald hans tryne af og ilten fes ud… Det blev til sidst en smule utrygt, da Elliotts iltmætning faldt hver gang…. Men det lykkes til sidst at finde en stilling, der passede os begge.

Til aftens skulle moren luftes nede i byen samme med hendes ”gamle” gymnasie-veninder. Åhh det var dejligt at være udenfor sygehusets vægge og spise lidt god mad og drikke et enkelt glas vin…. Der var visse fordele ved at malke ud, nemlig at jeg bare kunne kassere mælken, også kunne Elliott blot få noget af det, jeg havde liggende i fryseren 😊

Da jeg kom tilbage fra min lille smuttur, var personalet klar til at flytte Elliott ind på stue 6…. Et endeligt farvel til intensiv stue 7 var lige forude. Ret vildt at tænke på…. Nu ventede en ny hverdag med et nyt hold sygeplejersker på den anden side af vagtstuen.

Elliott klarede flytning flot og jeg havde besluttet mig for at sove hos ham den nat, da vi havde stuen for os selv. MEN kl. 01.30 måtte jeg opgive og gå ovre på forældrevingen for at få sovet lidt…. Jeg kunne simpelthen ikke abstrahere fra de mange nye lyde og alt for meget lys fra hans maskiner og udstyr.

Dag 47 – Første amning

Efter knap 5 timer søvn sad jeg igen hos Elliott, lidt mat i betrækket, men så var det luksuriøst at kunne ligge behageligt i en seng, i stedet for en at sidde i en stol.

Om eftermiddag kom Søren og Ellienor og vi tog en tur i Tivoli Friheden. Vi havde købt årskort, så vi bare kunne køre derind når vi havde lyst eller trængte til at blive luftet lidt.

Til aften, da Søren har lagt Elliott i kuvøsen, var han meget vågen og ville gerne sutte på hans finger. Derfor tog vi chancen og prøver at lægge ham til, for at se om han måske ville ammes…. Og mod forventning tog han fra, on/off i hele 30 min, – mega sejt af en første gang!

Dag 48 – En dag ude…

Jeg var tidligt på færde hos Elliott i dag, da vi skulle til brunch hos min søster og fejre min nieces 4-års fødselsdag.

Efterfølgende kørte vi til Hedensted. Søren skulle over i vores sommerhus på Bornholm, for at se vores nylavet anneks og tage imod de alle møbler jeg havde bestilt. I min iver, var jeg vis kommet til at bestille lige rigeligt….

Jeg ringede i løbet af dagen, for at høre til Elliott, som heldigvis klarede sig eksemplarisk. Jeg havde det altid meget ambivalent med at køre fra ham, for jeg synes i bund og grund ikke at det var i orden af forlade ham. Men personalet mindede mig om, at det var vigtigt at komme lidt ud og få tanket lidt ny energi. Samtidig var det også vigtig for Ellienor, at se sin mor i andre omgivelser end på sygehuset.

Dag 49 – 7 uger i dag – Tillykke Elliott 😊

Vægt: 1700 gram

Jeg fik et lift til Skejby af mine forældre. Men far havde ikke set Elliott siden barnedåben, så han synes det var på tide. Han bor til dagligt i mine forældres sommerhus i Juelsminde, mens min mor bor i deres lejlighed i Skanderborg, indtil hun om 6 arbejdsdage langt om længe kan gå på pension 😊

Elliott var rykket ind på stue 5, da afdelingen skulle modtage tvillinger på stue 6. Flytningen betød, at vi nu var rykket endnu et skridt væk fra vagtstuen…. Jo længere væk Elliott kom, jo bedre klarede han sig, så det var positivt!

Om eftermiddagen stod jeg og masserede Elliotts mave, for at få gang i den og han kvitterede kort efter…. Fejlagtigt troede jeg at han var færdig, med det resultat at han sked en ordentlig stråle ud på mig…. Alletiders Elliott, det var da virkelig lækkert…. Tak min skat :-/

FacebookDel blogindlæg på facebook

Når man bliver en “anden” end den man var…

Billedet er taget, da Søren og jeg var ude at fejre vores bryllupsdag, mens vi var indlagt.

I går fik jeg et par meget betænksomme og yderst relevante spørgsmål, om mine oplevelser med Elliotts alt for tidlige fødsel og indlæggelse på Skejby, af min medblogger Lise i vores blogfællesskab Blogger By Heart. (https://www.instagram.com/byschlagelberger/) (https://www.instagram.com/bloggersbyheart/)

Og lød sådan her: Jeg er sådan lidt nysgerrig ………. Men det er vel et traume du gik igennem? Hvordan har du det med det nu?”

Derfor har jeg valgt at skrive dette indlæg om min personlige rejse efter vores indlæggelse med Elliott.

Livskriser forandrer en…..

OG det gjorde Elliotts for tidlige fødsel bestemt også for mig!

Da vi kom hjem fra sygehuset, var der de første mange måneder kun fokus på at få en hverdag til at fungere på ny. Vi var pludselig en familie på 4, endelig samlet under samme tag og det krævede lidt tilvænning.

Elliott og jeg skulle finde ind i vores nye og hyggelige hverdagsrytme med mødregruppe, babysalmesang og barselsbesøg……. Alt var godt, vi var kommet helskindet igennem den mest traumatiserende periode af vores liv, og vi nødt vitterligt bare at være sammen som familie. Bare os, – ingen alarmer der bippede, ingen stuegang eller sygeplejersker, som kom ”rendende”. (Selvom vi savner dem og tit tænker på dem)

Igennem hele vores forløb på sygehuset var jeg en klippe for Elliott, ikke fordi jeg ikke havde grædt eller været frustreret og ked af det. Men jeg havde holdt sammen på mig selv og været den bedste udgave af mig selv til trods for de alvorlige omstændigheder……. Noget jeg i dag er vildt stolt af!

For mig kulminerede det hele i efteråret 2019, flere måneder efter vi var kommet hjem med Elliott efter 3,5 måneds indlæggelse på Nyfødt Intensiv afdelingen på Skejby.

Jeg begyndte, at få fornemmelsen af, at ikke alt var som det skulle være. Jeg kunne ikke sætte en finger på hvad der er galt! Jeg havde det jo okay, men jeg havde alligevel en mærkelig uro i kroppen…. Havde en fornemmelse af at der var noget på vej, som jeg umiddelbart ikke selv følte jeg var herre over eller kunne kontrollere….

Jeg besluttede mig for at få en henvisning til en psykolog, for at for vendt mine tanker og følelser med en professionel. Søren og jeg havde under indlæggelsen, sammen været til psykolog i Risskov, men på det tidspunkt tror jeg ikke vi var modne nok til at tage imod og tage ind, derfor blev det kun til 2 seancer.

Mit først møde med den ”nye” psykolog startede lettere forvirrende, da jeg ikke var i stand til at fortælle, hvorfor jeg var kommet og hvad jeg har behov for…… Jeg synes jo ikke at det var oplevelserne omkring Elliott indlæggelse, der rumstere, men jeg kunne heller ikke afvise, at det måske i virkeligheden var det, det handlede om…..

Jeg fortalte kort om vores oplevelser og om hvordan Søren og jeg havde reageret i forskellige i situationer. Men jeg synes ikke, at jeg gik derfra med fornyet indsigt og forståelse for min egen lidt mærkelige tilstand. Men jeg besluttede at give det en chance til….

Til anden samtale kom der lidt af et ”gennembrud”. Psykologen sagde noget a la: ”Du må ikke være bange for, at du kommer til at reagere voldsommere nu end du ville have gjort, da du stod midt orkanens øje…..”

Kender I det, at lige pludselig er der noget der bare giver så meget mening????

Det var jo det jeg havde gået og frygtet, at jeg ville bukke under og ikke være i stand til at rejse mig igen..….. At sorgen og de traumatiske oplevelser ville være for voldsomme at kapere, selv her et halvt år efter….

Mærkeligt nok, så forsvandt mine bekymringer med et, fordi jeg havde så meget tiltro til psykologens ord om, at jeg godt ville kunne klare sorgen og traumerne.

Jeg kunne altså godt klare at tage sorgen ind og bearbejde den, uden at risikere ikke at kunne kontrollere den eller miste mig selv til den. Så havde jeg lyst til at græde, skulle jeg græde, havde jeg lyst til at råbe skulle jeg råbe og havde jeg lyst til at lægge låg på, fordi det hele blev for overvældende, skulle jeg uden bekymringer bare gøre det.

Det var en fantastisk følelse jeg havde med mig fra psykologen den dag i december 2019!

Det er dog ikke kun psykologens ord, som skal have hele æren for, at jeg er nået hertil, hvor jeg står i dag!

Jeg fik i efteråret også en kærlig opfordring, fra en god veninde, om at passe på mig selv! Hun synes, hvis jeg havde mod på det, at jeg skulle forkæle mig selv med en clairvoyant healing hos den lokale clairvoyant, Anne Faldt. Hvis ikke det gav mening for mig, kunne jeg da i det mindste få en time helt for mig selv, hvilket ikke var noget der på daværende tidspunkt hang på træerne.

Men oplevelsen var fantastisk og gav så meget mening….. Seancen fik sat nogle ret private ting på plads og introducerede mig til, hvad den spirituelle verden kan…… En verden jeg kun meget overfladisk havde kendt til.

Jeg har siden den dag, forsøgt at finde tid til at meditere dagligt. Jeg bruger Rikke Hertz’ guidede meditationer og de har givet mig en ro, som jeg ikke har kunnet finde andre steder……. Jeg sir bare ”prøv det”!  Og NEJ, du skal ikke sidde i skrædderstilling og sige hmmmmm hmmmm hmmmmm…… (De fordomme jeg havde jeg også inden jeg prøvede det 😊)

Og mine spirituelle oplevelser stoppede ikke her, jeg har efterfølgende brugt Anne igen (https://www.instagram.com/houseofjiva_anne/) og seneste Camila, som har Würtzgaard kanalisering (http://www.wurtzgaard.dk)

Jeg betegner ikke umiddelbart mig selv som nyopdaget spirituel, MEN jeg vil sige, at jeg er blevet utrolig opmærksom på, at bruge min intuition og mærke efter, hvad der føles rigtig for MIG og MIN familie.

Det er som udgangspunkt underordnet for mig, om jeg får nye indsigter og erkendelser hos en psykolog, hos clairvoyant, en kær veninde eller en helt fjerde……. Så længe jeg føler det giver mening for MIG og er med til at udvikle MIG henimod lige præcis den ”ANJA eller frufaber” jeg ønsker at være……

Så slutteligt…..

Det sidste år af mit liv, har været den vildest rejse og jeg har lært nogle helt ny sider af mig selv at kende! Jeg er for evigt blevet en “anden” kvinde end den jeg var……. I hvert tilfælde en ny og mere vis udgave af mig selv. Mine prioriteter har ændret sig og det er ikke de samme ønsker og drømme jeg har for mit eget/min families liv, som jeg havde tidligere.

Det har været en rejse, som til tider har været uoverskuelig, altoverskyggende og skræmmende, MEN jeg vil på ingen måde have været den foruden, når jeg kigger tilbage og ser hvor langt jeg/vi er nået.

Kærligst Anja

Ps. Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte mig 😊

FacebookDel blogindlæg på facebook

Uge 6 – Ikke længere et intensivt barn!!!

9-15 april 2020 – Indlægget kan læses på 5 min

Dag 36 – Der kom gang i tarmene…

Sygeplejersken, som ikke havde set Elliott et par dage, syntes han var vokset utrolig meget😊 Elliott var begyndt at få laktulose (afføringsmiddel), og det havde langt om længe sat gang i maven og ikke mindst prutterne….. og de lugtede virkelig grimt, men de havde selvfølgelig også været spærret inde længe…

Maven var fortsat meget udspilet, så der var ikke noget at sige til, at det gjorde ondt at komme af med både prutter og afføring.

Om aftenen forslog aftenvagten, at vi skulle forsøge at ændre Elliott spisemønster fra mælk hver 2. time til hver 3 time. Det ville også gøre det mere fleksibelt for mig, så vi startede op med hver 2,5 time og derefter hver 3 time.

Dag 37 – Moster og Elliotts første øjeblik

Vægt: 1314 gram

Endnu en veloverstået nat, jubiii! Det var så befriende at kunne slippe lidt af ængsteligheden og nervøsiteten, for hvordan natten nu var gået, når jeg åbnede døren til Elliotts stue om morgenen.

Nu hvor Elliott var blevet stabil, var tiden inde til at han skulle udfordres lidt, derfor blev han for første gang lagt til brystet, for at se om han kunne klare at ligge vandret i forhold til hans vejrtrækning. Men selvfølgelig også for at se om han var nysgerrig, … og det var han…….måske også lidt for ivrig! Han havde i hvert tilfælde ikke forudset, at konsekvensen af, at han tog fat i brystet ville resultere i en alternativ ansigtsvask 😊    

Til stuegang var det den samme læge, som også mødte os den aften vi blev indlagt, og hun var imponeret over hvor godt han klarede sig. Hun valgte derfor at skue lidt på indstillingerne på ”Stephanie-maskinen”. Hun reducerede ilttrykket, som kom ned i lungerne fra 11 til 9 og triggeren til 5 i stedet for 10, altså den der mindede ham om at trække vejret. Hun nævnte, at hvis det gik godt, ville de overveje at lægge ham i C-pap dagen efter.

Om aftenen kom min søster, hun skulle sidde med Elliott for første gang. Hun havde tilbudt at sidde med ham, så jeg kunne komme lidt hjem. Jeg må ærligt indrømme, at jeg var en smule nervøs, og det hjalp absolut ikke på nervøsiteten, at Elliott lavede en del ballade til at starte med….. Situation var selvfølgelig ny for både moster og nevø, men efter lidt tid frem og tilbage i forskellige stillinger, faldt der ro på stuen og vi fik alle en smuk stund sammen.

Den stolte moster – et stort øjeblik!

Dag 38 – Ledsaget udgang

Vægt: 1352 gram, Længde: 39 cm

Lægerne ville i dag lægge Elliott i ”C-pap-mode” på ”Stephanie-maskinen”. Det betød, at han ikke ville få så højt ilttryk ned i lungerne. Dette gav samtidig den ekstra bonus, at der heller ikke kom så meget luft ned i maven. Jeg tror ikke tidligere jeg har nævnt det, men når Elliott skulle bøvset eller af med luft, kunne han gøre dette gennem sonden, og op i en sprøjte uden ”stempel” på, også kaldet “skorstenen”.

Da Elliott havde det værst, og fik de famøse fald i både iltmætning og puls, kunne det ofte skyldes at han ikke kunne komme af med luften…… Det første jeg eller sygeplejerskerne gjorde, var derfor at forsøge at trække luft ud igennem sonden, altså luft fra mavesækken. I nogle tilfælde kunne vi trække over 40 ml luft ud af sonden, hvilket var rigtig meget på sådan en lille fyr.

Om aftenen havde Søren og jeg en tiltrængt alene aften ude….

Jeg kaldte det dengang ledsaget udgang 😉!!!

Dag 39 – Måske skulle Elliott flytte stue…

Vægt: 1383 gram

I dag den 12. april sad farmand med Elliott fra morgenstunden, da jeg havde sat mig for at begynde på min projektledelsesopgave. Da mit vand gik i slut februar, var jeg i gang med en projektlederuddannelse på mit arbejde. Vi skulle afslutte med en skriftlig opgave, som skulle afleveres 1. april. Men på grund af omstændighederne havde jeg fået udsættelse frem til d. 30. april. Så der var behov snart at komme lidt videre, hvis jeg skulle nå det indenfor den nye deadline.

Jeg havde heldigvis være på forkant og havde inden Elliotts ankomst fået skrevet 1/3 af opgaven, hvilket gjorde en kæmpe forskel. Det var nok også var årsagen til, at jeg overhovedet kunne overskue at skulle skrive den færdig. Selvom det var hårdt, var det også en tiltrængt pause væk fra alt sygehus-halløjet.

Kl. 9.30 blev Elliott lagt i den ”rigtige” C-pap, og han klarede skiftet rigtig flot. Han havde stadigvæk fald i iltmætning, men de få fald han havde ”hentede” han selv uden hjælp.

Lille mus i C-pap.

Om eftermiddagen kom Ellienor på besøg, og det var så sødt at se, hvordan hun blev mere og mere modig for hver gang hun kom på besøg, dog turde hun ikke helt røre ham endnu… Se den søde video på min Instragram – https://www.instagram.com/frufaber

Dagens største overraskelse var da vores faste nattevagt fortalte, at hun vurderede, at Elliott snart ikke ville være et intensivt barn mere…., og derfor skulle han måske snart forlade intensiv stue 7!

Dag 40 – En tur i Cirkus Arena

Vægt: 1395 gram

En stille og rolig dag hvor hele den lille familie var samlet på Skejby. I takt med at Elliott klarede sig bedre og bedre, fik moren også mere ro på hele sit system, som havde været i alarmberedskab de sidste 6 uger…. Der var overskud til hygge på stue 7, Ellienor kom med forfriskninger til mig, mens jeg sad med Elliott, samtidig med at hun uddelte ”High fives” til alle inklusiv lillebror 😊

At Elliott ikke længere var kritisk, gav et helt andet overskud, specielt til at være 100 % sammen med Ellienor uden at føle dårlig samvittighed overfor Elliott. Derfor tog vi Ellienor med i Cirkus for første gang, en stor oplevelse, men også skræmmende og overvældende for en pige på knap 2 år….. det havde forældrene ikke lige overvejet :-/

Dag 41 – Mosters første gang alene……

Vægt: 1433 gram

Elliott susede derud ad med vægten, og var meget snart oppe på dobbelt størrelse fra fødslen. Vi havde endnu en familietur i kalenderen – Øko-dag med mine forældre og min søsters familie.

Om aftenen sad min søster med Elliott helt selv, da vi havde besluttet at tage en overnatning hjemme i Hedensted. Heldigvis opførte han sig eksemplarisk 😊 Det var en win/win, for min søster lånte vores værelse på forældrevingen, og hun kunne således få en helt nat for sig selv uden hendes egne børn i sengen….

Dag 42 – NU er det OFFICIELT…… Elliott er ikke længere et intensivt barn….jubiiiii!!!

Vægt: 1533 gram

Min søster ringede da hun kørte fra Skejby, efter hun havde været ovre hos Elliott. Han havde taget 100 gram på, på et døgn….. shit det gik stærkt nu!

Til stuegang reducerede de hans mængde af proteintilskud i mælken fra 4 til 3 gram, fordi han havde taget så meget på. Derudover blev han reduceret i Peyona til ”normal” dosis. Peyona’en havde han fået siden han var få dage gammel. Det var endnu en af de medikamenter, som skulle hjælpe ham med at huske på at trække vejret…..

Og sidst med ikke mindst erklærede overlægen, at Elliott ikke længere var et intensivt barn! Velkommen til en ny hverdag “@frufaber” 🙂

Så sød og meget bevidst 🙂

FacebookDel blogindlæg på facebook

Uge 5 – Tiden i respiratoren var snart slut!

2.-8. april 2019 – Indlægget kan læses på ca. 7 min.

Dag 29 – Fotomodel for en dag

Vægt: 1095 gram

I dag blev Elliott vasket ekstra grundigt, da fotograf Tine Sletting, som hyret af Sundhedsstyrelsen, kom for at tage billeder af ham. Billederne skulle bruges til en fotodatabase til brug til pjecer mv. Det blev de fineste billeder….

Til stuegang fik Elliott den helt store tur. Lægen kiggede ekstra nøje på Elliotts mave, som den seneste uge havde været meget udspilet, så de var meget opmærksom på hans fordøjelse. Samtidig kiggede han på Elliotts pung/testikler, og han vurderede at han havde brok i begge testikler. Det var dog ikke noget de ville gøre noget ved, og de forventede at det ville gå i sig selv.

Senere på dagen kom der svar på blodprøverne og Elliotts hæmoglobin var atter for lavt, hvilket betød at han senere skulle have en portion blod.

Dog nåede vi en stor milepæl i dag…. Elliott var blevet så god til at holde varmen, at han ikke længere havde behov for fugten i den lukkede kuvøse, så han var nu kommet i en åben kuvøse.

Elliotts nye seng – en helt åben kuvøse!

Efter en tiltrængt gåtur til moren sidst på dagen, kom jeg retur på stuen og opdagede at Elliott var blevet skalperet på den ene side af hovedet…… Afdelingens professor havde lige været forbi og havde forsøgt at lægge et venflon i hovedet på Elliott….. skøre kælling, kan jeg huske at jeg tænkte….. Det viste sig dog, at det var ”normal” praksis, det virkede bare så utrolig voldsomt og dumt….. specielt når det nu ikke lykkedes alligevel!!!

Elliott og jeg fik her til aften besøg af en kær veninde, som havde fået lavet den sejeste plakat til Elliott…. Den hænger nu og pryder på hans værelse og er et dejligt minde fra tiden på Nyfødt Intensiv.

Dag 30 – Respiratoren-tiden er snart slut…

Vægt: 1160 gram, Længde: 38 cm

Til stuegang vurderede lægen at Elliott kunne komme ud af respiratoren dagen efter, da han var rigtig tilfreds med, hvordan han havde klaret sig. Udfordringen var bare, at der ikke var nogen ”Stephanie-maskine” ledig, og det gjorde moren meget nervøs… Jeg var skrækslagen for at ende i det samme mareridt, som for en uge siden…..

Men så var det godt at der også skete nogle positive ting. Elliott var så småt begyndt at smage på lidt mælk på en vatpind.

Dag 31 – Lægen foreslår at vi leger gemmeleg…..

Vægt: 1209 gram

Mens jeg sad med Elliott denne formiddag, kom en af vores søde sygeplejersker ind og fortalte, at der var netop var blevet en ”Stephanie-maskine” ledig. Jeg fik næsten tårer i øjnene af glæde, jeg var så bekymret for skiftet fra respiratoren… Men, men, men den bekymring måtte vente, da vores kontaktlæge ikke mente at Elliott skulle ud af respiratoren endnu. Derfor foreslog hun for sjov, at vi skulle gemme ”Stephanie-maskinen”, så der ikke var andre der kunne ”tag” den fra os denne gang.

Der er ingen tvivl om, at hændelsen for knap en uge siden, var blevet drøftet på vagtstuerne og på lægekonferencerne, og alle vidste hvad der var forgået på stue 7 den 30. marts. Derfor var det også rart midt i alvoren, at vi kunne joke lidt, og jeg gav ikke desto mindre den pågældende læge en kæmpe krammer, og fik sagt ”tak for kampen” dagen efter episoden, da hendes aften jo absolut heller ikke havde være let.  

Dag 32 – Elliotts tid i respiratoren var forbi

Efter en uge i respirator kom Elliott kl. 12.40 ud af respiratoren, og han klarede til UG med kryds og slange. Resten af dagen fik Elliott noget tiltrængt ro.

Dag 33 – En tiltrængt tur udenfor sygehuset

Vægt: 1263 gram

Alt åndede fortsat fred og idyl på stue 7, og vi tog os en tiltrængt tur udenfor sygehuset. Først et smut på lystbådehavnen efter is og kaffe, og efterfølgende lækker aftensmad på food market.

I dag havde en af de skønne sygeplejersker startet på en bog, hvori sygeplejerskerne kunne skrive søde hilsner og oplevelser med Elliott, samt kunne forklare hvilken behandling han havde været igennem…. Det var sådan en sød tanke!

Dag 34 – Hjem til Hedensted og Legoland

Vægt: 1203 gram

I dag gik turen hjemover, og jeg fik noget tiltrængt kvalitetstid med Ellienor. Vi tog en tur i Legoland sammen med min søster og hendes familie.

Kvalitetstid 🙂

Jeg ringede flere gange i løbet af dagen og fik den samme smøre hver gang: ”Han har det bare så godt”.

Tiden i respiratoren havde gjort en markant forskel for Elliott, selvom det skete på baggrund af nogle ret så dramatiske omstændigheder.

Dag 35 – Tillykke Elliott, 5 uger gammel

Vægt: 1278 gram – næsten dobbelt størrelse….

Har du lyst til at læse næste uges indlæg, kan du klikke HER

FacebookDel blogindlæg på facebook

Uge 4 – Elliott trak det korteste strå og endte i respirator!

26. marts-1. april 2019 – Indlægget kan læses på ca. 7-8 min.

Dag 22 – Ny “stuekammerat”

Vægt: 1014 gram

Natten var atter forløbet med mange udfald, hvor puls og iltmætningen var faldet. Sygeplejersken havde været nødt til at ventilere ham flere gange, for at få puls og iltmætning op på acceptabelt niveau igen.

Elliott virkede lidt urolig, da jeg kom ind på stuen den morgen, men i løbet af natten havde han også fået en ny “stuekammerat”, hvilket helt sikkert havde skabt noget uro på stuen. Elliott var meget påvirkelig af støj og høje lyde og derfor var vi de sidste par uger blevet gjort opmærksom på, at vi skulle tale lavt, og at dørene skulle være lukket ind til overvågningsstuen ved siden af.

Hud-mod-hud

Derfor var det også særlig rart at mærke at han faldt til ro, da han kom ud at ligge hos mig den formiddag. Om aftenen var der mega travlt på afdelingen, da de havde modtaget et kritisk barn, som skulle overføres til Riget.

For en gang skyld var der ro på “vores” stue efter de seneste par hektiske dage, og jeg var så taknemmelig for, at vi bare kunne sidde og nyde hinanden, mens vi kunne høre personalets hastige skridt på gangene og på stuen ved siden af.

Svar på bloddyrkning

Der var kommet svar på bloddyrkningen fra den anden dag og den samme bakterie var igen vokset frem. Lægerne troede at det måske kunne være en indkapslet byld evt. i maven, som blev ved med at vise sig i hans blod. De bestilte derfor en scanning af hans mave, som gerne skulle be- eller afkræfte deres teori.

Dag 23 – Små fine aftryk

Vægt: 985 gram …. Det betyder jo at vi skal give kilokage igen!!!

Endnu en dag med stilhed og ro på stue 7. Derfor synes sygeplejersken også, at vi skulle udnytte situationen til at få lavet aftryk af Elliott ene hånd og fod….. det blev så fint.

Som I kan se er de jo bare sååå små, det er næsten ikke til at fatte!

Søstrehygge og sushi

Om eftermiddagen kom min søster og hun havde sushi med….. Mums!!! Besøgene fra familie og venner betød utrolig meget, i en tid hvor der ikke var meget adspredelse, og fokus kun var på Elliott. Derfor var det rart med besøg, og det betød ofte noget lækkert mad, kage eller lign. og det kan jeg virkelig godt li’ 🙂

Det var samtidig også en måde at invitere vores nærmeste med ind i vores nye hverdag. De fleste var også med ovre hos Elliott, når jeg skulle sidde med ham, for på den måde at kunne få syn for sagen og indsigt i, hvordan vores verden så ud for os nu.

Dag 24 – Scanning af den lille mavse

Vægt: 979 gram, Længde 36 cm

Scanningslægen, som skulle scanne Elliotts mave, havde meldt sin ankomst fra morgenstunden. Derfor skyndte sygeplejersken og jeg os med at gå i gang med at pusle, vaske ansigt og hals, samt skifte ”grime”. Grimen var en slags “hue”, hvori der sad en gummidims, som Elliott fik tilført ilten igennem.

Selv om scanningslægen stod og kiggede på skærmen mens han scannede, kunne og ville han ikke kommentere på det han så. Billederne skulle vurderes af flere til en fælles konference, inden de kunne komme med en endelig vurdering og beskrivelse dagen efter.

Dag 25 – DENNE DAG GLEMMER JEG ALDRIG!

Vægt: 1034 gram

Puha jeg kan lige så godt sige det med det samme, denne dag ligger nummer 1 på min Top 3 over de værste oplevelser på Nyfødt Intensiv afdelingen….

Dog lidt positivt først… der var kommet svar på scanningen, og den var heldigvis fin. Vi fik samtidig svar på endnu en bloddyrkning, og der var ikke vokset bakterievækst frem, så vi krydsede fingre for, at den nu var slået ned.

Elliott trak det korteste stå

Om eftermiddagen da jeg kom ind på stuen, sad sygeplejersken hos Elliott. Hun så meget brødetynget ud…. Hvilket jeg sagtens kunne forstå, med det hun netop skulle til at fortælle mig!!!

Lægerne havde besluttet, at Elliott skulle ud af ”Stephanie-maskinen”……. Først lød forklaringen, “at de mente han var klar til det”, sådan som sygeplejersken så “fint” præsenterede det… Jeg var overhovedet ikke enig, da jeg synes han fortsat på daværende tidspunkt havde mange fald i iltmætning og puls.

Det viste sig også at være en modifikation af sandheden. For maskinen skulle bruges til en anden lille patient, nemlig Elliotts “stuekammerat-inde”….

Ingenting jeg sagde kunne ændre deres beslutning

Jeg var rasende, frustreret og talte med meget store bogstaver…… Jeg kunne se på sygeplejersken, at hun var enig i mine vurderinger, MEN at beslutningen var taget fra et ”højere” sted. Jeg bad om at tale med den pågældende læge, og han fik heller ikke overbevist mig om, at det ville være det bedste for Elliott. Men de havde kun 2 maskiner på afdelingen, og de vurderede at Elliott var den stærkeste og ville kunne klare et skift…. Ellers ville de ikke gøre det, sagde han…….. YEAH RIGHT!!!

Plan B

Deres plan B var, at hvis ikke han kunne klare skiftet, ville de øge ham i dopram (som stimulerer hjernen til at huske at trække vejret)….. den medicin han netop var udtrappet af…. eller lægge ham i respirator!

Til trods for mine indvendinger, blev Elliott lagt i SIPAP’en kl. 17 den dag…….. Der gik ikke langt tid før jeg synes at kunne se, at det absolut ikke var en holdbar løsning…. og for første gang, kunne jeg ikke holde ud, at være på stuen…..

Jeg var så bange for hvad der ville ske. I stedet sendte jeg Søren over ad flere omgange for at se til ham. Efter nogle timer sagde Søren til mig, at han synes jeg skulle gå derover og være hos ham.

Kl. 21.30 tog vi en snak med afdelingslægen

Hun ville gerne give Elliott lidt mere tid til at vænne sig til den nye maskine…… Jeg var fuldstændig opløst i tårer og følte på ingen måde, at Elliott fik den behandling, som han havde behov for.

Jeg kan huske at lægen sagde til mig “At det var vigtigt for Elliott at jeg var hos ham, så han kunne mærke min tilstedeværelse”. Ja tak, tænkte jeg…… Du skal da ikke tænke på at jeg er lige ved at falde fra hinanden af angst og bekymring. Hun mente det jo godt, men det var virkeligt angstprovokerede at være vidne til.

Da vi kom tilbage ind på Elliotts stue, sad sygeplejersken med Elliott i sine hænder indeni kuvøsen…. Elliott bliver ved med at stoppe med at trække vejret, og hun var derfor nødt til at agere “trigger”, i stedet for maskinen. Den maskine som Elliott nu var kommet over i, mindede ham om at trække vejret efter 10 sekunder – den anden gjorde det efter 5 sekunder. …

Og de 5 sekunder gjorde en verden til forskel…… 

Elliotts fald i puls og iltmætning blev markant dybere, og derfor valgte sygeplejersken altså at agere maskine og trigger for Elliott…… SHIT det var et voldsomt syn! Sygeplejersken nussede ham hver gang han glemte at trække vejret….. og det gjorde hun i fucking 2 timer (Undskyld mit sprog!)

Efter de 2 timer blev ”Stephanie-maskinen” atter ledig, da hans “stuekammerat-inde” alligevel ikke kunne klare at komme ud af respiratoren……Jeg var lettet, men også rasende……… hvorfor skulle Elliott igennem sådan en oplevelse, for alligevel at ende ud ved udgangspunktet igen…… og alligevel ikke, for han var træt og udkørt!

Kl. 24.00 blev Elliott koblet på Stephanie-maskinen igen og jeg fik samtidig en snak med vores faste nattevagt, som var kommet tidligere på arbejde, fordi der udover Elliotts situation også generelt var meget travlt på afdelingen.

Tyndslidt og helt gennemsigtig

Da hun trådte ind på stuen, følte jeg at hun kunne se lige igennem mig… Hun så en mor, som var presset ud til den yderste kant, og der skulle ikke tilstøde mere, før hun ville falde ud over.

Vi fik snakket situationen igennem, og hun tilkendegav også, at hun undrede sig over, at de pågældende læger i dagvagten ikke havde konfereret med hende eller nogen af de andre sygeplejersker, i forhold om hun/de ville vurdere, at Elliott kunne klare et sådan “maskinskift”…. Men det er lægernes ansvar og de skal nogen gange træffe nogle umulige og hurtige beslutninger, samtidig med at de risikere at få forældre på nakken…… not an easy job!

Den nat ringede de efter mig 2 gange, da de opstartede Elliott på dopram… den medicin, som skulle minde ham om at trække vejret, samt at de havde behov for at ventilere ham med neo-puffen (en speciel lille maske, som bruges til at give ekstra ilt med)

Dag 26 – Ender i respirator

Jeg kunne ikke slæbe mig ud at sengen denne morgen og derfor gik Søren over til Elliott. Nattevagten og lægen fra aften før, overvejede om han skulle lægges i respirator…. Nattevagten sagde, at Elliott simpelthen var blevet for træt og udkørt efter aftenens voldsomme strabadser, og han havde nu ikke flere kræfter at gi af. (Og nu tuder jeg in real time…) Derfor var respiratoren, det bedste valg for ham lige der!

Respirator-tid

Da jeg kom over på afdelingen kl. 7, var de i gang med at gøre klar til at lægge Elliott i respirator. Jeg var så ked af, at han skulle igennem alt det her. Men jeg vidste også, at det ville give Elliott noget tiltrængt ro, til at komme ovenpå efter et voldsomt døgn. Om aftenen sidder Søren med Elliott, og vi kan begge mærke, at han var faldet fuldstændig til ro og havde vænne sig til respiratoren, hvilket samtidig også giver os som forældre lidt tiltrængt ro….

Far og søn – nu med respirator 🙂

Skrev dette til ham den dag:

”Kære søde Elliott, Du skal vide at mor og far er så stolte af dig, – du kæmper allerede dit livs kamp og du gør det på en måde der er utrolig beundringsværdig. Vi elsker dig 😊”

Dag 27 – Jeg tager hjem….

Vægt: 1030 gram

Da jeg sad med Elliott denne formiddag kom en af lægerne og en af afdelingens koordinatorer, som ligesom os, var meget berørte af situationen. De var forstående og roste os for vores måde at være på.

Vi gav kun konstruktiv kritik, som efter deres mening var fuldt ud berettiget, situationen taget i betragtning. Vi talte senere på dagen med endnu en af lægerne, for at få snakket situationen ”officielt” igennem. Vi håbede, at de kunne lære af situationen….. men det var jo et ressourcespørgsmål og vi ved jo godt at pengene ikke hænger på træerne, og at afdelingen også mandskabsmæssigt var presset. Det er bare ikke særlig fedt, når det er ens lille søn det gik ud over….

Ude hos mor, som var godt tapet ind, for at sikre at slagen til respiratoren ikke røg ud.

Overnatning hjemme

Jeg tager for første gang hjem og overnatter i Hedensted sammen Søren og Ellienor. Elliott var for første gang længe stabil, nu hvor han var kommet over i respiratoren. Den eneste gang jeg indtil nu havde været i Hedensted, var et par dage efter fødslen, hvor jeg kørte ned for at aflevere en kurv til Sørens søster, samt en buket til Sørens mor og Ellienors dagplejemor, som tak for alt deres støtte de seneste par uger.

Det var rart at være hjemme og lege i sandkassen med Ellienor, men samtidig ambivalent, for jeg ville så gerne være hos Elliott også. Derfor varmede det, da vi i løbet af dagen fik denne søde besked fra sygeplejersken i dagvagten.

”Hej mor, far og Ellienor.

Lige en status fra mig. Jeg har været fuldstændig stabil i respiratoren, fraset enkelte SAT-fald, fordi jeg formentlig har lidt ondt i maven, og af den grund ligger og møffer. Lige nu ligger jeg i 21% ilt og slapper rigtig godt af med en stabil puls på 150. Sygeplejersken har lagt sonden op i næsen på mig, og det tror jeg faktisk godt, at jeg kan lide. Der er fundet vækst i min bloddyrkning for nogle bakterier, men heldigvis er jeg dækket ind med den antibiotika, lægerne startede op på mig i går.
Far fortalte sygeplejersken i går, at storesøster ofte sover med åbne øjne. Det tror sygeplejersken også, at jeg gør. Mit drop er lige “gået”, så lægen kommer om lidt og lægger et nyt. Alt er godt ❤️ Kys fra Elliott.”

Sygeplejersken havde lavet denne fine “plakat” – Han er nu 3 uger og 6 dage gammel og ville have rundet 29 uger i mavsen.

Om aftenen ringede vi til afdelingen for at tjekke op på Elliott, han var heldigvis i selskab med den faste nattevagt, så han var i trygge hænder og havde det godt. Men hold nu op, hvor vi begge glædede os til at se ham næste dag 😊

Dag 28 – Tillykke Elliott 4 uger gammel i dag!

Vægt: 1054 gram

En stille og rolig dag, hvor vi alle sammen var på sygehuset, da Ellienors dagplejemor var syg. Elliotts infektionstal var ”stabilt”/ let faldende, så nu måtte den infektion godt snart gå væk!! Men respiratoren så heldigvis ud til at gøre ham godt.

Vægtøgning på de første 4 uger var 314 gram og knap 5 cm i længden. SÅDAN ELLIOTT!!!

Hvis DU har lyst til at læse næste uges indlæg, kan du blot klikke HER

FacebookDel blogindlæg på facebook