Uge 4 – Elliott trak det korteste strå og endte i respirator!

26. marts-1. april 2019 – Indlægget kan læses på ca. 7-8 min.

Dag 22 – Ny “stuekammerat”

Vægt: 1014 gram

Natten var atter forløbet med mange udfald, hvor puls og iltmætningen var faldet. Sygeplejersken havde været nødt til at ventilere ham flere gange, for at få puls og iltmætning op på acceptabelt niveau igen.

Elliott virkede lidt urolig, da jeg kom ind på stuen den morgen, men i løbet af natten havde han også fået en ny “stuekammerat”, hvilket helt sikkert havde skabt noget uro på stuen. Elliott var meget påvirkelig af støj og høje lyde og derfor var vi de sidste par uger blevet gjort opmærksom på, at vi skulle tale lavt, og at dørene skulle være lukket ind til overvågningsstuen ved siden af.

Hud-mod-hud

Derfor var det også særlig rart at mærke at han faldt til ro, da han kom ud at ligge hos mig den formiddag. Om aftenen var der mega travlt på afdelingen, da de havde modtaget et kritisk barn, som skulle overføres til Riget.

For en gang skyld var der ro på “vores” stue efter de seneste par hektiske dage, og jeg var så taknemmelig for, at vi bare kunne sidde og nyde hinanden, mens vi kunne høre personalets hastige skridt på gangene og på stuen ved siden af.

Svar på bloddyrkning

Der var kommet svar på bloddyrkningen fra den anden dag og den samme bakterie var igen vokset frem. Lægerne troede at det måske kunne være en indkapslet byld evt. i maven, som blev ved med at vise sig i hans blod. De bestilte derfor en scanning af hans mave, som gerne skulle be- eller afkræfte deres teori.

Dag 23 – Små fine aftryk

Vægt: 985 gram …. Det betyder jo at vi skal give kilokage igen!!!

Endnu en dag med stilhed og ro på stue 7. Derfor synes sygeplejersken også, at vi skulle udnytte situationen til at få lavet aftryk af Elliott ene hånd og fod….. det blev så fint.

Som I kan se er de jo bare sååå små, det er næsten ikke til at fatte!

Søstrehygge og sushi

Om eftermiddagen kom min søster og hun havde sushi med….. Mums!!! Besøgene fra familie og venner betød utrolig meget, i en tid hvor der ikke var meget adspredelse, og fokus kun var på Elliott. Derfor var det rart med besøg, og det betød ofte noget lækkert mad, kage eller lign. og det kan jeg virkelig godt li’ 🙂

Det var samtidig også en måde at invitere vores nærmeste med ind i vores nye hverdag. De fleste var også med ovre hos Elliott, når jeg skulle sidde med ham, for på den måde at kunne få syn for sagen og indsigt i, hvordan vores verden så ud for os nu.

Dag 24 – Scanning af den lille mavse

Vægt: 979 gram, Længde 36 cm

Scanningslægen, som skulle scanne Elliotts mave, havde meldt sin ankomst fra morgenstunden. Derfor skyndte sygeplejersken og jeg os med at gå i gang med at pusle, vaske ansigt og hals, samt skifte ”grime”. Grimen var en slags “hue”, hvori der sad en gummidims, som Elliott fik tilført ilten igennem.

Selv om scanningslægen stod og kiggede på skærmen mens han scannede, kunne og ville han ikke kommentere på det han så. Billederne skulle vurderes af flere til en fælles konference, inden de kunne komme med en endelig vurdering og beskrivelse dagen efter.

Dag 25 – DENNE DAG GLEMMER JEG ALDRIG!

Vægt: 1034 gram

Puha jeg kan lige så godt sige det med det samme, denne dag ligger nummer 1 på min Top 3 over de værste oplevelser på Nyfødt Intensiv afdelingen….

Dog lidt positivt først… der var kommet svar på scanningen, og den var heldigvis fin. Vi fik samtidig svar på endnu en bloddyrkning, og der var ikke vokset bakterievækst frem, så vi krydsede fingre for, at den nu var slået ned.

Elliott trak det korteste stå

Om eftermiddagen da jeg kom ind på stuen, sad sygeplejersken hos Elliott. Hun så meget brødetynget ud…. Hvilket jeg sagtens kunne forstå, med det hun netop skulle til at fortælle mig!!!

Lægerne havde besluttet, at Elliott skulle ud af ”Stephanie-maskinen”……. Først lød forklaringen, “at de mente han var klar til det”, sådan som sygeplejersken så “fint” præsenterede det… Jeg var overhovedet ikke enig, da jeg synes han fortsat på daværende tidspunkt havde mange fald i iltmætning og puls.

Det viste sig også at være en modifikation af sandheden. For maskinen skulle bruges til en anden lille patient, nemlig Elliotts “stuekammerat-inde”….

Ingenting jeg sagde kunne ændre deres beslutning

Jeg var rasende, frustreret og talte med meget store bogstaver…… Jeg kunne se på sygeplejersken, at hun var enig i mine vurderinger, MEN at beslutningen var taget fra et ”højere” sted. Jeg bad om at tale med den pågældende læge, og han fik heller ikke overbevist mig om, at det ville være det bedste for Elliott. Men de havde kun 2 maskiner på afdelingen, og de vurderede at Elliott var den stærkeste og ville kunne klare et skift…. Ellers ville de ikke gøre det, sagde han…….. YEAH RIGHT!!!

Plan B

Deres plan B var, at hvis ikke han kunne klare skiftet, ville de øge ham i dopram (som stimulerer hjernen til at huske at trække vejret)….. den medicin han netop var udtrappet af…. eller lægge ham i respirator!

Til trods for mine indvendinger, blev Elliott lagt i SIPAP’en kl. 17 den dag…….. Der gik ikke langt tid før jeg synes at kunne se, at det absolut ikke var en holdbar løsning…. og for første gang, kunne jeg ikke holde ud, at være på stuen…..

Jeg var så bange for hvad der ville ske. I stedet sendte jeg Søren over ad flere omgange for at se til ham. Efter nogle timer sagde Søren til mig, at han synes jeg skulle gå derover og være hos ham.

Kl. 21.30 tog vi en snak med afdelingslægen

Hun ville gerne give Elliott lidt mere tid til at vænne sig til den nye maskine…… Jeg var fuldstændig opløst i tårer og følte på ingen måde, at Elliott fik den behandling, som han havde behov for.

Jeg kan huske at lægen sagde til mig “At det var vigtigt for Elliott at jeg var hos ham, så han kunne mærke min tilstedeværelse”. Ja tak, tænkte jeg…… Du skal da ikke tænke på at jeg er lige ved at falde fra hinanden af angst og bekymring. Hun mente det jo godt, men det var virkeligt angstprovokerede at være vidne til.

Da vi kom tilbage ind på Elliotts stue, sad sygeplejersken med Elliott i sine hænder indeni kuvøsen…. Elliott bliver ved med at stoppe med at trække vejret, og hun var derfor nødt til at agere “trigger”, i stedet for maskinen. Den maskine som Elliott nu var kommet over i, mindede ham om at trække vejret efter 10 sekunder – den anden gjorde det efter 5 sekunder. …

Og de 5 sekunder gjorde en verden til forskel…… 

Elliotts fald i puls og iltmætning blev markant dybere, og derfor valgte sygeplejersken altså at agere maskine og trigger for Elliott…… SHIT det var et voldsomt syn! Sygeplejersken nussede ham hver gang han glemte at trække vejret….. og det gjorde hun i fucking 2 timer (Undskyld mit sprog!)

Efter de 2 timer blev ”Stephanie-maskinen” atter ledig, da hans “stuekammerat-inde” alligevel ikke kunne klare at komme ud af respiratoren……Jeg var lettet, men også rasende……… hvorfor skulle Elliott igennem sådan en oplevelse, for alligevel at ende ud ved udgangspunktet igen…… og alligevel ikke, for han var træt og udkørt!

Kl. 24.00 blev Elliott koblet på Stephanie-maskinen igen og jeg fik samtidig en snak med vores faste nattevagt, som var kommet tidligere på arbejde, fordi der udover Elliotts situation også generelt var meget travlt på afdelingen.

Tyndslidt og helt gennemsigtig

Da hun trådte ind på stuen, følte jeg at hun kunne se lige igennem mig… Hun så en mor, som var presset ud til den yderste kant, og der skulle ikke tilstøde mere, før hun ville falde ud over.

Vi fik snakket situationen igennem, og hun tilkendegav også, at hun undrede sig over, at de pågældende læger i dagvagten ikke havde konfereret med hende eller nogen af de andre sygeplejersker, i forhold om hun/de ville vurdere, at Elliott kunne klare et sådan “maskinskift”…. Men det er lægernes ansvar og de skal nogen gange træffe nogle umulige og hurtige beslutninger, samtidig med at de risikere at få forældre på nakken…… not an easy job!

Den nat ringede de efter mig 2 gange, da de opstartede Elliott på dopram… den medicin, som skulle minde ham om at trække vejret, samt at de havde behov for at ventilere ham med neo-puffen (en speciel lille maske, som bruges til at give ekstra ilt med)

Dag 26 – Ender i respirator

Jeg kunne ikke slæbe mig ud at sengen denne morgen og derfor gik Søren over til Elliott. Nattevagten og lægen fra aften før, overvejede om han skulle lægges i respirator…. Nattevagten sagde, at Elliott simpelthen var blevet for træt og udkørt efter aftenens voldsomme strabadser, og han havde nu ikke flere kræfter at gi af. (Og nu tuder jeg in real time…) Derfor var respiratoren, det bedste valg for ham lige der!

Respirator-tid

Da jeg kom over på afdelingen kl. 7, var de i gang med at gøre klar til at lægge Elliott i respirator. Jeg var så ked af, at han skulle igennem alt det her. Men jeg vidste også, at det ville give Elliott noget tiltrængt ro, til at komme ovenpå efter et voldsomt døgn. Om aftenen sidder Søren med Elliott, og vi kan begge mærke, at han var faldet fuldstændig til ro og havde vænne sig til respiratoren, hvilket samtidig også giver os som forældre lidt tiltrængt ro….

Far og søn – nu med respirator 🙂

Skrev dette til ham den dag:

”Kære søde Elliott, Du skal vide at mor og far er så stolte af dig, – du kæmper allerede dit livs kamp og du gør det på en måde der er utrolig beundringsværdig. Vi elsker dig 😊”

Dag 27 – Jeg tager hjem….

Vægt: 1030 gram

Da jeg sad med Elliott denne formiddag kom en af lægerne og en af afdelingens koordinatorer, som ligesom os, var meget berørte af situationen. De var forstående og roste os for vores måde at være på.

Vi gav kun konstruktiv kritik, som efter deres mening var fuldt ud berettiget, situationen taget i betragtning. Vi talte senere på dagen med endnu en af lægerne, for at få snakket situationen ”officielt” igennem. Vi håbede, at de kunne lære af situationen….. men det var jo et ressourcespørgsmål og vi ved jo godt at pengene ikke hænger på træerne, og at afdelingen også mandskabsmæssigt var presset. Det er bare ikke særlig fedt, når det er ens lille søn det gik ud over….

Ude hos mor, som var godt tapet ind, for at sikre at slagen til respiratoren ikke røg ud.

Overnatning hjemme

Jeg tager for første gang hjem og overnatter i Hedensted sammen Søren og Ellienor. Elliott var for første gang længe stabil, nu hvor han var kommet over i respiratoren. Den eneste gang jeg indtil nu havde været i Hedensted, var et par dage efter fødslen, hvor jeg kørte ned for at aflevere en kurv til Sørens søster, samt en buket til Sørens mor og Ellienors dagplejemor, som tak for alt deres støtte de seneste par uger.

Det var rart at være hjemme og lege i sandkassen med Ellienor, men samtidig ambivalent, for jeg ville så gerne være hos Elliott også. Derfor varmede det, da vi i løbet af dagen fik denne søde besked fra sygeplejersken i dagvagten.

”Hej mor, far og Ellienor.

Lige en status fra mig. Jeg har været fuldstændig stabil i respiratoren, fraset enkelte SAT-fald, fordi jeg formentlig har lidt ondt i maven, og af den grund ligger og møffer. Lige nu ligger jeg i 21% ilt og slapper rigtig godt af med en stabil puls på 150. Sygeplejersken har lagt sonden op i næsen på mig, og det tror jeg faktisk godt, at jeg kan lide. Der er fundet vækst i min bloddyrkning for nogle bakterier, men heldigvis er jeg dækket ind med den antibiotika, lægerne startede op på mig i går.
Far fortalte sygeplejersken i går, at storesøster ofte sover med åbne øjne. Det tror sygeplejersken også, at jeg gør. Mit drop er lige “gået”, så lægen kommer om lidt og lægger et nyt. Alt er godt ❤️ Kys fra Elliott.”

Sygeplejersken havde lavet denne fine “plakat” – Han er nu 3 uger og 6 dage gammel og ville have rundet 29 uger i mavsen.

Om aftenen ringede vi til afdelingen for at tjekke op på Elliott, han var heldigvis i selskab med den faste nattevagt, så han var i trygge hænder og havde det godt. Men hold nu op, hvor vi begge glædede os til at se ham næste dag 😊

Dag 28 – Tillykke Elliott 4 uger gammel i dag!

Vægt: 1054 gram

En stille og rolig dag, hvor vi alle sammen var på sygehuset, da Ellienors dagplejemor var syg. Elliotts infektionstal var ”stabilt”/ let faldende, så nu måtte den infektion godt snart gå væk!! Men respiratoren så heldigvis ud til at gøre ham godt.

Vægtøgning på de første 4 uger var 314 gram og knap 5 cm i længden. SÅDAN ELLIOTT!!!

Hvis DU har lyst til at læse næste uges indlæg, kan du blot klikke HER

FacebookDel blogindlæg på facebook

Uge 1 – Honeymoon på Nyfødt Intensiv afd.

Dag 1 – Honeymoon

Vægt: 680 gram

De første 1-2 uger efter fødslen kaldes ”Honeymoon”. En tilstand hos det for tidligt fødte barn, som kan komme til udtryk ved, at de små pus ikke virker sønderligt påvirket af situationen udenfor livmoderen. Set i bakspejlet havde Elliott nok valgt at holde “Honeymoon” den første lille uges tid, selvom forældrene nok ikke helt følte det sådan.

At vågne uden sit barn….

….var en mærkelig og næsten ubærlig følelse, særligt når man instinktivt ikke vidste hvordan han havde det, var direkte forfærdeligt. Vi var derfor hurtige til at komme ud af sengen og op på afdelingen, for at se hvordan hans første nat var gået.

Elliotts første nat var, heldigvis gået godt, til trods for at jeg havde overført den infektion, jeg havde fået om lørdagen, til ham. Derfor blev han allerede dag 1 behandlet med antibiotika og det skulle vise sig absolut ikke at være den sidste. På grund af forhøjede bilirubintal, som er indikator for gulsot, blev han sat i behandling med blåt lys i kuvøsen.

Blåt lys og orange beskyttelsesbriller OMG HOT MAMMA 😉

Selvom Elliott selv trak vejret efter fødslen, valgte lægerne at lægge ham direkte i respirator, for at give ham ro til at vænne sig til de nye omgivelser, samt stabilisere hans system. Lægerne valgte allerede her på dag 1 at lægge ham i SiPAP, da hans vejrtrækning var så god. Lægerne vil helst undgå at børnene unødigt ligger for lang tid i respirator, da det kan skade lungerne på sigt.

First time for everything….

  • Elliott åbnede sine mørke øjne
  • Bleskift i miniatureudgaven
  • Mor giver mælk via sonde
Miniature-ble til et minature-menneske.

Dagens største øjeblik….

…. er da Ellienor får lov til at se sin lillebror for første gang. Hun var så nysgerrig og lagde lige så sødt hånden på kuvøsen… Tror både mor og far havde tårer i øjnene i det øjeblik.

Storesøster møder lillbror
for første gang

Forældrevingen – ”kollektivet” for forældre indlagt med deres børn på Nyfødt Intensiv afdelingen

Sidst på dagen flyttede vi ind på forældrevingen, en afdeling kun for forældre med børn på Nyfødt intensiv. Forældrevingen var en unik mulighed, for os som forældre, at kunne være så tæt på vores indlagte barn som muligt. Her havde vi vores eget værelse, adgang til vaskeri, legerum og delte så køkken med de andre forældre.

Forældrevingen fungerede således, at der blev serveret mad i køkkenet morgen, middag og aften til de indlagte mødre. Fædrene skulle selv sørge for mad, når de var på afdelingen. Vi havde alle sammen en skuffe til tørvarer og en hylde i køleskabet. 

MEN for pokker en mundfuld ….. Ikke nok med at vi skulle forholde os til Elliotts forholdsvise kritiske tilstand, så skulle vi nu også forholde os til en masse andre mennesker. Det var ligesom at bo i et kollektiv, med mennesker man ikke selv havde valgt at bo sammen med, og hold nu kæft det trak tænder ud….. Det var i starten virkelig svært at abstrahere fra og jeg det var virkelig noget der gik mig på, at vi ikke alle sammen var lige godt lært op i køkkenhygiejne og generel oprydning…….Til tider fyldte det faktisk mere end alle bekymringerne omkring Elliott, men hen ad vejen lærte jeg heldigvis at sige PYT.

Vi var en håndfuld par, som alle havde børn født ekstremt for tidligt, som var i samme båd og som skulle være på afdelingen længe, så vi kunne heldigvis grine af vores fælles oplevelse af vores “allesammens” kollektiv på AUH 🙂

Dag 2 – Mor som lægens assistent

Vægt: 691 gram

Endnu en nat veloverstået, dog havde Elliott været meget urolig i nattens løb. Hans tilstand blev derfor overvåget ekstra nøje, da lægerne var bekymrede for hans hoved. Da han blev født, havde han et kæmpe blåt mærke i højre side af hovedet, som nok skyldtes, at han havde stået i fast i bækkenet.

Det var næsten halvdelen af hovedet, der var blåt!

Men til trods for lidt udfordringer, var sygeplejerskerne og lægerne fortsat imponerede over, hvor godt han klarede sig…… og vi var som forældre helt høje over alt det ros han fik… lidt ligesom, hvis han havde scoret det afgørende mål i en vigtig fodboldkamp 😊

Mor som lægens assistent

Elliott fik kort tid efter fødsel lagt både en sonde direkte i navlen, en igennem munden, samt en intravenøs indgang i hånden. På den måde fik han i de første dage ernæring gennem alle 3 ”indgange”. Denne dag drillede sonden i navlen, og sygeplejersken valgte derfor, at den skulle skiftes fordi den væskede. Det blev for mig, en af de første af mange opgaver, som assistent for personalet. Jeg skulle holde Elliotts ben og arme, mens lægen skiftede sonden. Det var en ”First-timer” for mig, – men også for lægen. Normalvis var hun selvfølgelig vant til at blive assisteret af sygeplejerskerne. I situationen var jeg helt rolig, og det føltes som det eneste rigtige, at det mig, som hans mor, der stod og holdte ham fast. Men i skrivende stund kan jeg da godt blive helt utilpas ved mindet om denne oplevelse, han var bare så lille og skrøbelig ….

Dag 3 – Elliott Osvald, vores egen lille superhelt!

Vægt: 720 gram

En superhelt det var han også i personalets øjne, og derfor var det også helt perfekt, da sygeplejersken Maiken havde lavet det fineste navneskilt til hans dør af en “Mini Captain America”. 

Mangler bare et E i panden 🙂

Scanning af hjernen

For at udelukke hjerneblødninger blev Elliott scannet. Der skulle efterfølgende gå 24 nervepirrende timer, inden vi fik en beskrivelse og et resultat fra neurologerne. Ventetiden var lang og tankerne kørte rundt i hovedet på os begge to….. Vi har altid været enige om, at hvis vi på noget tidspunkt ville blive bekendt med, at vores børn fejlede noget alvorligt i graviditeten, ville vi afbryde den. MEN nu var det jo anderledes, vi kunne jo ikke vælge Elliott fra nu, hvis der skulle ske ham noget alvorligt i dette forløb. For os var situationen nu en helt anden, vi elskede denne lille purk, og ville gøre alt for at ham…. Selvom det betød et liv med en handicappet dreng. (og det skal virkelig forstås på den mest kærlige og respektfulde måde)!

Dag 4 – Apnøer ”en mas”

Vægt: 716 gram

Nyt ord ”apnø”! Hvilket betyder at man stopper med at trække vejret i perioder! Elliott var begyndt at få flere og flere af dem, og havde derfor behov for mere støtte til hans vejrtrækning. Lægerne lagde ham derfor i en anden maskine ved navn ”Stephanie”. Denne maskine mindede ham at trække vejret efter 5 sek., ved hjælp af et lille pust i næsen. SiPAP’en gjorde det først efter 10 sek. Problemet med apnøerne var, at hans iltmætning faldt i blodet, hvilket vil sige at han ikke fik ilt nok rundt i kroppen og særligt til hjernen. Hvis han ikke selv rettede sig ved hjælp af maskinen, kunne det være nødvendigt for sygeplejerskerne at ventilere ham manuelt, så hans iltmætning steg. Iltmætning, også kaldt saturationen, skal gerne ligge på den gode side af 90 SpO2% og når det var rigtig kritisk kunne den godt komme ned i 40-50’erne.

Vi fik endelig svar på hjernescanningen, og den var heldigvis helt normal, eller så normal som den nu kan være med Søren og jeg som forældre 😉 Infektionstallet var faldet yderligere, men hans bilirubintal var til gengæld tårnhøje (gulsot-tallene). Han skulle derfor lægges i blåt lys igen, hvilket betød at vi ikke kunne få ham ud af kuvøsen.

Dag 5 – Honeymoon is over ….. Når der bliver ringet efter én til midnat, ved man godt at den er galt.

Endnu en nat var gået, dog med alt for mange apnøer. Elliotts infektionstal var atter steget og han havde haft behov for mere respiratorisk støtte, og blev i løbet af dagen ventileret af flere omgange, da hans iltmætning faldt til et kritisk niveau.

Lægerne overvejede, om han skulle lægges i respirator igen, da han kæmpede meget med vejrtrækningen, men de beslutter hen på aftenen at prøve med noget medicin, som hedder Dopram. Medicinen stimulerer hjernen til at huske at trække vejret selv. De valgte samtidig at tage en blodprøve, som skulle dyrkes hen over de næste dage, for at se om det var på grund af en bakterie, at hans tilstand på daværende var forværret.

Kl. 00.15 (6 marts) blev jeg ringet op af sygeplejersken, som kunne fortælle at hans værdier ikke havde rettet sig som ønsket… og de derfor gik i gang med at gøre klar til at lægge ham i respirator. Jeg hoppede i tøjet, og gik de 200 meter over på afdelingen. Da jeg trådte ind på stuen, havde hans værdier alligevel rettet sig, og personalet vil derfor afvente situationen. Jeg kunne ikke holde ud at se, at han ikke havde det godt, og det faktum at jeg som mor ikke kunne gøre en skid…. Jeg blev nødt til at gøre noget aktivt! Jeg kom i tanke om, at Søren havde gjort en bolledej klar til vores morgenmad, og jeg valgte derfor at gå over at bage boller kl. 02.00 den nat…

Da jeg kom tilbage med friskbagte boller til de travle nattevagter, hvilket i øvrigt blev modtaget med kyshånd, var der faldet ro over Elliott. Jeg sad lidt hos ham, inden jeg gik over på værelset til Søren og Ellienor.

Dag 6 – Min mands boller går viralt

Siden jeg forlod Elliott om natten, havde der heldigvis være ro på stuen. Det så ud til, at medicinen havde haft den ønskede effekt, og respiratoren var aflyst for denne gang. Men hans infektionstal var igen steget, og lægerne ville derfor foretage en spinalvæskeprøve for at udelukke en bakteriel meningitis.

Som I nok har regnet ud, var jeg til stede på stuen, da de skulle foretag lumbalpunkturen. Og nu siger jeg lige noget ….. Forestil jer at stå og se en læge stikke en megalang nål ind i rygmarven på dit lille, næsten mikroskopiske barn… gisp! Jeg ved jo hvor svært det kan være på voksne……

Elliott var så sej, – men føj hvor var det hårdt at se på…

De havde advaret mig om, at der kunne risikere at kommet meget blod, men heldigvis var væsken klar og det var tydeligt at se på lægen M, at hun var pænt lettet…. Klar væske betød, at prøven åbenbart var nemmere at analysere, og mikrobiologerne kunne derfor hurtigere give os et svar. Prøven var heldigvis negativ!

Atter skulle Elliott igen i det blå ufo-lignede lys, da hans tal var steget igen….

Hud mod hud

Efter et par hektiske døgn, hvor vi ikke havde kunnet få ham ud af kuvøsen, var det dejligt endelig at kunne mærke hans lille krop mod min. Personalet gjorde også utroligt meget ud af, at vi fik Elliott ud så meget som muligt i løbet af dagen. Optimalt 2-3 gange daglig á ca. 2 timers varighed. Hud-mod-hud-kontakten mellem for tidligt fødte børn og deres forældre, kan være med til at skabe et miljø, der støtter barnets modning/udvikling og stabilisere dets vitale værdier, såsom fx temperatur, puls, vejrtrækning, samt søvnmønster og en roligere adfærd (Kilde: Klinisk retningslinje om hud-mod-hud-kontakt mellem præmature børn og deres forældre).

Ren nydelse og afslapning, havde det ikke lige været for maskinernes bippen….

Dag 7 – Så langt så godt – Nu en uge gammel

Vægt: 709 gram

Og det skulle fejret med flag…

Tillykke søde Elliott Osvald

Vi skulle mødes med præsten, for at planlægge Elliotts dåb den næstkommende lørdag, hvor han knap ville være 2 uger gammel. Beslutningen og ønsket om dåben blev taget ud fra den betragtning, at vi ikke ønskede at risikere en nøddåb, hvor tingene skulle gøres i alt hast, hvis noget skulle gå noget galt, og Elliott ikke ville overleve. Vi snakkede om vores forløb og vores mulige ønsker til sange mv., ligesom hvis det havde været en helt normal dåb i en kirke.

Samme dag til stuegang begyndte ”Stephanie-maskinen” at bippe helt vildt, og de blev derfor nødt til at skifte udstyr. Men da afdelingen kun har 2 ”Stephanier” og den anden var optaget til anden side, blev han lagt i SiPAP, som er den maskine der kun giver et pust/reminder om at trække vejret efter 10 sekunder. Heldigvis klarede han skiftet rigtig flot og der var ingen grund til bekymring hos moren.

Hen på eftermiddagen kom der svar på den bloddyrkning, som de tog i forgårs. Bakterierne var der fortsat og lægerne satte gang i endnu en omgang antibiotika. Der blev taget endnu en bloddyrkning fra, for at se om de kunne finde ud af, hvilken bakterie det var, eller om det var et enkeltstående tilfælde fx en forurenet prøve.

Sørens boller går viralt….

Da jeg kom retur på værelset, havde jeg fået en sms fra min mor om, at Sørens boller er gået viralt på AUH’s facebookside. Helt igennem fantastisk, hvor meget glæde en omgang hjemmebagte boller kunne gi’ en travl nat. Derfor blev det heller ikke sidste gang, at personalet skulle forkæles med lune hjemmebagte boller 😊

Godt vi ikke fra start vidste, hvad der ventede os…..

Puha jeg bliver faktisk lettere forpustet, når jeg her i skriveprocessen skal gennemleve vores forløb igen… Godt vi ikke fra start vidste, hvad der ventede os….. For at give jer et større indblik i vores hverdag kan I læse nedenstående afsnit.

Hvordan jeg skabte mig en hverdag på afdelingen?

Tja jeg har ikke opskriften, men jeg gik i ”handle-mode”, og det virkede for mig. Jeg deltog i alt omkring Elliotts pleje og behandling og forsøgte at være hos ham så meget som jeg kunne. Jeg forsøgte samtidig at passe på mig selv og tage pauser, hvilket også var nødvendigt, når der skulle malkes ud hver 3 time……

Fra dag 1 blev vi lært op i alt fra bleskift, at give mælk via sonde og hvilke knapper der skulle trykkes på, når vi åbnede ind til kuvøsen mv.

Der blev lavet et dagsrytmeskema, som skulle skabe et overblik over, hvornår Elliott skulle soigneres, hvornår, og hvem der skulle giver mad via sonden (Sygeplejerskerne eller mig), hvornår han skulle ud og ligge hos os, udmalkning, mor-tid mv.

Da Elliott var en uge gammel ”flyttede” Søren hjem til Ellienor. Hun havde de første 2 uger boet hos henholdsvis Sørens søster og svoger, samt hos mine forældre. Men vi blev enige om, at det var vigtigt også at skabe en så normal hverdag for hende som muligt, så hun ikke skulle undvære begge sine forældre. Det var en svær beslutning og tid for os, som familie…… mere om det i næste uges indlæg, som du kan læse HER!

Til dig der er indlagt med dit barn.

Jeg har under hele indlæggelsen skrevet dagbog dagligt, hvilket jeg er meget taknemmelig for i dag, da det letter den nuværende skriveproces! Dagbogen har dog først og fremmest været et virkelig godt værktøj, til at bearbejde de ting vi har været igennem, i løbet af et langt sygehusophold. Det kan varmt anbefales!

FacebookDel blogindlæg på facebook

Uge 0 – Da vandet gik i uge 24+1!

25. februar – 4. marts 2019 – Indlægget kan læses på 6-7 min.

Elliott Osvald – vores lille mirakel i mere end én forstand

Mit første indlæg kommer til at handle om den uge, for et år siden, hvor tiden gik i stå, uvisheden var altoverskyggende og skræmmende og jeg tænkte: ”hvad fanden er meningen!”.

Hvorfor kæmpe for at blive gravid, for så at miste,- heldigvis ville Elliott Osvald det anderledes.

Den 4. marts 2019, fødte jeg vores lille søn på 740 gram i uge 25+1.

Elliott Osvald få timer gammel!

Da vandet pludselig gik!

Ugen forinden sad jeg, med min mand Søren og vores datter Ellienor, i stuen og så fjernsyn, da jeg ud af det blå tissede i bukserne……. Altså, det var det jeg troede, at jeg gjorde! Jeg tænkte straks, at jeg nok heller måtte gøre alvor af de knibeøvelser 😊 Men jeg blev hurtigt klogere…..

Jeg var ude af stand til at tænke klart og forsøgte i første omgang, at kontakte min sundhedsplejerske, men uden held. Jeg googlede telefonnummeret på fødegangen på Horsens sygehus. På hjemmesiden stod der, at man før uge 24 skulle kontakte vagtlægen og efter uge 24 fødegangen – uge 24 er umiddelbart abortgrænsen.

På det tidspunkt var jeg pænt glad for, at min termin var blevet fremrykket 8 dage til nakkefoldsscanningen, så den nu hed 24+1 og ikke 23+0! Selvom jeg nok var endt samme sted alligevel.

Ingen plukveer

Da jeg fik fat i fødegangen, spurgte jordemoderen ind til plukveer, farven på vandet mv. Jeg havde ingen plukveer, og vandet var helt klart. Hun bad os komme så hurtigt vi kunne. En halv time senere lå jeg på en briks med benene oppe og en læge, der kiggede bekymret på mig.

Jeg havde haft vandafgang! For der er intet fostervand at se på scanningen og kun 0,8 cm livmoderhals tilbage, så jeg havde ikke bare tisset i bukserne! Jeg var fuldstændig lammet og så kun bekymrede miner hos de sygeplejersker og læger, der var kommet ind på stuen.

Lungemodning og overflytning til Århus Universitetshospital

Jeg fik ve-hæmmende medicin og en lungemodningsinjektion i låret, som skulle fremskynde udviklingen af Elliotts lunger. For at opnå fuld effekt, skulle fødslen helst ikke gå i gang indenfor de næste 48 timer. Vi fik at vide, at jeg skal overflyttes til Århus Universitetshospital med ambulance.

Vejen til Skejby var lang, det var uvant for mig at være patient. For år tilbage, var det mig selv, der kørte ambulancen. Tankerne fløj rundt og frem kom den mest “forbudte” tanke…… At jeg ikke ville ”spilde” det fantastiske navn, vi havde valgt, som betød så meget for Søren og jeg, på et barn som sikkert ikke engang ville overleve eller blive det barn vi drømte om…. Elliott skulle hedde Osvald til mellemnavn, opkaldt efter sin farfar, som døde i 2010.  

Jeg skød tanken fra mig og lukkede helt ned, modløs og ud af stand til at skabe ro på mit system. Selvom redderen prøvede at berolige mig, hjalp hans velmenende ord ikke meget det skal nok gå”, ”de er megadygtige på Skejby” jada jada jada….. Den samme svada jeg selv havde sagt så mange gange før, i mit tidligere virke som redder.

Men han vidste jo ikke, om det ville gå godt, vel!!! Det eneste jeg vidste var, at det ikke er pisse optimalt at føde sit barn i uge 25!!!

Første møde med neonatallægerne

Det bekræftede de 2 neonatallæger, der mødte os på fødegangen desværre også! Overlægens ord er indprentet i mig for evigt…. Hvis jeres søn bliver født nu, er der kun 40% chance for, at han overlever. Men hvis den lungemodning jeg havde fået et par timer forinden, ville nå at få fuld effekt de næste 48 timer, ville hans overlevelseschancer øges til omkring 50%.

Samtidig opfordrede de os til at overveje hvilken behandling vi ønskede til ham. Skulle de bruge “extreme measures” eller skulle de lade naturen gå sin gang…! Den nat ”sov” vi på fødegangen, mit hoved var helt tomt, og jeg kan ikke huske hvad jeg tænkte…… sikkert en masse, men jeg var mest af alt i chok.

Indlæggelse på “Afsnit for gravide”

Dagen efter blev vi flyttet ned på “Afsnit for gravide”, hvor vi var indlagt frem til fødslen. Jeg skulle være sengeliggende og måtte til nøds gå på toilettet. Tiden var lang, selvom mange af vores venner og familie lagde vejen forbi. Søren og jeg snakkede meget om diverse ønskescenarier…. Kunne han, vores lille Elliott Osvald, nu bare blive derinde til uge 28, så ville hans overlevelseschancer være betragteligt højere, og chancen for at vi en dag kunne få ham med hjem, virkede for os som realistiske.

Jeg gik all in på ØKO, for jeg havde behov for at gøre noget aktivt selv – jeg ville blive sindssyg af bare at ligge der, uden at gøre noget. Kunne jeg give ham det sidste skud vitaminer og ekstra gode ting , inden han skulle se verden, gav det så utrolig god mening for mig. Og så elsker jeg bare god og ordentlig mad, lavet fra bunden.

Jeg blev løbende tilset af en fysioterapeut, som instruerede mig i forskellige øvelser for at holde den sengeliggende krop i gang, så risikoen for blodpropper mindskes.

De vil sende os hjem….

Stemningen på stuen var efter omstændighederne god, jeg havde ingen plukveer, og det så lægerne som et yderst positivt tegn. Da vi havde været indlagt 5 dage begyndte personalet at snakke om, at vi kunne komme hjem…….. Jeg var skrækslagen, komme hjem…. Jamen hvad nu hvis jeg går i fødsel, det går sgu da stærkt med sådan en lille fyr.

Men tanken om at kunne komme hjem til vores datter varmede, og vi indvilligede i at blive lært op i hjemmemonitorering med både blodtryk, infektionstal og indsendelse af data til sygehuset. Dette var fredag, og lørdag kunne de så konstatere, at jeg havde fået en infektion, så vi kunne ikke komme hjem alligevel.

Jeg fik antibiotika, og så måtte vi ellers bare se tiden an. Jeg begyndte efterfølgende, at få spændinger i mellemgulvet, man da det ikke gik op over maven, mente de ikke at det kunne være plukveer.

Sidst på dagen søndag den 3. marts begyndte jeg så, at få flere sammentrækninger og var bekymret for, hvad der var på vej. Jeg var ikke blevet scannet siden mit vand gik for knap en uge siden, da det kunne øge risikoen for infektion. Men situationen taget i betragtning, valgte lægerne og sygeplejerskerne at scanne mig.

Resultatet var, at der fortsat ikke var fostervand og min livmoderhals var nu kun 0,4 cm.

Afgang til fødegangen med en pigesur mand!

Lægen sagde, at hvis jeg var utryg, kunne jeg blive kørt op på fødegangen, som lå lige ovenpå. Men dette betød også, at vi skulle pakke alle vores ting sammen og udskrives fra afdelingen. Og ud fra min mands ansigtsudtryk, var det ikke lige det, han gad søndag aften kl. 22. Men på det tidspunkt var jeg ret ligeglad med, at han var træt og pigesur. Jeg kunne mærke, at der var noget på vej, og jeg besluttede, at vi skulle flyttes op på fødegangen.

Da vi kommer op på fødegangen, tog jordemoderen Electra imod os. Søren var tydeligvis pisseirriteret og spurgte som det første, hvor han skal sove henne?

Hun peger på fødelejet……..

Jeg var lige ved at flække af grin, situationen var simpelthen bare så komisk. Søren protesterede, og spurgte om han ikke bare kunne få en seng op. Men jordemoderen stod fast og kommenteredeAt der er mange kommende fædre, som havde sovet der” (Det vidste sig dog at være en stor fed løgn).

Men hallo søde skat! Her lå jeg og skulle muligvis føde vores barn på 700-800 gram inden længe, og så opførerede han sig som et lille barn, fordi han ikke lige fik royal behandling….. Søren kan heldigvis godt se den kosmiske i situation den dag i dag 🙂

I løbet af natten fik jeg tiltagende plukveer og omkring kl. 8 gik fødslen stille og roligt i gang. Jeg befandt mig i en ubeskrivelig tilstand af afmagt, men jeg er fuldstændig klar på hvad der skulle ske. Jeg var ikke bange, men mere fandenivoldsk end nogensinde før.

Min mor kiggede forbi fødestuen, da hun arbejder på Skejby, og Søren talte med min søster og aftalte at hun skal komme. Jeg har selv været med til begge mine niecers fødsler, og jeg ved at det altid havde været et stort ønske fra min søsters side, at kunne være med til en af mine. Situationen taget i betragtning, gav det rigtig god mening at have lidt flere pårørende omkring mig, når vi ville blive skilt ad umiddelbart efter fødslen.

PANIK!!!

Kl. 10 tog veerne til, og jeg beder om at få lattergas. Modsat min første fødsel med Ellienor, havde lattergassen og jeg denne gang fundet en fælles vej, og det gjorde, at jeg følte, at jeg var i fuldstændig kontrol. Men ud af det blå, fik jeg pludselig megahøj feber og Elliotts puls steg markant. Lægerne og jordemødrene overvejer næste skridt…

Jeg var godt klar over, at der var risiko for et kejsersnit, men jeg havde et stort ønske om at føde selv. Til vores held virkede panodilerne hurtigt og Elliotts puls normaliserede sig igen.

Kl. 11 tog veerne for alvor til og fødselspersonalet, bestående af jordemoderen Kathrine, assistenten Lone, jordemodersupervisoren Jette og fødselslægen Frank, begyndte at gøre klar til fødslen.

20 minutter før Elliott blev født, kom hele neonatalteamet ind på stuen og gjorde klar til at tage imod ham. Selv om det “burde” være total kaotisk, var der på en eller anden måde helt roligt og stemningen føltes næsten helt magisk, og alle mand var klar til at tage imod vores lille søn.

Efter 2 presseveer bliver Elliott Osvald født kl. 11.37 og han trak vejret helt selv!

Nu gav jeg slip og græd…. Det var som om, at jeg for første gang i en uge kunne slappe helt af, og det var en kæmpe lettelse! Jeg havde gjort alt hvad jeg kunne for den lille prut, og nu var det op til ham selv og det topseje neonatalteam, at tage over. Mennesker jeg aldrig havde mødt, men havde den største tiltro til 😊

Søren gik med på Nyfødt Intensiv afsnittet sammen med Elliott, mens jeg fik moderkagen ud, hvilket viste sig ikke at være helt problemfrit…. I denne situation var det utrolig rart, at jeg både havde min mor og min søster ved min side.

En god time senere, fik jeg lov til at komme op og se til ham.

Han lå alene på stue 11, så lillebitte indeni den store kuvøse med slanger over det hele. Han klarede sig heldigvis rigtig godt og lægerne var tilfredse med ham. Det var dejligt at se ham, men jeg var lettere handlingslammet, og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv. Men de søde sygeplejersker guidede os og vi fik lov til at “nusse” ham lidt. Efter et kort visit, skulle jeg ned og forsøge at få gang i mælkeproduktionen, – utroligt at det kunne lade sig gøre, når han nu var kommet 15 uger før tid.

Så lillebitte i forhold til fars hånd.

Indlagt hver for sig

Jeg blev indlagt på barselsafsnittet, da jeg fortsat var patient. Det var virkelig mærkeligt, at jeg lå et sted og mit barn et helt andet sted. Da jeg kom ind på afdelingen var det midt i et vagtskifte, og jeg kunne næsten ikke styre min utålmodighed, da jeg bare gerne ville i gang med at malke ud, så Elliott kunne få noget krudt at leve af. Da jeg endelig fik sat malkeudstyret til, kom der ikke mange dråber, men det var åbenbart mere end nok.

Samme aften får jeg lov til at få ham ud første gang 😊

Et magisk øjeblik!

Læs mit indlæg, om vores første uge på Nyfødt Intensiv afd. HER

FacebookDel blogindlæg på facebook