Uge 10 – 35+0 og jeg burde have været højgravid!

7.-13. maj – Indlægget kan læses på 4-5 min.

Dag 64 – Nu uden ilt

Elliott var sent aftenen forinden blevet sat ned i tryk 5 og han havde klaret ændringen flot og havde ligget med omkring 25% ilt det meste af natten.

Hertil formiddag fik jeg hjælp af hele 2 sygeplejersker, en uddannelsesansvarlig og en “alm.” sygeplejerske, så Elliott kunne hurtigt få skiftet tryne og grime. Grimen blev i dag et nummer større og hed nu 26-32 cm i omfang. Skiftet klarede han helt uden ilt, så der skete virkelig fremskridt dag for dag.

Nyvasket med ren tryne og grime 🙂

Forsøgte med endnu en amning, men Elliott virkede træt og derfor puttede jeg ham tilbage i hans seng. Men over middag fik vi atter ammesucces, og så et helt kvarter!

Resten af dagen nød vi i hinandens selskab, dog uden yderligere succes ammefronten.

Liverpool vandt 4-0 over Barcelona, så jeg var sikker på, at Søren vil være i ekstra godt humør i morgen, når han kom og hyggende med os.

Dag 65 – Når vi var sammen om Elliott ❤️

Vægt: 2232 gram, Længde: 42,5 cm, Hovedomfang: 30,5 cm

I dag hjalp vi hinanden med at pusle, vaske og skifte tryne og grime på Elliott og igen uden ekstra ilt. Det var så dejligt de gange, hvor Søren var forbi, mens Ellienor var i dagpleje. Det betød, at Søren og jeg kunne være fælles om Elliott, og derigennem få nogle unikke oplevelserne sammen med ham.

I weekenderne var vi jo ofte opdelt, sådan at vi havde hver ”vores” barn, med undtagelse af de gange, hvor vi tog Ellienor med på tur.

I dag blev Elliott for første gang vejet uden c-pappen og vi fik derfor den første reelle vægt, uden noget udstyr på. Far fik efterfølgende puttetjansen 😊

Dag 66 –  Ingen tryk 4 i dag, men 3 x amning!

Elliott havde haft en lidt hård nat. Han pressede meget for at komme af med afføring og havde derfor været mere ilt-krævende. Så valget om at stoppe med lactulose i går, var nok ikke det helt rigtige, så den påbegyndte vi igen.

Det var så vildt at se hvor meget de forskellige ting påvirkede ham. Samtidig var jeg begyndt at kunne tolke hans signaler bedre og bedre dag for dag.

Ingen tryk 4

Han skulle have været nede i tryk 4 i dag, men lægen vurderede til stuegang, at efter nattens strabadser, måtte vi vente ØV! Men heldigvis var der gang i amningen og det lykkes hele 3 gange i dag…..

Min søster kom atter på Skejby for at sidde med Elliott, mens jeg tog hjem og spiste aftensmad og puttede Ellienor❤️

Dag 67 – Nu med hovedbevægelser 🙏🏼

Dagen startede med en ammesucces på hele 22 minutter, herefter fik Elliott et tiltrængt bad….. Den resterede del af formiddagen og helt hen på eftermiddagen, var han fuldstændig smadret og sov nærmest dagen væk. Det var tydeligt, at både bad og amningen kostede kræfter for ham, men det er heldigvis kun positivt.

Amning var hårdt for den lille mand….

Til aften kom den resterede del af familien på deres sædvanlige weekendophold. Farmand sad med Elliott om aftenen, hvor han stille og roligt begyndte at bevæge sit hoved fra side til side.

Inden puttetid lykkes endnu en amning 🙏🏼

Dag 68 – Legedag i Leo’s

Vægt: 2332 gram (+ 110 gram på 3 dage)

Afdelingen ringede efter mig fra morgenstunden, da Elliott virkede suttelysten, men i stedet for at sutte, faldt han bare i søvn… Dog lykkedes det til hans kl. 10-måltid.

Efterfølgende tog vi Ellienor med i Leo’s Legeland, hvor vi mødtes med hendes kusiner, moster og onkel. Der blev leget igennem og både børn og voksne trængte efterfølgende til en fælles middagslur på værelse 20 på Forældrevingen.

Dag 69 – 35+0 i dag og nu med sokker!

Nu med sokker på de små fusser.

Burde være højgravid….

Det var ret vildt at tænke på, at jeg burde have været højgravid på daværende tidspunkt og stadigvæk ville have haft hele 5 uger til termin…. I stedet for, var jeg mor til en skøn lille dreng på knap 10 uger!

Moderens tålmodighed sejrede atter denne morgen, da Elliott blev ammet 15 minutter efter 15 minutters kamp!

Da Ellienor og farmand havde spist morgenmad joinede de os på stue 5 og vi sad alle 4 og hyggede os en lille times tid i sengen – familietid ❤️

Altså mor og Elliott hyggede sig, – mens Ellienor helst ville uden om morens ønske om et familiebillede 😂

Dag 70 – 10 uger gammel – Tillykke med din runde dag Elliott ❤️

Amningen var endelig begyndt at gå rigtig godt og jeg var så småt begyndt at reducere den mængde mælk, som Elliott efter en amning skulle suppleres med via sonden. Det var et lidt svært regnestykke, da jeg skulle forsøge, at vurdere hvor meget han fik ved hver amning. Så alt efter hvor langt tid amning tog, hvor meget og hvor effektivt han suttede, havde betydning for, hvor meget han skulle suppleres med i hans sonde.

Nu med tøj på – Elliott havde levet de første 10 uger kun med ble

Stuegang

Til stuegang fik vi besøg af vores kontaktlæge, som vurderede at Elliott skulle skrues ned i tryk 4 og hvis han klarede det fint, ville hun overveje HNF, High-Nasal-Flow. Det ville sige at han snart ville komme helt ud af c-pappen og skulle kun have et lille sommerfugl-lignende plaster på kinderne….

Til eftermiddag kørte jeg hjem og hentede Ellienor i dagplejen, mens Søren sad hos Elliott. Vi planlagde lidt fra uge til uge, hvornår hun skulle komme på besøg…… Og i dag trængte jeg bare sådan til at se hende 😊

Sidst på aftenen skete der store ting, da Elliott efter 10 uger i kuvøse, sagde godaften til hans nye seng i form af en vugge (Dog hospitaludgaven)

Sover trygt og godt med vågelampe/babyalarm 🙂
Så fin, – dog ikke så praktisk med alle c-pap slangerne…

Har du ikke fået læs sidste indlæg, kan du læse det HER!

FacebookDel blogindlæg på facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *